At flytte sig
Jeg har rejst verden rundt. Jeg har revet mig selv mentalt op med rode masser af gange for at tænke i nye baner og retninger. Jeg har sagt drømmejobs op for at starte fra scratch. Jeg lever ofte og gerne med gear-skifter. Jeg er på rigtig mange måder inkarnationen af forandringsparathed…
Og så alligevel ikke. For når man tænker over det, er der faktisk en helt syret ting, der kendetegner mig og min familie. Vi flytter simpelthen ikke. Hvis vi først bor et sted, vi godt kan lide, rokker vi os ikke ud af flækken.
Selv har jeg boet det samme sted, siden jeg flyttede hjemmefra for 13 år siden. Vel er jeg flyttet fra stuen op til anden sal. Vel har jeg sammenlagt to toværelses til en fireværelses. Vel har kvarteret ændret markant i løbet af den tid. Vel har min civilstatus heller ikke ændret sig nævneværdigt undervejs, så der har været behov for de store ændringer. Og vel har lejligheden været fremlejet de par gange, jeg har rejst i flere måneder af gangen. Men stedet er og bliver det samme.
Jeg har også stadig min mormor og morfars sommerhus. Min far bor stadig i mit barndomshjem. Og var min mor ikke død sidste år, havde hun også boet der. Vel har det været udlejet i de 10 år de boede i Moskva og Beijing. Og vel ser der anderledes nu, hvor min far er flyttet hjem igen. Men huset er de samme og minderne bor der stadig. Min morbror og hans kone i Farum bor også stadig i det hus, hvor jeg kom rigtig meget under hele min opvækst. Min faster bor stadig i det samme hus i den norske by Hamar og har den samme hytte, som vi holdt fjord-ferier i, da vi var små. Og min yngste fætter flyttede ind i min mormors gamle lejlighed, da hun døde. Så den kommer vi også stadig i.
Det er først for nylig gået op for mig, at den situation faktisk er ret unik. Det er ikke særlig almindeligt, at man i en alder af 33 år stadig som det naturligste i verden kommer en lang række af de steder, der skabte rammerne for barndommens land. Og selvom det egentlig ret grundlæggende strider imod min ellers så forandringsvillige natur (for jeg ville jo ellers til enhver tid sige, at man jo må indrette sig efter sine aktuelle ønsker og behov – så det er noget pjat at kigge efter et hjem, der kan egne sig både til det livlige singleliv, familiebolig og “empty nest-livet”. I stedet for at gå på kompromis hele vejen igennem – skal man da selvfølgelig bare skifte bolig, så den passer til behovene…) så er der også noget rigtig hyggeligt ved det.
For det er som en direkte forunderlig forbindelse til barndommens stemninger, lugte, smagsoplevelser og minder. Og selvom det er den naturligste ting i verden, engang at skulle flytte, er det egentlig ret svært at forestille sig, hvordan det vil være, når jeg engang er nødt til bare at kigge ind fra gaden og sige, “der boede jeg engang”. Men det svarer vel meget til stemningen, som jeg så godt kender fra andre sfærer: “Der studerede/arbejdede/rejste/overnattede/kom jeg meget engang”. Eller hvad siger I, jer der flytter lidt oftere end hvert 15. år?
Nadja Pass 