Ny genre/skriveprocesredskab – den virtuelle to-do-liste

by Nadja

Min veninde Katrine er liiiiiige på nippet til at aflevere sin ph.d.afhandling. Og det er ikke bare en hvilken som helst ph.d.-afhandling, der er tale om. Det er nemlig en ph.d.-afhandling, hvis tilblivelsesproces alle har kunnet følge med i undervejs på bloggen Skriveri.

Her har alle – fagfæller, venner, familie og ikke mindst andre ph.d.studerende – kunnet følge op- og nedturene. Skriveblokeringerne, gennembrudene, frustrationerne, delmålene, omstruktureringerne, udfordringerne, de andre skæbner fra ph.d.-land og heureka-jublen.

Skriveri repræsenterer i sin helhed for mig at se et spændende – og meget overskudsagtigt – bud på en ny forskningsformidlingsgenre, jeg tror vi kommer til at se meget mere til: Forskerbloggen, der fortæller om alle overvejelserne og erkendelserne undervejs. Bloggen, hvor processen, metastoffet, vejspærringerne og igangsætterne.

Men lige nu har Katrine – midt i den afsluttende fase – præsteret et helt fantastisk og meget innovativt indlæg, der fortjener omtale i sig selv. Nemlig Kaptajnens Log. En virtuel, offentlig to-do-liste, hvor hun “live” overstreger de punkter, hun har afsluttet. Det er superspændende at følge den sidste afsluttende fase på så nært hold og meget fascinerende at følge med i det hæsblæsende tempo.

Så herfra lyder der et stort hep-hep-hep! Og ikke mindst opfordringer til andre forskere og ph.d.studerende om at dele deres erfaringer på samme vis. Skriveri kan med fordel danne skoleeksemplet.

Advertisement