Når smagsregisteret bliver udvidet
by Nadja
Indtil i går bestod min verden af røde æbler og grønne æbler. Med undernuancer som “lidt surt” og “overmodent” og “rigtig godt æble”. Og med “Økologisk” og “Æblesæson” som absolutte plusord. Med selvom jeg kendte mange af navnene som “Ingrid Marie”, “Belle de boscop” og vidste, at en “Gravensten smager, som bækken ved min faders gård og mulden i hans ager”, har jeg aldrig tidligere været i stand til at koble de poetiske navne med selve æblerne.
Men i går var jeg så til æblefestival i Sveriges æbleplantage-æblepresser-og-æbleelskerby pr. excellence – Kivik.
Dybest set var der tale om et hyggeligt svensk kræmmermarked, hvor havneboderne serverede stegte sild, potatismos og lingonsylt; der var røvballemusik på lastvognsladet og lidt boder med loppis, “arts and crafts” og hjemmeslyngede krydderhonninger. Men så var der jo også…æblerne. Æbler på pind. Æbledougnuts. Æbler i keramik. Berliner van kuchen ala æble. Varm æblemost. Æblegeleer. Æblekinder i efterårsstøvregnen…Og ikke mindst den store æblemosaik, der i anledning af det Carl Von Linné år selvfølgelig afbildede den store botanik-sexolog i røde og grønne æbler.
Og der – lige midt i al gøjlet og gejlet – var det faktisk det allermest basale, der fangede min interesse mest. Boderne, hvor egnens mange frugtavlere faldbød årets høst. De ottende-delte dem med æbledeler, så der var ikke så meget at komme efter for synssansen med mønstrene inden i æblerne.
Men smagsansen kommer på lystigt overarbejde. For hver bod bød på store kasser fulde af struttende æbler – og så en paptallerken med smagsprøver for hver sort. Og det var simpelthen bare helt vildt at smage på så mange forskellige æblesorter lige efter hinanden, hvor man rigtig kunne fornemme nuancerne. Både i smag og sprødhed og friskhed og sødme.
Og det er vel i virkeligheden det, der skal til, når man skal lære sig at kende forskel på ting, nuancer og sorter: Tilstrækkelig meget tid og sammenligningsgrundlag og mulighed for helt at fokusere sine sanser på et særligt register. Og det gælder egentlig uanset, om der er tale om vin, musik, chokolade, kunst, kaffe…eller æbler.
Nadja Pass 
Uhmm, lyder godt.
Kom til at tænke på dette som måske også ville falde i din smag så :)
http://mitkbh.dk/pometet/
(undskylder for skamløs selvpromovering)
@ Luckow – Ja for pokker da. Det må prøves :-)
Mums, så går der måske et helt år inden et lignende æble-arrangement.. indtil da skal der spises masser af æbler.. “pink lady” er (trods det pop-agtige navn) både sødt og lidt syrligt, med lidt ananas-agtig smag, det er vist mit ynglings.. så vidt jeg ved, det kunne være spændende at få udvidet perspektivet.
@ Sylejma: Ja, der går et helt år til der ligefrem er æblefestival igen. Men helt ærligt, så tror jeg at der er mindst lige så fedt i ugerne efter. Det var et meget naturskønt område med masser af små steder, man kunne falde forbi. Og æblesæsonen er jo laaaang. Så hvis det er æblerne man kommer for, vil jeg ikke udelukke, at man får en endnu bedre oplevelse, når alt gejlet og gøjlet er væk igen.
Og pink lady…corny navn indeed – men det må prøves :-)
Jeg havde selv en æblekundskabsudvidende oplevelse for en måneds tid siden, da jeg lagde turen forbi pometet http://allreiter.blogspot.com/2007/08/frugt-i-frisk-luft.html
Her lærter jeg – blandt mange andre ting – at grunden til at æblesortimentet i handlen ikke er så stort, er at en del sorter (generelt dem med flest aromastoffer) er tyndskallede og derfor besværlige at håndtere. Skal man gøre det manuelt, bliver æblerne for dyre, og det vil forbrugerne ikke være med til.
Det er synd, for der findes SÅ mange fantastiske æbler…
Ja, det gør der!
På ovennævnte svenske æblefestival lod jeg smagsløget bestemme over indkøbskurven, og den absolutte vinder blev sorten Rubinola, der stammer fra Tjekkiet, og som smager vidunderligt, samtidig med, at det er ganske holdbart.
Som der står i ovenstående link, tenderer dette æble at blive lidt lurvet i kanten ved stilken, og det må være den eneste forklaring på, hvorfor jeg aldrig nogensinde før er stødt på denne himmerigsmundfuld. Et prima eksempel på, at skinnet – eller i denne sammenhæng: skindet – bedrager!
@ Lotten – For pokker da, jeg kan forstå på det hele, at det kun kan gå for langsomt med at komme ud forbi pometet. Og tankevækkende med de tynde skaller. Det siges jo også, at vi får langt kedeligere jordbær end nødvendigt er, fordi de bedste sorter er for svære at dyrke og dermed bliver for dyre… man kunne jo håbe på en forbrugerbevægelse, der var stor nok til at det kunne betale sig at dyrke de tyndskrællede sorter.
@ Syngende – ja, jeg tabte også mit hjerte til Rubinola. Kan også godt lide navnet, selvom det er lidt tacky. Det er rart at sige og smager af mere :-)
Det lyder lidt som mit yndlingsord zebrula, der også smager af noget tryllebindende mærkeligt.