Selv de modigste er også nogle pivskider en gang i mellem…

by Nadja

Folk siger så tit, at jeg må være meget modig, når jeg sådan har satset alt for at starte egen virksomhed, kæfter op og holder foredrag i alle mulige sammenhænge og rejser verden alene rundt på alverdens destinationer. Men jeg føler mig ikke særlig modig, når jeg gør det. Ikke længere i hvert fald. Men første gang, jeg satsede alt og kvittede et drømmejob for at blive selvstændig…og første gang, jeg landede alene midt om natten i Ghana uden at ane, hvor jeg skulle overnatte…og første gang, jeg skulle holde foredrag for 400 mennesker…var jeg da ikke spor kry. Og der gik faktisk rigtig, rigtig lang tid, før jeg turde lægge min første blogkommentar – og endnu længere før jeg turde gå i gang med at blogge.

Nu er jeg ikke længere bange for de ting. De er totalt afmystifierede. Been there, done that. Så snart man er nået over på den anden side af grænsen i det, der var grænseoverskridende. Og så er det lidt som om man glemmer, hvor bange man var, da man stod på den anden side og kiggede over imod det forjættede land.

Men selvom DE ting ikke skræmmer mig længere, er jeg da stadig en pivskid på en masse områder. Og får med jævne mellemrum den samme fornemmelse af at stå overfor det skræmmende, ukendte, nye. Lad os tage et tilfældigt eksempel fra det virkelige liv…

Sidste gang jeg var ved at skræmme livet af mig selv og var nødt til at opbyde alt mit kvindemod var, da jeg for en måneds tid siden skulle i Silvan for første gang. Jeg var nået til niveau 2 i min “store udrulningsplan for betjening af boremaskine” og ville prøve kræfter med et par hylder til badeværelset. Og jeg var skræmt fra vid og sans, og det tog mig en hel formiddag og megen mavepine at få taget mig sammen til at komme af sted. Endelig derhenne gik det egentlig ok – primært fordi jeg var bevæbnet til tænderne med alle jeres gode råd. Men det gik langsomt, meget langsomt. For jeg vidste ikke, hvor noget var eller præcis hvad det var, jeg burde bruge – og jeg er stadig for noviceagtig til at kunne stille de rigtige spørgsmål. Savværket nåede jeg slet ikke til – det var trods alt for stor en mundfuld. Men jeg FIK et par for-skårne hylder med hjem og de har faktisk hængt dér i vatter og alt muligt og hænger der stadig selv om det er en måned siden… Og det er stort…

Og nu er det så her, jeg gerne skulle nå til pointen med dette indlæg: Nemlig, at jeg i går vendte tilbage til Silvan. Og at det ikke var nær så skræmmende anden gang. Der er stadig lysår til jeg bliver en af dem, der henslængt beder om “snit” i savværket og “sparker dæk” i skrueafdelingen. Men JEG VAR DER, og det føltes egentlig meget naturligt. Det var ikke skræmmende længere.

Og nu skal der jo nok være nogle, der ikke synes, man kan sammenligne drømmen om gør-det-selv-successerne med drømmen om iværksætter-tilværelsen. Men jeg tror, mekanismen er meget den samme. Der er bare forskel på, hvad der skræmmer hvem og hvornår, det skræmmer dem. Hvad der er skræmmende for nogle er barnemad for andre. Og selv dem, der synes, det er barnemad nu har haft en tid, hvor de også selv var lidt usikre på situationen. Silvan er en ultimativ styrkeprøve for mig – men barnemad for andre – der til gengæld synes, det er vildt, at jeg er iværksætter. De fleste af os har bare glemt meget hurtigt HVOR grænseoverskridende og svært og angstprovokerende det var, første gang vi kastede os ud i noget nyt. Vi glemmer fra gang til gang, hvor hurtigt noget gik fra at være vildt skræmmende og grænseoverskridende, til at være det naturligste i verden. Og vi lader os intimidere af, at andre udstråler kolosal ro omkring det, der skræmmer os og tænker, at så kan vi nok ikke selv, når vi nu er så bange og nervøse – og glemmer, at de med garanti også var nervøse i sin tid. Nu har de bare ro og rutine.

Og det tror jeg er virkelig vigtigt at huske sig selv på, når man angst overvejer, om man skal kaste sig ud i noget nyt. Uanset, om det drejer sig om den første gang, en ny opskrift, de første selvopsatte hylder, det første foredrag, den første rejse alene ud i verden, den første selvstartede virksomhed… det virker vildt første gang, man står overfor valget. Og det virker langt – langt, langt, langt – mere attraktivt bare at lade være. Lade stå til. Blive ved det velkendte.

Man skal huske, huske, huske, at selv det, der er nyt i dag, kan gå hen og blive det trygge og velkendte. Øvelse gør mester. Og sommerfuglene bliver måske nok ved med at flakse i maven. Men kun på den gode måde, hvor man er spændt og glæder sig og gerne vil yde sit bedste. Og de sommerfugle vil man helst ikke undvære.

Reklamer