Når Danmark går i flæsk

by Nadja

Klokken er 13.07, det er fredag og jeg har modtaget en – 1! – mail i dag. Og det var min kontoopgørelse fra Årstiderne.

Jeg har simpelthen ikke modtaget noget som helst arbejdsrelateret fra nogen som helst i dag. For i dag er det slet ikke arbejde, det handler om på de danske arbejdspladser. Det er nemlig store J.U.L.E.F.R.O.K.O.S.T-aften i aften. Og så er der vigtigere ting at tænke på. Make-up’en. Maden. Sladderen. Lir’en. Svir’en.

Jeg skal også selv af sted om et par timer. Til højt belagt smørrebrød fra Aamanns og hygge med mine højt-skattede kontorfæller, så pointen med dette indlæg var egentlig ikke at sidde her dydsmønsteragtigt og klappe mig selv på skulderen, fordi jeg tilsyneladende som et moderne svar på Jens Vejmand er den eneste, der sidder foran skærmen her til formiddag.

Jeg synes bare altid det er sådan en vild fornemmelse, når Danmark i dén grad lukker ned. På hverdage. På en måde, hvor det er fuldstændig legitimt at sige “nix bixen du – det kan jeg ikke i dag, jeg skal til julefrokost”. Svarer fuldstændig til dagene mellem palmesøndag og skærtorsdag, efterårsferien og dagene mellem jul og nytår. For ikke at tale om hver fredag, hvor man kan droppe alt om at komme i kontakt med nogen efter klokken 12 – for hvis de ikke er taget tidligt hjem, er de til fredagsvin.

Hvis man går den danske arbejdssstyrkes årscyklus efter i sømmene, er det i det hele taget ret få uger om året, vi alle sammen er fuldt arbejdsdygtige.

  • I januar og februar (kun afbrudt af eventuelle skiferier) er alle enten syge eller smådeprimerede og synes, det er helt ok at gå lidt tidligere fra arbejdspladsen, fordi det jo ligesom er lidt synd for os.
  • Fra marts til juni er der stort set ikke en uge uden mindst en helligdag (har simpelthen aldrig fattet, hvorfor Struense ikke lige placerede Store Bededag midt i februar eller november).
  • Juli – ja juli tæller ligesom ikke, for selvom man ikke længere har industriferien, kan man ikke rigtig regne med der er fuld damp på i juli.
  • Og august – jamen den tæller heller ikke rigtig længere, af de modsatte grunde. For nu hvor vi ikke længere har industriferie, er der trods alt mange, der har rykket deres ferie til august.
  • I september… jamen hov – det er jo i september, vi arbejder. Vejret er for det meste så fint, at vi er rimelig glade og ovenpå, folk er hjemme og der er gang i hjulene.
  • Oktober rykker også rimelig godt bortset fra efterårsaktivitetsferien, hvor i hvert fald børnefamilierne er stemplet ud. Og alle os der ikke er børnefamilier tager også gerne en forlænget weekend, for nu hvor vi ikke er tvunget til at holde ferie i skoleferien er det jo om at benytte sig af det.
  • November, november, november, november…ja den er jo bare uendelig lang, så hvis man klarer sig udenom depressioner, forkølelser og irritation over alt for tidligere juleeventyr kan man også godt få lidt fra hånden i november.
  • Og december – ja december er fuldstændig og total undtagelsestilstand.

Misforstå mig ikke. Jeg elsker også hyggen og synes til hver en tid man skal unde sig selv lidt selvforkælelse, glæde, hygge og fest – især nu her, hvor vejret og vintermørket kan få selv den mest hårdnakkede optimist ned med nakken. Men det er sgu’da syret, at vi midt i en globaliseret verden, der bare pulser derudad 24-7-365 i den grad formår at opretholde den kollektive nedsyltning. Og stadig bevare en selvforståelse af at være blandt de mest effektive og hårdtarbejdende folk i verden…

UPDATE: Vores julefrokost på kontoret var et hit – stemnings-, delikatesse-, kitch-jule-musik- og debatfyldt. Men gæt lige, hvem der (ca. to timer efter at have skrevet nærværende indlæg) råbte højest på Magnus, da klokken slog fem, og vi andre sad bænket, mens han liiiiige-skulle-afslutte-de-sidste-vigtige-ting-inden -weekenden-så-alle-andre-kunne-komme-videre-med-deres-respektive-gøremål-uden-at-skulle-afvente-hans- input. Rigtigt gættet: Det var selvfølgelig undertegnede, der førte an i “KOM NU – det er jo julefrokostEN”-råbet.

Reklamer