Nadja Pass

Sådan blev jeg i morges spurgt af Morten Resen i Go’ Morgen Danmarks valg-marathon-special. Her blev jeg sammen med en anden retoriker – Pernille Steensbech Lemee – spurgt om partiledernes logos, ethos og pathos  i valgkampen.

Siden de ringede i går og spurgte, om jeg ville deltage, har jeg selvfølgelig nået at tænke en del over valgkampen set med de lidt mere faglige briller. Normalt interesserer jeg mig mest for motivationsretorikken – al den politiske kommunikation, der foregår MELLEM valg og folkeafstemninger. Så det var meget sjovt at prøve at kigge standpunktsretorikken efter i sømmene.

Og nu tænkte jeg, at jeg lige ville dele et par af de tanker, der ikke lige hørte hjemme i indslaget, her på bloggen:

• Den “perfekte” politiker har – præcis som med alle andre mediestjerner, jeg har beskrevet i “Stjernernes periodiske system” – fuldstænding balance mellem integritet og karisma. Problemet med valgkampsretorik er, at medierne ikke rigtig tillader politikerne at tale ud, argumentere i dybden og seriøst gøre rede for deres politik. Det meste går op i boksekampe hvor de hårdtslående argumenter og hurtige punchlines tæller mest. Derfor sygner integriteten ofte hen på bekostning af de hurtige karisma-point. Og det er paradoksalt, fordi både politikere og vælgere konstant giver udtryk for, at de er trætte af bogstavleg og punchlines, men gerne vil have lov at fremføre/lytte til de politiske argumenter.
• Ny Alliances udvikling er et godt eksempel på forskellen mellem valgkampsretorik og retorikken i de perioder, der ligger mellem valg og folkeafstemninger. Mellem valgkampene er det ok at diskutere grundlæggende holdninger og store visioner – men når det kommer til selve valgkampen, bliver vælgerne usikre, hvis de ikke, hvad kandidaterne reelt står for og hvilken blok (som man jo gennem mediernes bogstavleg er tvunget til at tro er det vigtige) deres stemme går til.
• Det er meget syret at tænke på, at de argumenter og den opførsel, man selv synes er forfærdelig hos et parti, virker enormt positiv på et andet parti. Og nogle gange kan der være en pointe fra politikernes side i at vække vores “afskyelighedsfornemmelse” – simpelthen fordi det virker stemmesamlende på egne vælgere. Eksempelvis er spillet mellem Søvndal og Bentsen interessant. Når Villy Søvndal kommer med forslag til et bedre Danmark med masser af velfærdsgoder, råber Bent Bentsen “Villy, du er underfinansieret” og joker konstant med, at Søvndal havde snakket om at ville være finansminister.  Hans udfald får “den blå blok” til at tænke “hvor godt, at han får sat ham på plads – det lyder altsammen meget godt, men det kan jo ikke lade sig gøre uden skattelettelser. Tænk hvis den mand skulle styre statens finanser”. Mens “den røde blok” opfatter Bentsens udfald som fjendtlige og agressive og synes, det svækker Bentsens ethos kolosalt. Det interessante her er, at udfaldene mellem netop de to partier næppe flytter nogen stemmer, fordi der næppe er den store udveksling mellem netop de to partier – og det her næppe heller formålet at flytte stemmerne. Her handler det snarere om at samle og bevare de stemmer, de respektive partier allerede havde sikret sig. Selvom man skyder de andre fra sig.

Og så lige en lille sær-pointe for faste læsere af denne blog:

Kunne man ikke sige, at De Radikale er gået fra at være Café Latte-parti til at være et Cortado-parti. Halveret – men langt mere intenst og koncenteret. Mens mælken er skummet videre til Ny Alliance :-)