Efterlysning: flere broer over kløften mellem naturvidenskab og humaniora

by Nadja

Folk tror det er løgn, men det er altså sandt: Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle vælge retorik eller biokemi, da jeg efter studentereksamen og det obligatoriske sabbatår, skulle vælge studie.

“Det var vel nok en skizofren kombination”, griner de. Men jeg har simpelthen aldrig forstået den afgrund mellem naturvidenskab og humoniora som mange andre tilsyneladende finder helt naturlig. For mig er kløften faktisk helt unaturlig. Ligesom kløften (uden sammenligning i øvrigt :-) var unaturlig for renaissancens store tænkere, der som det naturligste i verden både designede helikoptere, malede Mona Lisa, digtede og fandt på banebrydende formler.

Kløften havde allerede splittet mig et par år tidligere, da jeg skulle vælge mellem sproglig og matematisk linje i gymnasiet. Jeg græd – græd! – da jeg skulle fravælge den ene til fordel for den anden. For jeg brændte lige meget for sprogenes nuancer, filosofier og poesier og naturvidenskabens nysgerrighed, metode og logik. Og syntes det var lige så naturligt at tænke på sprogenens nysgerrighed, metode og logik – og naturvidenskabens nuancer, filosofier og poesier.

Nu blev det i første omgang sproglig (dog med alt hvad den kunne trække af biologi som tilvalgsfag og megen tænders-gnidsel over, at Naturfagslæreren nægtede at tro på, at nogle af os kunne interessere os for matematik, kemi og fysik, så han oversimplificerede det hele i et misforstået forsøg på at fænge os). Og siden blev det retorikken.

Men selvom valgene i begge tilfælde faldt ud til fordel for humanioraen, har jeg aldrig mistet interessen for naturvidenskaberne. Og heldigvis har jeg en rigtig god ven, der har det lige omvendt. Hans valg faldt på naturvidenskaberne, men han er aldrig holdt op med at interessere sig for humaniora.

Han sendte mig engang et brev skrevet med usynligt blæk med en kemisk formel, der fik bogstaverne til at eksplodere frem på siderne, da jeg endelig fandt ud af, hvordan jeg skulle “fremkalde” dem. Og det siger i virkeligheden en hel del om, hvordan videnskaben, litteraturen, kunsten og oplevelsen helt naturligt smelter sammen i hans univers – og gør ham til en rigtig god formidler af sit fag. For han er ikke alene en fremtrædende nanoforsker, der rejser han verden rundt til konferencer, hvor han vender verdenssituationen med resten af verdens fremtrædende nanoforskere, er det ligeså meget alt det andet, der gør ham. Han er samtidig den, der sætter sig ned og maler de ting, vi ser, når vi rejser sammen. Han taler (som amerikanere ellers færrest) adskillige sprog. Og så citerer han i flæng både Simpsons, Bohr og den nyeste litteratur. Den kombination gør ham til en rigtig god og inspirerende formidler af sit fag – hvilket også lyser ud af det indlæg han lige har skrevet til Waves of Wisdom.

For ham hænger naturvidenskab og humaniora helt naturligt sammen. Også mere end det – desværre – gør for mig i dag, selvom jeg ville ønske, at det var anderledes. Jeg ved godt, at der i stadigt stigende grad tales om tværfaglighed i uddannelsessystemet og at stadigt flere arbejder med videnskabsformidling, der skal gøre de forskellige fagområder lettere tilgængelige for folk fra andre faggrupper. Men jeg savner stadig, at det er en naturlig del af vores sociale liv at turde tale fag på den lidt smånørdede måde, der faktisk kan være super-interessant, hvis vi hver især er i stand til at give hinanden nogle kroge at gribe fat i.

  • Hvis vi ikke kan slippe udenom automat-spørgsmålet “hvad laver du så?”…så lad os i det mindste besvare det med faglig begejstring og gnistrende videbegærlighed i stedet for ansættelsessted og titel…
  • Hvis vi sidder i et middagsselskab, hvor gæsterne har mange vidt forskellige faglige baggrunde, så lad os da for pokker bringe spændende emner på banen, hvor alle kan byde ind med deres forskellige specialviden – i stedet for gade os ihjel over friværdi, pensionsordninger og bilforsikringer…
  • Hvis vi skal “innovere”, så sørg for at så mange faglige perspektiver som muligt deltager i processen – og lad være med at type-caste humanisten til at bære “kreative” hat og den naturvidenskabelige forsker til “nørde”-hatten. Vi har allesammen mange forskellige hatte – og det er skønt at få lov at vælge dem til og fra, skifte hat indimellem og sætte dem som man vil..
  • Hvis vi har overskud til det, så lad os blogge om de hverdagsfænomener vi kan kontekstualisere ved hjælp af vores faglighed… og i øvrigt gøre som jeg med stor taknemmeligehed ser mange af jer nadjasreflexioner-læsere gøre: dele vores viden i kommentarfelterne på hinandens blogs, når vi har nye vinkler at bidrage med…

Og – og her kommer vi endelig til det, dette indlæg egentlig skulle have handlet om – lad os sammen udvikle faglige eksperimenter på nettet, hvor der er plads til alternativ faglig formidling. Det er det, jeg selv prøver at gøre med Share a Brainwave og – måske især – Waves of Wisdom. Og jeg vil rigtig gerne lege, hvis der går nogle derude, der går med tanker om andre videnskabsformidlende eller tværfaglige initiativer.

Reklamer