Efterlysning: flere broer over kløften mellem naturvidenskab og humaniora
by Nadja
Folk tror det er løgn, men det er altså sandt: Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle vælge retorik eller biokemi, da jeg efter studentereksamen og det obligatoriske sabbatår, skulle vælge studie.
“Det var vel nok en skizofren kombination”, griner de. Men jeg har simpelthen aldrig forstået den afgrund mellem naturvidenskab og humoniora som mange andre tilsyneladende finder helt naturlig. For mig er kløften faktisk helt unaturlig. Ligesom kløften (uden sammenligning i øvrigt :-) var unaturlig for renaissancens store tænkere, der som det naturligste i verden både designede helikoptere, malede Mona Lisa, digtede og fandt på banebrydende formler.
Kløften havde allerede splittet mig et par år tidligere, da jeg skulle vælge mellem sproglig og matematisk linje i gymnasiet. Jeg græd – græd! – da jeg skulle fravælge den ene til fordel for den anden. For jeg brændte lige meget for sprogenes nuancer, filosofier og poesier og naturvidenskabens nysgerrighed, metode og logik. Og syntes det var lige så naturligt at tænke på sprogenens nysgerrighed, metode og logik – og naturvidenskabens nuancer, filosofier og poesier.
Nu blev det i første omgang sproglig (dog med alt hvad den kunne trække af biologi som tilvalgsfag og megen tænders-gnidsel over, at Naturfagslæreren nægtede at tro på, at nogle af os kunne interessere os for matematik, kemi og fysik, så han oversimplificerede det hele i et misforstået forsøg på at fænge os). Og siden blev det retorikken.
Men selvom valgene i begge tilfælde faldt ud til fordel for humanioraen, har jeg aldrig mistet interessen for naturvidenskaberne. Og heldigvis har jeg en rigtig god ven, der har det lige omvendt. Hans valg faldt på naturvidenskaberne, men han er aldrig holdt op med at interessere sig for humaniora.
Han sendte mig engang et brev skrevet med usynligt blæk med en kemisk formel, der fik bogstaverne til at eksplodere frem på siderne, da jeg endelig fandt ud af, hvordan jeg skulle “fremkalde” dem. Og det siger i virkeligheden en hel del om, hvordan videnskaben, litteraturen, kunsten og oplevelsen helt naturligt smelter sammen i hans univers – og gør ham til en rigtig god formidler af sit fag. For han er ikke alene en fremtrædende nanoforsker, der rejser han verden rundt til konferencer, hvor han vender verdenssituationen med resten af verdens fremtrædende nanoforskere, er det ligeså meget alt det andet, der gør ham. Han er samtidig den, der sætter sig ned og maler de ting, vi ser, når vi rejser sammen. Han taler (som amerikanere ellers færrest) adskillige sprog. Og så citerer han i flæng både Simpsons, Bohr og den nyeste litteratur. Den kombination gør ham til en rigtig god og inspirerende formidler af sit fag – hvilket også lyser ud af det indlæg han lige har skrevet til Waves of Wisdom.
For ham hænger naturvidenskab og humaniora helt naturligt sammen. Også mere end det – desværre – gør for mig i dag, selvom jeg ville ønske, at det var anderledes. Jeg ved godt, at der i stadigt stigende grad tales om tværfaglighed i uddannelsessystemet og at stadigt flere arbejder med videnskabsformidling, der skal gøre de forskellige fagområder lettere tilgængelige for folk fra andre faggrupper. Men jeg savner stadig, at det er en naturlig del af vores sociale liv at turde tale fag på den lidt smånørdede måde, der faktisk kan være super-interessant, hvis vi hver især er i stand til at give hinanden nogle kroge at gribe fat i.
