Nadja Pass

Da jeg gik i gymnasiet havde jeg helt fantastisk dynejakke. Mønsteret beskrives bedst som: leopard-på-orange-brunt-syretrip. Og lad os bare sige det sådan, at den faldt ikke lige ind i gennemsnits-udseendet af vinter-outfit på Øregård Gymnasium.

Udover at være dejlig varm og lyse op i det grå vintervejr, havde jakken den store fordel, at folk kunne kende mig på lang afstand. Og jakken tog genkendelsensprisen den dag jeg flere år senere in-the-middle-of-nowhere i Israel, hvor en gammel gymnasiebekendt passede mig op med ordene “Jeg VIDSTE bare, det måtte være dig. Der er ingen andre, der har mod til at gå i så grim en jakke”.

Det havde jeg glemt alt om, indtil forleden dag, hvor jeg oksede afsted på mit sorte lyn inde omkring Magasin. Jeg havde måske nok registreret en glad barnestemme råbe Naaaadjaaaa, men Nadja er sådan et navn, der let kan forveksles med sang og generelle tralalala-lyde, så jeg reagerede ikke rigtig på det sådan der midt i trafikken. Ikke før jeg stoppede for rødt og nogen lagde en hånd på min skulder og meget bestemt sagde “HEJ Nadja – vi så dig på lang afstand, og vi har råbt på dig hele vejen”. “Det var mig, der råbte”, sagde guldklumpen i barnesædet. Og moren, der efterhånden var nået op på siden af os (selv med forrygende hjelm) supplerede “Ja, vi kunne kende dig på hjelmen”.

Og så stod vi jo af cyklerne og sludrede lidt der midt på gaden – og jeg elsker den slags spontane møder, hvor man mødes, udveksler et par knus og tanker og skilles igen med et smil på læben. Og faktum er, at dette spontane møde ikke ville være sket, hvis det ikke havde været for hjelmen. For blinghjelmene er supernemme at spotte i gadebilledet – og stikker langt op over selv de mest funky jakker.

Og nu hvor jeg tænker over det, er der faktisk sket noget lignende rigtig mange gange siden jeg fik min nye hjelm. Venner og bekendte genkender mig og passer mig op langvejs fra. Og så skal man jo heller ikke kimse ad alle dem, der dagligt stopper mig for at spørge, hvor jeg dog har købt min hjelm. Mange ekstra smil og glade miner – midt i den grå vinterhverdagstrafik.

Så hermed føjer jeg blinghjelme til listen over ting, der kan lyse op i den mørke tid.