Det første år med min mors gyldne leveregler

by Nadja

I morgen er det præcis et år siden, min mor døde. Og mærkedagene – den første måned, det første halve år, den første fødselsdag, den første gang et eller andet sker, hvor hun ellers ville have været det naturligste livsvidne, og nu – altså – det første år, får mig hver gang til lige at stoppe op en ekstra gang. Ikke fordi de dage er vigtigere, eller jeg savner hende mere der. Men fordi mærkedagene fungerer som en slags tegnsætning i den historie, der bliver skrevet videre i min og min families liv. Historien om livet efter min mors død, hvor mærkedagene fungerer kommaer, punktummer, kolonner, udråbstegn og sprøgsmålstegn. Tegnsætning, man kan hænge alle sorgens bølgende følelser op på.

Kort efter bisættelsen skrev jeg her på bloggen, at mit nytårsforsæt for 2007 var at udleve alle min mors gyldne leveregler i det kommende år – og resten af livet for den sags skyld. Det er leveregler, der bobler af optimisme, livsglæde og tro på, at det hele nok skal gå. Dem har min bror og jeg haft med os hele livet, så der var egentlig ikke så meget nyt i, at jeg ville leve efter dem. Men alligevel var de rigtig, rigtig dejlige at klynge sig fast til, når sorgens bølgedale pressede sig på. Det har også været dejligt, fordi min mor på den måde har været utroligt nærværende hver eneste dag. For jeg har dagligt sendt hende mange små hilsner og store tanker, når jeg har stået overfor en situation og håndteret den ved hjælp af hendes magiske leveregler.

Og så  har jeg også samtidig prioriteret benhårdt i alle mulige sammenhænge, hvor jeg måske ikke gjorde det før – fordi man med et dødsfald i den nærmeste familie bliver ekstremt opmærksom på, hvor vigtigt det er at leve livet. Ikke ærge sig over ligegyldigheder – og selv at ændre på ting, man kan gøre noget ved (hvilket generelt er helt utroligt meget).

Det kommer til udtryk både i stort og småt. Jeg har gjort op med mit boremaskinetraume – og jeg har besluttet mig for at gøre noget ved drømmen om New York. Sagt fra til arbejdsopgaver, jeg ikke havde lyst til at påtage mig – og meget hjerteligt og afklaret sagt TIL til de udvalgte frivillige opgaver, jeg (udover det stadig omsiggribende con-amore-knokleri på Reflexioner) har påtaget mig. Jeg er kort sagt blevet bedre til at melde ud, fra og til. Jeg handler langt mere spontant end tidligere. (Jer der kender mig, vil nok sige, at jeg stadig høster et flot 10-tal på en skala fra 1 til 10, hvor 1 er spontan og 10 er planlægningrigid…men i forhold til min EGEN skala, er der altså virkelig sket noget på den front). Hvilket blandt andet hænger sammen med, at jeg sørger for at holde min kalender forholdsvis åben og langt mere fleksibel end tidligere. Så der er tid og plads til at lade sorgen fylde, når den fylder. For det er helt uforudsigeligt, hvornår  den gør det. Men når den gør, skal den have lov til det.

Og i morgen? Ja, der tager vi selvfølgelig ud til gravstedet og sætter et memorial candle eller to. Lægger en blomst og sludrer lidt. Og så går vi ellers ud og spiser et dejligt sted, vi længe har villet prøve. Ret i min mors ånd. Vi vil prøve ikke at grave os ned i sorgen – men i stedet bruge dagen på at fejre det liv, hun levede så formidabelt.

Reklamer