Vi er ikke læng’re unge, vi har endnu ingen børn. Vi er både og hverken enten eller…

by Nadja

Jeg tilbragte julen sammen med nogle gode venner, masser af trapist-øl og god chokolade i Bruxelles. Og bagefter havde jeg et par dage alene dernede, hvor jeg tilbragte nogle rigtig dejlige dage med at dimse rundt i de hyggelige gader, og havde nogle meget sanselige oplevelser både på det fantastiske Art Noveau-museum i arkitekten Hortas hus – og på det helt fortryllende instrumentmuseum, hvor alle besøgende gik rundt med hovedtelefoner og lyttede sig frem til forskellen på diverse varianter af cembaloer, harmonikaer, taffel-kvartetter og spinetter.

Det var på alle måder et rigtig dejligt get-away til en rigtig livsnyder-by. Og jeg havde det rigtig dejligt. Men der var også noget, der lige fik vakt lidt stof til eftertanke… For jeg kan ikke rigtig løbe fra, at jeg fuldstændig konsekvent blev tiltalt Madame fremfor Mademoiselle. Og at den transformation også smittede noget af i min samlede turistprofil.

For let’s face it: jeg er ligesom ikke længere backpackeren eller interraileren, der hustler mig igennem. Faktisk var der tale om en bonus-point-tur på businessclass og vi havde lånt nogle udstationerede venners tre-etagers-hypernuttede byhus… og jeg tog min veninde i at sige om en funky tøjbutik, at det måske “så lidt ungt ud” – og jeg tog mig selv i at give hende ret.

Men samtidig opsnapper jeg stadig pr. automatik opsnapper flyers og gratisaviser, der hurtigt giver mig et overblik over, hvad der sker, hvornår det sker og hvor det sker (også selvom jeg næppe kommer til at benytte mig at benytte mig af den viden…) Jeg får knopper af hovedstrøgene og søger altid ned langs sidegaderne. Jeg undgår konsekvent de steder guidebøgerne priser. Jeg har en højt udviklet sans for at snuse mig frem til ukendte byers funky kvarterer. Og jeg tilhører endnu ikke segmentet af børnefamilier på jagt efter børnevenlige museumsoplevelser, legepladser i parkerne og høje stole på restauranterne.
Hvor hører jeg så hjemme? Mig og alle de andre, det også er lidt af en tilsnigelse at kalde unge. Men som heller ikke rigtig føler sig som voksne. Og som stadig frygter den dag, nogen vil kalde os “satte”. Vi hører vel hjemme et sted midt i mellem D.I.N.K.sene (dem med “Double Income No Kids”), business-drengene og empty-nesterne, der nu nyder livet i fulde drag og forkæler sig selv med Opera-weekender arrangeret af Politiken Plus?

Umiddelbart en cocktail, der smager af et lidt skræmmende livsfaselimbo uden noget tilhørsforhold… ligesom det Vesterbros Ungdomsgård beskrev om teenagetilværelsen…

“Vi er ikke rigtig unge, vi er ikke rigtig børn, vi er både og og hverken enten eller. Vi er for unge til at elske og for gamle til at slås. Der er ingen, der har rigtig brug for os”.

Men ved nærmere eftertanke er det måske ikke så ringe endda. For jeg tror trods alt, vi er mere “Både Og” end vi er “Hverken enten eller”. Vi kan høre hjemme alle stederne og kan frit veksle mellem forskellige stemninger, kvarterer og prisniveauer. Vi kan relatere til de fleste, fordi vi er unge nok til at huske studietiden, men samtidig er gamle nok til at kunne dele erfaringer med de ældre og visere. Og – ikke mindst: Vi er gamle nok til at elske, men også stadig unge nok af sind og engagement til stadig at slås for alt, hvad vi har kært og være klar til at dø en lille smule om så det gælder.

Reklamer