Ny “gør-det-selv-blog” (så kan den Barbie-farvede værktøjskasse vist godt pakke sammen)

by Nadja

Jeg skylder jer alle sammen en stor tak, fordi I hjalp mig så godt i gang med boremaskinen. Og min lokale værktøjspusher skylder også jer alle sammen tak – for da jeg først kom i gang har jeg aflagt meget jævnlige besøg dernede…

P.t. har jeg nu opsat fem forskellige ting helt selv – inklusive et lille skab, der 7-9-13 stadig sidder der og foreløbig fungerer helt efter hensigten. Det er stort, meget stort – og jeg er jer allesammen meget taknemmelig.

Samtidig har jeg lagt mærke til, hvordan søgeordsstatikken pludselig bugner af ord som “Boremaskine – hjælp” og “Hylder + gipsvæg”. Så noget tyder på, at der er andre end mig, der godt kunne bruge nogle hjælpende råd, tips og tricks, inden de begiver sig igang med handyarbejdet derhjemme.

Og tænk jer – der er nu sket noget kæmpestort: Inspireret af mit blogindlæg – og nok mest af alt af jeres kommentarer – er der nu en af læserne, der har oprettet bloggen “Jeg gjorde det selv” hvor man kan skrive sine dumme spørgsmål og få 1-2-3 hjælp fra rette, handy vedkommende.

For det er jo simpelthen det, vi har brug for – os der har lidt svært ved at komme igang. Grundlæggende viden og basale tips, der kan hjælpe os videre. For mig er det i hvert fald uvidenheden, der er begrænsningen – ikke om værktøjet er sort, mosgrønt eller feminint, pjanket. Så mens jeg aldrig kunne finde på at investere i dette Barbie-farvede værktøjssæt…

handybarbie.jpg

…tror jeg, at jeg meget flittigt vil benytte mig af “Jeg gjorde det selv”s nye services.

Jeres gode svar på “for dummies”-niveau og den nye blog, var lige den slags, der skulle til for mig. Og jeg tror sgu også for rigtig mange andre. Så…well…det er sgu da fantastisk, hvad det kan føre til, hvis man tør “oute” sine ti tommelfingre…

Advertisement