- Hvis vi ikke kan slippe udenom automat-spørgsmålet “hvad laver du så?”…så lad os i det mindste besvare det med faglig begejstring og gnistrende videbegærlighed i stedet for ansættelsessted og titel…
- Hvis vi sidder i et middagsselskab, hvor gæsterne har mange vidt forskellige faglige baggrunde, så lad os da for pokker bringe spændende emner på banen, hvor alle kan byde ind med deres forskellige specialviden – i stedet for gade os ihjel over friværdi, pensionsordninger og bilforsikringer…
- Hvis vi skal “innovere”, så sørg for at så mange faglige perspektiver som muligt deltager i processen – og lad være med at type-caste humanisten til at bære “kreative” hat og den naturvidenskabelige forsker til “nørde”-hatten. Vi har allesammen mange forskellige hatte – og det er skønt at få lov at vælge dem til og fra, skifte hat indimellem og sætte dem som man vil..
- Hvis vi har overskud til det, så lad os blogge om de hverdagsfænomener vi kan kontekstualisere ved hjælp af vores faglighed… og i øvrigt gøre som jeg med stor taknemmeligehed ser mange af jer nadjasreflexioner-læsere gøre: dele vores viden i kommentarfelterne på hinandens blogs, når vi har nye vinkler at bidrage med…
Og – og her kommer vi endelig til det, dette indlæg egentlig skulle have handlet om – lad os sammen udvikle faglige eksperimenter på nettet, hvor der er plads til alternativ faglig formidling. Det er det, jeg selv prøver at gøre med Share a Brainwave og – måske især – Waves of Wisdom. Og jeg vil rigtig gerne lege, hvis der går nogle derude, der går med tanker om andre videnskabsformidlende eller tværfaglige initiativer.
Nadja Pass 
he – jeg tog mat. linjen i gymnasiet med Engelsk og Samfundsfag på højt niveau – så ikke meget matematik til mig – men du har ret i det med kløften… den skiller på underlig vis mange mennesker, mere end de fleste måske selv ligger mærke til.
Når jeg ser på min uddannelse og så min nuværende titel af projektleder, så er det også med et ben på hver siden af kløften.
Er det samfundets skyld?
Så er der det vist blevet tid til min første kommentar – efter at jeg har læst med et stykke tid efterhånden!
Det er jo en prisværdig (og vigtig, vil jeg tro) problemstilling du tager op. Jeg har skrevet en lille smule om det her: http://rasmuslind.wordpress.com/2007/09/05/naturvidenskab-vs-humaniora/
og som det måske fremgår, er jeg ikke helt så optimistisk som dig. Jeg synes indimellem, at der er så store forskelle i måden at se verden på, at det ikke i væsentlig grad er foreneligt. Måske har jeg bare været uheldig, måske er jeg ikke kommet langt nok i min uddannelse til at se potentialerne eller måske ER der faktisk intet håb..
Under alle omstændigheder synes jeg godt om dit initiativ, og hvis jeg havde været lige så langt fremme i skoene som dig (hvilket jeg håber at komme på et tidspunkt) stillede jeg glædeligt op til tværfaglig, videnskabsformidlende idéudvikling!
Rettelse: det er IKKE en prisværdig problemstilling, men det er prisværdigt at du tager den op! :D
@ Lind – FANTASTISK. En medretoriker, der også har flirtet med kemi og naturvidenskab :-)
Som opmuntring på dine dystre tanker om de uforenelige verdener kommer her lige et link til min artikel om mediestjernernes periodiske system. Retorik og kemi i skøn forening.
http://www.reflexioner.org/default.asp?PK_Menu=282
Og så lige opklarende spørgsmål: fremme i skoene, moi?
Nadja: ‘flirtet med’ er vist en underdrivelse. Jeg er matematisk student med kemi og matematik på højniveau! :D
Det er en morsom artikel, men jeg har et opklarende spørgsmål: Mener du, at de fire første grupper STRÆBER efter at opnå ædelstjernestatus? – ligesom atomer stræber efter at opfylde oktetreglen (hvis man da vil tillægger atomer en vilje). For i så fald synes jeg det er noget af et paradoks; stjerner, der i forsøget på at forstærke deres medietække, ender med at forædle sig ud af rampelyset..
