Propagandaen, drømmespillet, mediecentrifugen og meningen med livet

by Nadja

Indenfor de sidste tre dage har jeg været i teateret to gange. Torsdag til for-for-premiere på Katrine Wiedemanns opsætning af Strindbergs “Et drømmespil” på Betty Nansen. Og lørdag til “Lotte Spin Hansens” politiske debatteater “Propaganda” på Betty N.s industri-rå intimsscene – Edison.

Der var tale om to gode og tankevækkende – og ekstremt forskellige – oplevelser. Men fælles for dem var, at de – med meget forskellige virkemidler og tematikker – grundlæggende handlede om den enkeltes ansvar og indstilling til tilværelsen, livet, mulighederne og omgivelserne.

I “Et drømmespil” er det gudedatteren Agnes (spillet af Sofie Gråbøl, der konstant overrasker mig positivt med sin alsidighed) der kommer ned på jorden og følger menneskenes tilværelse, konstant gentager “at det er synd for menneskene” men også undres over, hvorfor vi indretter os som vi gør. Handlingen er ikke nogen konsistent handling, men en opbrudt serie af små mærkelige tableauer, hvor nogle karaterer går igen, andre forsvinder og andre igen vender vrangen ud på sig selv. Det hele iscenesat af Katrine Wiedemann – og så er der jo altid garanti for syrede indfald, poetiske tableauer og – i dette tilfælde meget markant – en tendens til at se det hele sådan lidt fra oven. Der er masser af gode punchlines og tankevækkende pointer undervejs, og man trækker på smilebåndet, skutter sig, veksler sigende blikke med ledsagerne omkring sig og får lyst til at snakke om den større mening med livet over designerøllen bagefter. Det hele har – som titlen antyder – en karakter af flimrende drøm. Men en drøm af den slags, hvor man vågner næste morgen og synes, at nu – NU – må man også gøre noget ved sit liv. Og hvor man så alligevel ikke rigtig kan gengive handlingen eller pointerne for sig selv eller sine omgivelser bagefter. Man ved bare, at det berørte en på det grundlæggende plan.

I “Propaganda” er det lige omvendt. Scenografien består af syv stole, et rundbord, en debatpult, et demografisk kontrolcenter med en kombination af Karnov, computer og storskærm, hvor man kan vise afstemningsresultater, statistik og segment-kors. Og – allervigtigst – små håndholdte afstemningsmaskiner til hver tilskuer. Her spiller skuespillerne en blanding af (meget karikerede) politiske arketyper, politiker-parodier, forsamlingshus-moderatorer ala Højlunds Forsamlingshus. Indholdet er mest af alt et crashcourse i segment-forståelse, spin-fænomener og den politiske karrussel, hvor borgere, politikere og medier konstant påvirker hinanden. “Kurset” bliver gjort levende, let forståeligt og lørdag-aften-fordøjeligt gennem afstemninger blandt publikum og kommentarer på/analyse af resultaterne afstemninger, sketches der ironiserer over embedsmændenes spinstrategier og giver bud på, hvad de forskellige partier og politikere mon tænkte og gjorde bag de lukkede døre, inden et bestemt budskab blev offentliggjort og ikke mindst en “live-debat-med-ægte-politiker-og-to-rigtige-journalister” om mediernes public-service-forpligtelse til at gøre os mere bevidste om samfundet. Og selvom man kunne sige meget negativt om stykket – såsom at mange af spørgsmålene man blev stillet i sig selv var udtryk for de demografiske segment-klichéer stykket havde til formål at gå op imod, og at det var mærkeligt, at den unge politiker i “den ægte livedebat” skulle grilles af journalisterne i stedet for selv at få lov at grille dem om mediernes håbløse valgdækning – synes jeg overordnet, at man må rose initiativet. For dem, der ikke i forvejen ved så meget om spin og segmenter og målgruppeundersøgelser var det et virkelig godt sammensat crash-course. Og også for en debat-interesseret retoriker som mig var der nogle aha-oplevelser. Blandt synes jeg, de formåede at få anskueliggjort, hvor mange af problemerne der bunder i, at alle i den politiske karrusel er for dårlige til at sondre mellem privatborgere og samfundsborgere. Der var fine øjenåbnere om mediestrømmen i forbindelse med terrorloven og fødevareskandalen – og en selvom det var sat meget på spidsen, var det alligevel en fin analyse af valgkampens temaer, der lå til grund, da de forklarede, hvordan de fleste i salen (hvor det grønlyseblå segment i forudsigeligt nok var voldsomt overrepræsenteret) nok syntes, at den nys overståede valgkamp har været en aaaanelse bedre end de tidligere, var fordi VI denne gang var hovedpersonerne. Det var os øko-hippier, der blev kæmpet om, for det var vores stemmer, der var de afgørende – mens det sidste gang var “campingfolkets”  gunst partierne kæmpede om – og derfor havde sidste valg alle de skingre debatter om udlændinge, som partierne ikke bragte så meget på banen denne gang, fordi de var farlige at adressere, hvis man ville indfange øko-hippierne. Og når man forlod  “Propaganda” havde man lyst til at diskutere videre over sin designer-øl. Måske ikke så meget om meningen med livet og de store linjer, som “Et drømmespil” lagde op til. Men mere om karusellen og vores eget ansvar som demokrater og samfundsborgere.

Så forskellige stykkerne var, formåede de således begge to at sætte tanker og diskussioner i gang. Og i den forstand var de begge fine eksempler på motivationsretorik – også selvom genstandsfeltet for “Propaganda” var rendyrket standpunktsretorik. For det handlede netop om, hvordan vi kan skabe grundlag for bedre politisk mediedækning – og at det starter med os selv som samfundsborgere.

Og hvorfor er det så, vi skal engagere os og yde noget for samfundet og omgivelserne?  Jamen det er jo, som  “Et drømmespil”  også pointerede, at vi som mennesker har en tendens til at læne os passivt tilbage og ynke os selv og bekræfte hinanden i, at det er “Synd for os”. Og dermed overlade ansvaret til guderne, politikerne, cheferne, instanserne, så de kan gøre det mindre synd for os.

Engang imellem ER det synd for os, og det skal det have lov til at være. Men i rigtig mange sammenhænge, lader vi det også være en sovepude, at vi alligevel ikke kan gøre noget ved det hele. Især når vi når ud over den sprøde ungdoms intiativ, begejstring og tro på, at vi kan ændre verden. Når hverdagen er fyldt af dagligdags gøremål og dag-til-dag-bekymringer om det nære og de kære. 

Men som mennesker og samfundsborgere har vi selv det største ansvar, hvis det skal være mindre synd for os. Noget kræver små skridt – andet kræver “giant steps for mankind”. Men uanset om det gælder de politiske strukturer, mediemøllen, den globale opvarmning, nye opfindelser eller noget så abstrakt som lykken, er det vores ansvar at tage de skridt i den rigtige retning, der tilsammen ændringer starter med os selv.  Og det er godt og prisværdigt, Betty Nansen med de to aktuelle forestillinger er med til at nytænke politisk teater, som kan vække samfundsborgeren i os med ujævne mellemrum.

Reklamer