Vi er ikke læng’re unge, vi har endnu ingen børn. Vi er både og hverken enten eller…
by Nadja
Jeg tilbragte julen sammen med nogle gode venner, masser af trapist-øl og god chokolade i Bruxelles. Og bagefter havde jeg et par dage alene dernede, hvor jeg tilbragte nogle rigtig dejlige dage med at dimse rundt i de hyggelige gader, og havde nogle meget sanselige oplevelser både på det fantastiske Art Noveau-museum i arkitekten Hortas hus – og på det helt fortryllende instrumentmuseum, hvor alle besøgende gik rundt med hovedtelefoner og lyttede sig frem til forskellen på diverse varianter af cembaloer, harmonikaer, taffel-kvartetter og spinetter.
Det var på alle måder et rigtig dejligt get-away til en rigtig livsnyder-by. Og jeg havde det rigtig dejligt. Men der var også noget, der lige fik vakt lidt stof til eftertanke… For jeg kan ikke rigtig løbe fra, at jeg fuldstændig konsekvent blev tiltalt Madame fremfor Mademoiselle. Og at den transformation også smittede noget af i min samlede turistprofil.
For let’s face it: jeg er ligesom ikke længere backpackeren eller interraileren, der hustler mig igennem. Faktisk var der tale om en bonus-point-tur på businessclass og vi havde lånt nogle udstationerede venners tre-etagers-hypernuttede byhus… og jeg tog min veninde i at sige om en funky tøjbutik, at det måske “så lidt ungt ud” – og jeg tog mig selv i at give hende ret.
Men samtidig opsnapper jeg stadig pr. automatik opsnapper flyers og gratisaviser, der hurtigt giver mig et overblik over, hvad der sker, hvornår det sker og hvor det sker (også selvom jeg næppe kommer til at benytte mig at benytte mig af den viden…) Jeg får knopper af hovedstrøgene og søger altid ned langs sidegaderne. Jeg undgår konsekvent de steder guidebøgerne priser. Jeg har en højt udviklet sans for at snuse mig frem til ukendte byers funky kvarterer. Og jeg tilhører endnu ikke segmentet af børnefamilier på jagt efter børnevenlige museumsoplevelser, legepladser i parkerne og høje stole på restauranterne.
Hvor hører jeg så hjemme? Mig og alle de andre, det også er lidt af en tilsnigelse at kalde unge. Men som heller ikke rigtig føler sig som voksne. Og som stadig frygter den dag, nogen vil kalde os “satte”. Vi hører vel hjemme et sted midt i mellem D.I.N.K.sene (dem med “Double Income No Kids”), business-drengene og empty-nesterne, der nu nyder livet i fulde drag og forkæler sig selv med Opera-weekender arrangeret af Politiken Plus?
Umiddelbart en cocktail, der smager af et lidt skræmmende livsfaselimbo uden noget tilhørsforhold… ligesom det Vesterbros Ungdomsgård beskrev om teenagetilværelsen…
“Vi er ikke rigtig unge, vi er ikke rigtig børn, vi er både og og hverken enten eller. Vi er for unge til at elske og for gamle til at slås. Der er ingen, der har rigtig brug for os”.
Men ved nærmere eftertanke er det måske ikke så ringe endda. For jeg tror trods alt, vi er mere “Både Og” end vi er “Hverken enten eller”. Vi kan høre hjemme alle stederne og kan frit veksle mellem forskellige stemninger, kvarterer og prisniveauer. Vi kan relatere til de fleste, fordi vi er unge nok til at huske studietiden, men samtidig er gamle nok til at kunne dele erfaringer med de ældre og visere. Og – ikke mindst: Vi er gamle nok til at elske, men også stadig unge nok af sind og engagement til stadig at slås for alt, hvad vi har kært og være klar til at dø en lille smule om så det gælder.
Nadja Pass 
Selv om jeg nok er 50 pct. ældre end dig, Nadja, så holder dit sidste afsnit også stadig for mig. Vi er faktisk privilegerede, os – der i gamle dage vel var skyggetanter.
Hm – jeg kan godt lide billedet af at vi da bare passer ind en masse steder.
Jeg synes dog med årene at jeg bliver mindre og mindre sikker på, hvad det er jeg har kært og vil slås for til døden – det var meget lettere for en 10-15-20 år siden, hvor jeg var helt vidunderlig skråsikker – og temmeligt sikkert ganske ulidelig…
Glæder mig til snart at se dig i Baggesensgade!
