Nadja Pass

Network fatigue

Jeg tror, vi er mange, der lider af network fatigue, når Linked In og Facebook spammer løs med mails om, at der er blevet linket til vores profil og skrevet i vores gæstebog/på vores væg.

Ind i mellem er der gode oplevelser med, at man genfinder gamle venner eller bliver kontaktet af en ukendt – men højst relevant person, som man så pludselig udveksler tanker med. Og overraskende henvendelser om spændende opgaver, kaffeaftaler og input, som jeg sætter stor pris på. Men der er også mange væmmelser over den hidsige jagt på “venner”, “connections” eller “gensidige links”. Skolegårdsfornemmelsen af, hvem der linker tilbage og – især – ikke linker tilbage er totalt ufed. Og så er der alle spørgsmålene om, hvad det hele egentlig skal være godt for. Og gud hjælpe mig, om ikke der bliver ved at komme nye – så man måske er OK i vej på LinkedIn, men så starter fra scratch på Facebook (som nysgerrigheden for eksempel tvang mig til at gøre i går). Og skal man så være venner med alle de samme i alle de forskellige netværk? Og hvor meget tid er det lige, man skal bruge på at gøre sin profil lækker, krabbe rundt om beskrivelsen af sig selv og søge efter missing links? Jo flere gange man har udfyldt en profil, jo nemmere bliver det selvfølgelig at oprette de næste (så så man for eksempel lige min grønne cardigan gå igen på både LinkedIn, K-Forum og Facebook). Men stadigvæk…hvad er det nu lige, det hele er godt for?

Derfor er det godt set og fanget, når K-Forum i deres ugentlige (og i øvrigt stærkt anbefalelsesværdige) nyhedsmail skriver “K-Forum – til alle der lider af network fatigue”. Og jeg er ikke i tvivl om, at redaktionen har skrevet sådan med en klædelig dosis selvironi i pennen. Men så skulle de måske lige have givet deres faste reklame for K-Forums profilnetværk en makeover og droppe karmakonceptet og de socialt udstillende “jeg linker til” (men vedkommende gad ikke linke tilbage til mig)-bokse . For hvis der er noget, der kan give en network fatigue er det da følgende formuleringer (mine fremhævelser med bold pink):

Opret din egen K-Profil på Kommunikationsforum

Opret profil
Nye virksomheder
Nye personer
Top 20 personer
Alle profiler
Vis, hvem du kender, og se, hvem andre kender. Bliv en del af et netværk og se, hvad du kan lære netværket, og hvad netværket kan lære af dig.

Livet som computerspil

En gang i mellem sker der det fantastiske i blogosfæren, at nogen ved at lægge en kommentar, kommer til at trigge en helt ny tanke eller ide. Det skete for mig forleden, da Kåre Mulvad brugte begrebet “Level 1” om modets forskellige udviklingsstadier.

Siden har jeg slet ikke kunnet lade være at se hele livet som varianter af forskellige computerspil.

  • Hver gang man giver sig i kast med nye opgaver, uddannelser, brancher, rejselande, vennekredse, sprog og software-applikationer starter man på Level 1. Og det ser svært og uoverskueligt ud første gang man giver sig i kast med det – men snart er det barnemad og man bevæger sig op på et nyt level. Det ser også svært ud og man skal lige gennemskue banen og udfordringerne og se, hvor guldet/nøglerne/ostene gemmer sig. Men det bliver relativt nemmere at afkode de nye baner/levels jo bedre man har lært spillet grundregler at kende.
  • Der er forhindringer undervejs, men de er designet, så de aldrig er sværere end, at man KAN overkomme dem, når man først har lært, hvordan man hopper, skyder, finder den hemmelige kode, fægter. Og sådan er det jo også med de fleste af livets udfordringer. Hvis bare man prøver igen og igen og igen og igen – og prøver nye veje og utrætteligt prøver igen og igen og igen – så skal det for det meste nok lykkes, selvom det i udgangspunktet virkede helt umuligt.
  • Jo flere guldkorn, osthapsere, skattekister, bogstaver til den hemmelige kode, nøgler til de skjulte døre, man kan samle, jo stærkere står man, når man møder de næste udfordringer. Og sådan er det jo OGSÅ uanset om det er professionelle erfaringer, man samler sig. Gloser og bøjninger til et nyt sprog. Venner på Facebook og LinkedIn, der måske kan “come in handy” i uforudsete situationer. Penge at give af på kistebunden. Eller hemmelige steder i alverdens storbyer, hvor man kan føle sig hjemme og kender de kulturelle koder.
  • Og man KAN jo være heldig at optjene nye liv. IRL gælder det jo ikke bogstaveligt. Men man kan alligevel optjene point, der betyder, at man kan tillade sig at dumme sig ind i mellem, fordi folk godt ved, at det jo ikke er “sådan man er”. Så derfor får man en chance til – et nyt liv. På jobbet. Hos bankrådgiveren. I venskabet.

Jeg får lyst til at gå hjem i min fars kælder og finde vores gamle Amiga 500, hvor især detektivspillet “DejaVu” og banespillene “Mike the Magic Dragon” og “Rick Dangerous” vækker varme minder – og…come to think of it…sikkert har været med til at trigge min trang til at kaste mig ud på det dybe. Her gik jeg og troede, iværksættertilværelsen var en voksenversion af Børnenes Postkontor. Men computerspillene skal man altså heller ikke kimse ad… Der er og bliver et vigtigt element af leg og spil forbundet med at kaste sig ud på det dybe som voksen.

%d bloggers like this: