Nadja Pass

Kender du fornemmelsen af bare liiiige at skulle printe et lille bitte uskyldigt dokument på en netværksprinter. Og så er det bare tilfældigvis lige DIT dokument blandt dagens 238, der forårsager papirstop?

Og kender du så fornemmelsen af at stå der og blive lidt svedt og febrilsk åbne og lukke de låger, der i  kodesprog bliver angivet på displayet. Og finde et stykke papir i en af lågerne og tænke “yes” – for så bare at se på displayet, at det nu er et nyt sted, du skal på papirjagt.

Er du så sådan en, der

1a) kaster dig over det næste uskyldige menneske, der kommer i et ligeså uskyldigt printærinde og  indtrængende beder dem hjælpe og – temmelig unødigt – gennemgår hele hændelsesforløbet og alle de knapper du HAR trykket på og alle de låger du altså HAR åbnet og ER det ikke bare mærkeligt, at det alligevel ikke fungerer. Og så ender med at være den, der venter i en time på support fra helpdesk.

1b) fløjter uskyldigt og borteskamorterer dig uden at prøve at udbedre skaden og satser på, at ingen opdager, at det var dit dokument, der satte sig fast.

1c) Eller er du den, der straks ringer til support/helpdesk uden at prøve at pille ved nogle knapper eller låger.

Og hvis du er ham/hende, der kommer ud i printrummet og ser en anden stå frustreret og rive sig i håret og maskinen i lågerne…er du så sådan en der:

2a) Påtager dig problemet, som var det dit eget og hjælper med at forsøge at løse problemet.

2b) For et syns skyld åbner og lukker en låge, mumler “du må nok hellere ringe til help-desk”  og borteskamorterer sig til et andet printerrum eller lige pludselig bare ikke synes, at det var så vigtigt at få printet alligevel.

2c) Lugter lunten allerede inden entre i printerrum – og højt siger “jamen, så smutter jeg igen – jeg kan alligevel hverken gøre fra eller til”.

I dag  befandt jeg mig temmelig længe i situation 1a. Og jeg blev temmelig frustreret.  Og det samme gjorde (med uhyre god grund – især fordi der var tale om splinterny, lækker printer) alle andre, der trådte ind i printerrummet efter mig. Og jeg mødte således repræsentanter for både 2a, 2b og 2c.

Når det gælder sidstnævnte – 2a, 2b og 2c – mener jeg, at alle er i deres gode ret til at reagere som de nu engang gjorde. Det var i bund og grund ikke deres problem og derfor var det både supersødt og overskudsagtigt af dem, der forsøgte at hjælpe. Og helt fair af dem, der ikke gjorde. Printeren ville jo ikke få det bedre af, om vi var 1, 3 eller 5 personer, der stod og rev sig i håret.

Problemet er bare, at det er OGSÅ er helt uforskyldt, når man befinder sig i situation 1a. Det kunne præcis ligeså godt have været den foregående person, den næste eller ens eget tredje print den dag, der gik i kludder. Det er bare aldrig rigtig til at vide, hvem det er der står for skud den dag og pludselig må bruge en hel del uforudset tid i printerrummet – og det er egentlig heller aldrig helt til at vide, hvem der kommer til at mangle et vigtigt print, fordi printeren uheldigvis går i kludder på et uhensigtsmæssigt tidspunkt.

Det er ren russisk roulette – et af den fagre nye hverdags små, uforsete (og helt klart undervurderede) dramaer.