@ Dorte – superdejligt og meget livsbekræftende at læse, at den fornemmelse kan vare ved!
og @ Trine-Maria – jeg kan sagtens følge fornemmelsen af, ikke længere at være HELT så skråsikker, dumkæk og overbevist om sin egen udødelighed. Men som du skriver – det kan også være næsten ulideligt, når det er alt, alt, alt for hardcore. De rundere kanter er på mange måder klædeligt :-)
Og ja, ja, ja – vi skal snart ses i B-gade. Måske i morgen?
Må jeg liige skyde ind, at det ikke var Vesterbro Ungdomsgård, der stod for “Vi er ikke rigtig voksne”. Sangerne var, og jeg var lige ved at skrive tværtimod :-), fra Jylland, Hornum-koret, og sangen findes alongside “Eva og Lasse” (har smilet til mig) og andre på den originale Bølle Bob-plade.
Pladen er højaktuel, fordi mine børn fik cd’en i julegave og hører den hele tiden. Og altså – de går begge to i børnehave endnu (de er ikke rigtig voksne, de ER børn), og pladen er faktisk lavet for og med teenagere i 1978. Der er sære kræfter på spil.
@ Christine
Årh hvad – jeg ville have svoret, at både “Vi er ikke rigtig unge” og “Lasse har smilet til mig” var fra Vesterbros Ungdomsgård. Men så så man lige mig have taget fejl. Godt, at du lige fik rettet det!
Og syret med højaktualiteten – men hey, den rammer jo nogle helt grundlæggende ting om det med at være ung (hvis dine børn allerede er på den, er der vist noget om det med, at Kids are growing older younger) kombineret med iørefaldende melodier.
@Nadja: Ja, at så små børn overhovedet ønsker sig en BølleBob-cd skyldes vist først og fremmest voldsomt iørefaldende melodier fyldt med rimede og rytmiske formuleringer. De fleste af teksterne har dog ikke bundfældet sig hos den mindste endnu, han hører nogle helt andre pointer, men den største kan vistnok godt oversætte diverse skolebarneroller og dilemmaer til børnehavemålestok – og nogle af positionerne går hun bare rundt og prøver af i spændt forventning til fremtiden (og det kan da godt virke lidt kontraproduktivt, når det fx har form af henkastede skoletræthedsreplikker baseret på den dér “jeg er traaat / så grusomt traaat … jeg er led og ked af skolen / lad mig sidde for mig selv / for jeg giider aaltså iikke høøre efter.”)
@ Christine – til gengæld kunne man så håbe på, at hun er advaret i tide og derfor slipper for at blive den “søde og artige pige, som alle de voksne kan li’. Den søde og rolige pige – men jeg ville hel’re være fri.”
Som inkarneret stræber kombineret med boldspasseri ( https://nadjasreflexioner.net/2008/01/08/at-indr%c3%b8mme-sine-fejl-og-mangler/ ) identificerede jeg mig nemlig meget med hende, når hun sang “nu er de andre gået ud for at lege, men ingen spurgte mig, om jeg vil’ være med”. Og det gik først for sent op for mig, at man godt BÅDE kunne være dygtig og artig – og have venner og have det sjovt. Og manner, hvor ville jeg ønske for alle ungerne omkring mig, at de formår at kombinere de to fra starten.
@ nadja – enig. Og der er faktisk håb, synes jeg:
For det første synes min datter (foreløbig) slet ikke at lægge vægt på hverken den vemodige eller oprørske del af lige netop den sang: pigen i sangen synger jo! og hun er sød, dygtig, vellidt af de voksne – what seems to be the problem??
For det andet ligger Ronja Røverdatter næstøverst på hendes personlige hitliste, hvilket jo allerede udvider perspektiverne for hendes karakterdannelse-med-rytmisk-musikledsagelse en hel del.
I øvrigt er det bare sjovt at se, at selvom fx BølleBobsangene ikke ligefrem er subtile på tekstsiden, så foregår alt det her jo ligesom med salmer og engelske rocknumre, som vi synger med på længe før vi forstår, hvad vi egentlig synger med på. Tiøren kan være mange år om at falde, og indtil man en dag er klar til at artikulere “no dark sarcasm / in the classroom”, klarer man sig med at synge “blomster-hansen / kæmpe klodsmus” – og gerne lidt højt – hen over sin Pink Floyd.
Men som vistnok Katrine skrev i en kommentar for nylig: Nu skal dette jo ikke udvikle sig til “hvad de dog siger/koen har fire hjørner”, så jeg stopper her :-)