Og så lige svar på spørgsmålet: Jeg mener bare, at du har afsluttet din uddannelse (og endda ved at præsentere et nyt begreb), skriver magasiner, og i det hele taget virker til at have en masse farverige bolde i luften!
@ Lind – ok, flirtet med er så en klar underdrivelse. Men så meget desto mere interessant, at du valgte retorikken. Do share…
M.h.t. Stjernernes periodiske system – paradokset er godt spottet, men ja, det er lige præcis pointen. Jeg tror, at mange karisma-kendte i starten troede, at kendtheden i sig selv ville være fed, men hurtigt finder ud af, at det ikke nødvendigvis er tilfældet. Og at de ønsker at være kendte for noget andet end det overfladiske – derfor stræber de efter at opfylde oktetreglen ved at tilføre nogle af integritetsstofferne.
Og så det med “fremme i skoene” – jeg har bare aldrig tænkt på mig selv som fremme i skoene, så det var bare lidt tankevækkende pludselig at læse det som den naturligste sandhed midt i kommentarsporet. Men fair nok, hvis det er det, der ligger i det :-)
Nadja: Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om en god grund til, at jeg valgte retorikken. Det skete ligesom bare.
Jeg tror du har ret i din antagelse om at de karisma-kendte med tiden søger mod noget mere indhold. Men det vil jeg nu hævde at alle andre – i hvert fald de, der føler sig amputerede på integriteten – vil gøre. Og for så vidt kan dine pointer vel udbredes til at dække noget alment menneskeligt?
Jeg bliver faktisk lidt smigret over, at du læser mine ord som “den naturligste sandhed” :-)
Jeg var matematiker i gymnasiet. Mit yndlingsfag var matematik. Jeg var overbevist om at jeg skulle blive matematiker.
I dag er jeg ansat på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, den måske blødeste del af humaniora.
@ Torben Sangild – som talt af et sandt renaissancemenneske!
[…] For eksempel kørte Danisco for et par år siden en serie film, hvor forskellige personer, der illuderede deres medarbejdere, spiste blomster og rev tyggegummi fra hinanden, fordi de bare MÅTTE undersøge teksturerne nærmere. Så meget brændte de for ingredienser. Totalt nørdet, og totalt fedt. Sådan nogle engagerede forskere vil man gerne vide, er med til at udarbejde ens pektin, sukkerknalder og aromastoffer. Og sådan nogle reklamefilm er – udover at brande virksomheden – med til at understrege naturvidenskabens og forskningens nysgerrighedselement. […]
Jeg ved det er lidt sent at jeg leger med, men jeg har først fundet indlægget nu og kan bare ikke lade være med at kommentere.
Jeg er naturvidenskaber – jeg har læst matematik på universitetet og i dag er jeg i gang med mit speciale på datalogi.
Alligevel er humaniora pludselig begyndt at trække i mig. Jeg elsker at skrive og specielt at blogge, så derfor er fagformidling i en anderledes indpakning blevet min nye passion.
Og efter mange års videnskab er mennesker pludselig kommet i fokus, selv om jeg må høre meget på mit studie for at være skabshumanist. Det er måske der noget af “kløften” kommer fra – for få brobyggere til at vise de interessante emner indenfor begge fagretninger. For mig taber naturvidenskab sin mening, hvis ikke man får kunsten, menneskene og formidlingen med. Man skal kunne se skønheden i det man laver.
@ Therese – man er nu altid mere end velkommen til at kommentere på “gamle” indlæg og genoplive diskussionerne. Det er fedt at høre fra en, der er krydset over den modsatte vej. Jeg er supernysgerrig efter at hvad dit fag er, hvad der vakte din nysgerrighed over for humanioraen – og hvad det præcis er, der trigger dine medstuderende til at kalde dig skabshumanist. Hvor er det grænsen går mellem at være alment dannet og skabshumanist?