At flytte sig
by Nadja
Jeg har rejst verden rundt. Jeg har revet mig selv mentalt op med rode masser af gange for at tænke i nye baner og retninger. Jeg har sagt drømmejobs op for at starte fra scratch. Jeg lever ofte og gerne med gear-skifter. Jeg er på rigtig mange måder inkarnationen af forandringsparathed…
Og så alligevel ikke. For når man tænker over det, er der faktisk en helt syret ting, der kendetegner mig og min familie. Vi flytter simpelthen ikke. Hvis vi først bor et sted, vi godt kan lide, rokker vi os ikke ud af flækken.
Selv har jeg boet det samme sted, siden jeg flyttede hjemmefra for 13 år siden. Vel er jeg flyttet fra stuen op til anden sal. Vel har jeg sammenlagt to toværelses til en fireværelses. Vel har kvarteret ændret markant i løbet af den tid. Vel har min civilstatus heller ikke ændret sig nævneværdigt undervejs, så der har været behov for de store ændringer. Og vel har lejligheden været fremlejet de par gange, jeg har rejst i flere måneder af gangen. Men stedet er og bliver det samme.
Jeg har også stadig min mormor og morfars sommerhus. Min far bor stadig i mit barndomshjem. Og var min mor ikke død sidste år, havde hun også boet der. Vel har det været udlejet i de 10 år de boede i Moskva og Beijing. Og vel ser der anderledes nu, hvor min far er flyttet hjem igen. Men huset er de samme og minderne bor der stadig. Min morbror og hans kone i Farum bor også stadig i det hus, hvor jeg kom rigtig meget under hele min opvækst. Min faster bor stadig i det samme hus i den norske by Hamar og har den samme hytte, som vi holdt fjord-ferier i, da vi var små. Og min yngste fætter flyttede ind i min mormors gamle lejlighed, da hun døde. Så den kommer vi også stadig i.
Det er først for nylig gået op for mig, at den situation faktisk er ret unik. Det er ikke særlig almindeligt, at man i en alder af 33 år stadig som det naturligste i verden kommer en lang række af de steder, der skabte rammerne for barndommens land. Og selvom det egentlig ret grundlæggende strider imod min ellers så forandringsvillige natur (for jeg ville jo ellers til enhver tid sige, at man jo må indrette sig efter sine aktuelle ønsker og behov – så det er noget pjat at kigge efter et hjem, der kan egne sig både til det livlige singleliv, familiebolig og “empty nest-livet”. I stedet for at gå på kompromis hele vejen igennem – skal man da selvfølgelig bare skifte bolig, så den passer til behovene…) så er der også noget rigtig hyggeligt ved det.
For det er som en direkte forunderlig forbindelse til barndommens stemninger, lugte, smagsoplevelser og minder. Og selvom det er den naturligste ting i verden, engang at skulle flytte, er det egentlig ret svært at forestille sig, hvordan det vil være, når jeg engang er nødt til bare at kigge ind fra gaden og sige, “der boede jeg engang”. Men det svarer vel meget til stemningen, som jeg så godt kender fra andre sfærer: “Der studerede/arbejdede/rejste/overnattede/kom jeg meget engang”. Eller hvad siger I, jer der flytter lidt oftere end hvert 15. år?
Nadja Pass 
Jeg tror, du forudsætter, at barndommens land var et rart sted at være. Hvis det ikke var det, er det måske nærmere en befrielse, at man ikke konfronteres med det.
@ Kirsten Marie – good point. Det havde slet ikke strejfet mig. Men jeg kan godt se, hvordan det kan være næsten kvælende at komme de samme steder med de samme mennesker og sidde på de samme pladser og tale om de samme ting, hvis man ikke brød sig synderligt om det. Rigtig good point.
Har nu talt en 15-16 steder jeg har boet, og sikkert også glemt et par stykker. Det er en tidslinie der forbinder familie, venner, kærester og begivenheder med steder. Det er som at se på ryggen på en familiær bog, når jeg ser op på vinduerne i en af de gamle lejligheder.
