Vi er alle sammen Forbrydelsens medforfattere

by Nadja

På arbejdspladser og i vennegrupper er der efterhånden godt gang i væddemålene om, hvem der myrdede Nanna Birk Larsen. Medierne interviewer kriminalinspektører i et væk for få analyseret, hvor sandsynlige mordere de forskellige mistænkte er – og prøver at lokke morderens navn ud af skuespillerne og manuskriptforfatterne. Og mit indlæg om Ries-far-teorien er til dato blevet læst 1507 gange – og det har affødt rigtig mange kommentarer. Både her på bloggen og IRL.

Det har været rigtig, rigtig spændende at følge på nært hold:

  • Mest af alt, fordi jeg selvfølgelig er lige så ekstremt nysgerrig som alle andre efter at få løsningen i morgen aften. Og derfor har det været superfedt at få præsenteret nogle andre teorier, opdagelser og nuancer end mine egne.
  • Men også fordi det har givet et helt vildt interessant indblik i, hvordan vi alle sammen ser krimier og afkoder alle de små tegn. Det indblik får man ellers sjældent. Ofte læser man jo en krimi for sig selv og overvejer alle ledemotiverne og plotmulighederne med sig selv. Og når man ser en kort krimi ala Barnaby, kan man ikke rigtig nå at redegøre højlydt for alle sine overvejelser om hvem morderen er (i hvert fald ikke uden at være meget, meget irriterende selskab). Jeg kan huske enkelte Forbrydelsen-lignende tilstande fra 80’ernes monopol-tv-tid. For eksempel flykapringsserien “SK 917 er netop landet”, hvor alle gik og gættede på, hvem der havde gjort det – og hvor jeg var så heldig at gå i klasse med en, hvis far var luftkaptajn og mor var stewardesse hos SAS (ren “de flyvende læger-romantik” :-) og de havde fået at vide, at det var stewarden. Og sådan lærte alle i vores klasse, hvad en steward var og glemte det aldrig…

Men 80’er krimiserien var alligevel ikke det samme. Dels var de ikke nær så komplekst skruet sammen som Forbrydelsen. Dels var de kun på 4-6 afsnit. Og længden på Forbrydelsen betyder faktisk rigtig rigtig meget. For det er i pauserne mellem de enkelte afsnit, alt det interessante opstår. Det er der, vi som seere tolker, konkluderer, deler og diskuterer. Processeserer alle de små tegn og forsøger at finde mening i galskaben, ledemotiverne, mulighederne, sporene og vildvejene.

Og det synes jeg er helt vildt interessant.

  1. For det første viser det, hvor forskellige ting, vi hver især bemærker. Vi har set præcis det samme – men nogle har hørt replikker, man ikke selv tillagde nogen vægt eller set et blinkende spor, som ingen andre har bemærket. Samtidig er der også nogle fuldstændig subtile nuancer ALLE har bemærket.
  2. For det andet er de fleste af os ufatteligt “krimi-litterate”. Vi har set og læst så mange krimier livet igennem, at vi ved, hvordan forfatterne forventer, vi skal afkode selv de mest diskrete øjenbrynløft, læderhandsker, antydninger, cliffhangere. Og forfatterne ved, at vi ved det – så de kan lege med vores forventninger og vende og dreje dem. Vi ved godt, hvad der er sandsynligt og usandsynligt, hvad der virker skummelt og hvad der ikke gør. Og vi vil også blive sure, hvis løsningen viser sig at være for banal, oplagt eller langt ude. Det er brud på kontrakten, hvis ikke løsningen er mindst lige så genialt udtænkt som alle de mulige løsningsforslag, vi hver især har gået og tænkt os frem til.

Dette kispus mellem forfatterne og seerne er nøglen til, at vi alle sammen så godt kan lide serien. Den udfordrer vores nysgerrighed, krimi-viden, tålmodighed, og fordi vi får lov at følge krinkelkrogene i noget nær “realtime” risikerer vi også at følge med Lund (og salig Meyer) på vildveje, dele deres aha-oplevelser og nedture. Intet skæres ud i pap – og det der tilnærmelsesvis gør, er typisk et vildspor. Det meste foregår i vores egne hoveder, og vi føler os snedige, udspekulerede, kløgtige. Og det er denne fornemmelse af medforfatteri vi alle sammen så godt kan li’.

Så kom ikke og sig, at vi ikke vil udfordres af medierne. Forbrydelsen er et præmie-eksempel på at vi hungrer efter at blive det. Forført, vildledt, pirret, drillet, udfordret.  

Reklamer