Lad de små, banale hverdagsting lyse lidt op i den mørke tid
by Nadja
Det kan være svært at se tingene fra den lyse side efterhånden som novembermørket sænker sig. Men i dag, mens så jeg to ting inden for 5 minutter, der fik mig til at smile og tænke: nåja, der er trods alt også mange ting, der på kort tid er blevet meget nemmere og bedre – og som vi bare allerede tager for givet. I bussen på vej hjem fremfantaserede jeg en laaaang liste i hovedet. Over helt almindelige dagligdags-småting, der sgu egentlig fungerer ret godt. Fuldstændig overfladiske, kommercielle…og bare enormt smarte små ting. Og nu har jeg selvfølgelig glemt halvdelen. Men her et par stykker – supplér endelig op.
Magnet-cykellygter – sindsygt smart, at man ikke skal huske at have lygter med, hver gang man skal ud.
Rygeforbud – kæmpehit. Man får ikke længere svien i øjnene sidst på natten og stinkede tøj, hver gang man går ud. Eneste ulempe er den lidt out-cast-agtige måde mange efterhånden omtaler rygere på.
SMS’er – genialt at man kan lægge en besked en tidlig lørdag morgen og spørge, om man skal ses om lidt – uden at risikere at vække hinanden.
Årstiderne-kasser – skønt med friske, økologiske grøntsager på trappen. Minimalt ekstraindkøb og intet slæb. og så kan de finde på at overraske en med en hel citrongren.
Stavblender og rivejern – klassiske køkkenredskaber, der antager ny form og anvendelse, hver gang man vil lave noget nyt. Og det bliver næsten altid godt.
Digital-kameraer – dejligt med spontane billeder fra hverdagen og sikkerhed for, at man fik “skuddet” i kassen, når man er på ferie. Savner lidt serierne af “sidste billede på rullen”-skud, men det er et fair afsavn at måtte lide.
SMAG på Fælledvej – sund fastfood, udviklet af bromatologer og krydret til perfection.
Færdigpakkede poser med nummerede skruer og rawpluks, der passer til hinanden – Så vidt jeg kan forstå på den ældre generation, var det især det, der var med til at give dem boremaskinekomplekser – at man ikke kunne finde den rigtige pluk til den rigtige skrue. Det er trods alt nemt nu.
RSS – så smart, så tidsbesparende, så godt overblik, så god mulighed for at udvælge, hvad der interesserer og følge med.
Øl, kaffe, salt, æbler og chokolade – skønne spiser, der er blevet kraftigt opgraderet og udbygget de senere år.
Skype – fantastisk at kunne sludre gratis med venner og familie i udlandet. Og lad os bare sige at messenger og andre instant message-services hører med her.
Uld- og silke-undertrøjer – ikke så nyt i det store billede. Men nyt i mit liv. Mand, hvor er det fantastisk med det bløde, lune, silkede mod kroppen i den mørke tid.
Blogs, blogs, blogs – hurra for den personlige stemme, de nørdede vinkler og de inspirerende kommentarspor.
IRMA-city – beviset på, at hvis man kender sit segment godt nok, kan man samle alt det, de har brug for på meget få kvadratmeter. De mange valgmuligheder i de store supermarkeder er jo ligegyldige, når bare Irma har valgt de rigtige ting til en.
Designercykelhjelme – det var så det, der skulle til, for at danskerne kom sig over Nyrup-komplekset.
Blomsterspænder – nem lille måde at sprede humør til hverdag og fest.
Marokkansk gulerodsmos – perfekt kombi af surt, sødt, salt, bittert og knaldorange.
Te-huse – endelig, endelig, endelig kom te-trenden til København. Sundt, godt, afslappende, varmt – og hyggeligt.
i-Tunes og MP3 – Music, music everywhere.
Elspareskinner – superenkel måde at skære stand-by-forbruget af de elektriske apparater.
Wheat-grass – hurra for Saftværk i Stefansgade, der som de første i DK (to my knowledge) har introduceret den skønne, sunde, grønne espresso, der breder smagen af græsplæne i hele munden.
Og…og…og…og… – det er dejligt livsbekræftende, at der faktisk er så mange, at jeg ikke kan nå at skrive flere lige nu, fordi jeg er på vej ud ad døren…
KALENDERLYS!
…kan virkelig redde min morgen (en meget u-italiensk ting og er en ekstra lille hilsen fra mor i Danmark)
@ Stensamler: Ja! Godt spottet!
Nu er jeg ikke selv så juleagtig, men der er da ingen tvivl om, at alle decembers småritualer (kalenderlys, pakkekalendere, skrabekalendere og al den anden hygge) helt klart med til at adskille netop den måned fra alle årets andre mørke måneder.
– Plaiden, (også den udskældte småborgerlige) når den varmer mine tæer eller skuldre, – eller jeg bare falder i søvn under den.
@ Anne – plaiden. Uhmmmm, åh ja. Ahhh. Ulden varme til forfrosne tæer og bedste ven, når man tager sig en lille “morfar”. Godt bud!
Marokkansk gulerodsmos – det lyder godt… Hvordan laver du det?
@ Pernille – jeg er sådan en, der improviserer og slumper rigtig meget, når jeg laver mad. så de præcise mål kan jeg ikke angive. Men det går ikke helt galt, hvis du moser nogle kogte gulerødder og blander dem med citronsaft, revet hvidløg, harissa (stærkstærk mellemøstlig chili-pasta), flydende honning og salt. Må gerne trække til dagen efter og holder sig godt. Yummie – og farven er helt forrygende.
[…] Så hermed føjer jeg blinghjelme til listen over ting, der kan lyse op i den mørke tid. […]
For nylig tog jeg hul på en ny sæbe, jeg havde fået for noget tid siden som “promotion-gave” ( https://nadjasreflexioner.net/2007/08/01/sa-nu-gar-jeg-her-og-dufter-som-en-omvandrende-kokosmakron/ )
på grund af ret omfattende indkøb af Occitaine-sæber og cremer.
Der er tale om en mandelformet, mandelgrøn sæbe med slibekorn i. Og den dufter simpelthen så fantastisk og sliber hænderne så dejligt og føles så godt i hånden og fugter så perfekt, at jeg bliver glad HVER gang, jeg vasker hænder.
Helt klart også et lyspunkt her i vintermørket.
[…] Jeg har det jo med at blive begejstret for nye opfindelser, der med meget enkle midler gør hverdage… Og selvom det måske ikke er HELT så kinky som overskriften på dette indlæg kunne tolkes, vil jeg gerne lige henlede opmærksomheden på, hvor meget der sker inden for udviklingen af plasticposer, der kan alt muligt smart. […]