@ Anna – det kan jeg sagtens følge. Sådan har jeg det jo også meget med de steder mine venner har boet i tidens løb. Man har en masse minder knyttet til en bestemt gade, fordi man kom der rigtig meget, dengang da…
Faktisk er det hele omdrejningspunktet for et af de fantastiske lydspor gennem Vesterbro, som Johanne Løgstrup fra Flamingoeffekten stod bag for et par år siden. Her kan man følge Lars Frosts erindringer fra det Vesterbro, hvor vennerne boede lige da han flyttede til Købenahavn. I øvrigt et vildt anbefalingsværdigt koncept med de lydspor – prøv det: http://www.flamingoeffekten.dk/#41673
Jeg har nu boet i næsten 10 år på Christianshavn (personlig rekord) efter at have prøvet alle andre bydele i København. og… ja, min mor voksede op her og mine bedsteforældre boede her til de forlod denne verden. Når jeg bevæger mig rundt i kvarteret kender jeg altså ikke bare grønthandleren, maleren og ham den hjemløse som sælger Hus Forbi foran Lagkagehusets bager. Jeg kender også historierne om dengang de fattige børn i Wildergade smed hestepærer efter min mor og min moster fordi de kom fra den “anden” gade. Og jeg ved, hvordan Villaen på Wildersplads lugtede dengang den blev opvarmet med petroleum. Og det er fint, for det minder mig om at intet er evigt, at alting forandrer sig, selvom vi først rigtig kan se hvad det var, når det er forsvundet.
@ Sascha – fantastisk med hestepærerne i Wildersgade – og så er jeg helt vildt nysgerrig efter at vide, hvad Villaen på Wilders Plads dækker over. Ligger (eller lå) der faktisk en Villa-Villa. Den har jeg i så fald aldrig bemærket – men jeg vil spejde efter den næste gang jeg befinder mig på det eventyrlige Christianshavn. Forstår godt, at man slår rod der – også selvom man ikke selv har rødder der oprindeligt.
Villaen på Wildersplads ligger der skam endnu – bagved Restaurant Kanalen. Dengang mine bedsteforældre boede der – i rigtig mange år, var det slum med petroleum, gasovn og toilet med højt skyl. Sidenhen var den i en periode kontorejendom, men nu er der vist igen privatbolig i de smukt restaurerede kvadratmeter. Posh og tjekket område lige til at gå bytur i. Dengang mere råt og ægte. Min mormor klagede engang over at der var en rockband som larmede når de øvede sig et lagerlokale hos naboen. Min onkel gik hen for at skælde ud. Så kom han tilbage: “Men mor… det er jo Gasolin, der spiller!” Se det var dengang…
Hei Nadja og takk for din inspirerende blog.
Det er så meget varme i det du skriver at jeg bliver helt glad.
Det lyder som at din rejsende familie bruger husene sine som ankere. Jeg har selv sat stor pris på at min famile på Island aldrig har flyttet selvom jeg når næsten ikke at pakke ud af flyttekassene til jeg skal flytte igen. Det at de bor det samme sted giver mig en tryghed som gør det nemmere for mig at flytte eftersom mitt gamle hjem stadig er det. Lidt som en livline som strækker sig over have og bjerg. Eller elastik, hoppe fra, hejm og lade op, hoppe fra, lade op..
For dem er jeg flyttet for længe siden, jeg tror ikke de ved at jeg stadig bor der :)
@ Fanney – først og fremmest tak for rosen. Det er dejligt, hvis bloggen og reflexionerne kan varme lidt i vintermørket.
Jeg kan helt utrolig godt lide billedet med, at alle andre tænker, du er flyttet for længe siden, men at du dybest set stadig bor der. Det er jo det minderne gør – og selvom de på ingen måde behøver at være fysisk forankret, giver de fysiske omgivelser alligevel en meget let og umiddelbar adgang til mindernes juvelskrin.
[…] drømme. Fragmenter af minder – tilføjet alt muligt nyt. Nu kommer jeg jo i forvejen fra familien, der aldrig flytter. Så jeg har det lidt på samme måde i min onkels hus, min fasters norske hytte og selvfølgelig i […]