Nadja Pass

I går fik jeg et af de dejligste julekort, man kan forestille sig. Ikke alene var det skønt at skue – med orientalske mønstre, der allerede var semi-synlige gennem den kvadratiske kuvert. Det indeholdt også lige det, jeg havde brug for – uden at vide, at det var lige det, jeg havde brug for.

Og det, jeg åbenbart lige gik og havde brug for uden at vide det, var to CD’er med Kai Normann Andersen-sange. Og det er vel og mærke ikke moderne genindspilninger af nutidens kändissser – det er de originale indspilninger fremført af blandt andet Marguritte Viby og Liva Weel. Med 30-50’er-artikulation og lakpladeknitren. Og de er der næsten alle sammen…”Man binder os på mund og hånd”, “Forelsket i København”, “Hot hot, jeg har det hede hule hot hot” (dobbeltformerne classic), “Titte til hinanden”, “Jeg giver mit humør en gang lak” og “Man bliver så glad, når solen skinner”. Jeg savner ganske vist min absolutte favorit – Musens Sang. Men den er trods alt en af de kendteste, så den skal jeg nok få opsnuset, nu hvor jeg er blevet opmærksom på behovet for at genintroducere Kai Normann-Andsersen i mit livs soundtrack. Og lige nu er der mere end rigeligt i de 47 skæringer, der lige nu danner lydtæppe for mit bloggeri.

Og så kan man jo spørge sig selv, hvorfor det så lige var Kai Normann Andersen-nostalgi, jeg gik og savnede uden at vide det. Ja, det er jo det, man skal kende mig ret godt for at vide. For en ting er, at jeg selv har et nørde-gen med at kunne huske sangtekster udenad. En anden ting er årsagen til det nørde-gen. Og årsagen er min mor. Hun var nemlig en omvandrende jukebox. Hun kendte musik og tekster i alle genrer og trallede dem konstant. Hendes repertoire spændte bredt, og det er ikke helt tilfældigt, at soundtracket til hendes bisættelse var så varieret som den svenske vise “Den första gång jag såg deg”, “Paperdoll” med Mills Brothers og “Chopins nocturne 2” som var et af hendes glansnumre ved pianettet. Man kunne altid gætte hendes tanker ud fra, hvilke sang hun gik og nynnede. På vores bilture, gjaldede vil flerstemmigt med på alle de gamle schlagere. I sommerhuset bladrede vi gennem “Lystige viser” i timevis og snakkede om de forskellige sange og tekster. Og blandt de absolutte favoritter var Kai Normann Andensen-sangene.

Sangene bor på min rygrad. De har været med til at skærpe mit øre for sprogets finurligheder, fordi de gamle revyviser ofte er smedet fabelagtigt godt og innovativt sammen. De udgør en væsentlig del af min kulturarv. Men lige pludselig – efter min mor og mormor forsvandt med kun to års mellemrum – synger jeg dem bare ikke særlig tit længere.

Det er ikke rigtig noget, jeg har tænkt over. Og indtil CD’erne pludselig lå der, var jeg slet ikke klar over, hvor meget jeg savnede de sange i mit liv. Til gengæld var jeg meget bevidst om, hvor meget jeg savnede min mor og mormor – et savn, der bare er endnu mere præsent her i november-december, hvor alle scenerne fra min mors død og bisættelse for et år siden, genspiller sig selv igen og igen. Og det var virkelig godt set af min veninde, at sangene ville være det perfekte opløftende soundtrack til mine november-december-blues.

Og i går blev alle sangene så vakt til live igen. Ikke alene havde de allerede udspillet sig i levende live, for i går var en dejlig københavnerdag af den slags, hvor man ikke kan undgå at blive lidt forelsket i København. Solen skinnede, og man bliver som bekendt så glad, når solen skinner. Og så kom jeg hjem og fandt det julekort. Og så snart jeg satte CD’erne på, fik mit humør en ekstra gang lak. Tak.