“Mødevand”, respekt og hvad vi ellers har lært af vores ungdoms McJobs
by Nadja
I min pure ungdom havde jeg studiejob på et konferencecenter, hvor jeg skulle sørge for at have pausekaffen klar, når deltagerne myldrede ud af auditorier og grupperum – og friske auditorier og grupperum op, mens deltagerne nød pausekaffen.
Blandt “os på gulvet” (nogle gange helt bogstaveligt tørrende kaffepletter op i halen på studs oldfrue op og ned den meeeeget laaaange marmorgang) fornemmede man et tydeligt kundehierarki ud fra, hvad de forskellige kunder skulle have serveret i deres møderum. Var det bare reklamebolscher, skulle de have kaffe med småkager, var de frugtkurv-folk – eller skulle de have lagkage? Og ikke mindst: isvand eller “mødevand” (to danskvand og en blandet sodavand placeret med etiketten mod mødedeltagerne for hver anden plads. Husk oplukker og askebæger til kapslerne!).
I dag har jeg som foredragsholder, paneldebattør og mødedeltager set mange kursussteder fra den anden side. Som mødedeltageren, der tørster efter kaffen og kræsent undgår de syrlige reklamebolcher. Men jeg tænker altid på alt det, der er foregået bag kulisserne for, at min kaffe er varm til tiden og ved, hvor stor panik, det skaber, når møderne trækker ud, så frokostbuffeten bliver kold og pauserne bliver forskubbede (og dermed ofte forkortede…), så man skal løbe rundt med mødevanderne. Jeg smiler enormt venligt til alle dem, der regerer bag kulisserne og spørger MEGET pænt og tålmodigt, hvis der mangler noget. Og jeg kan slet ikke forstå de andre konferencedeltagere, der hidser sig op, hvis mælkekanden er tør i halvandet splitsekund. Det er ikke fordi jeg straks påtager mig ansvaret for alt det, der foregår i køkkenregionerne og selv suser ud efter mælken. Men jeg opfører mig høfligt og føler mig med på teamet, der sammen skal få det hele til at gå op i en højere enhed. Om det så er på talerstolen eller bag kulisserne.
Og her er det sjove så, at folks forskellige McJob-erfaringer slår igennem i vidt forskellige sammenhænge. For har man ikke arbejdet på konferencecenter har man nok ikke helt styr på det med mødevandshierarkierne og de langtrukne møder. Men så har man måske arbejdet på restaurant og er en af dem, der virkelig giver ordentlige drikkepenge (ikke skrevet på Dankort-kvitteringen, der i følge mine tidligere-tjener-venner giver en masse baks, men lagt i kølige kontanter). Eller man har solgt aviser/forsikringer pr. telefon og cutter straks telefonsælgere af (på en høflig måde), hvis man ikke er interesseret, så man ikke spilder deres provisionstid. Eller man har gjort rent og undskylder venligt, hvis man kommer til at sætte muddersåler på nyvaskede gulve. Og det er altid et hit at gå i byen med tidligere bartendere, der altid har en særlig måde at få møvet sig igennem i en propfyldt bar.
Ikke alene synes jeg, det er sjovt og pudsigt at høre om folks erfaringer fra deres forskellige McJob-perioder. Jeg synes også det er tankevækkende, at det – hvis man ikke havde det med som det naturligste fra opdragelsen hjemmefra – tilsyneladende er der, mange virkelig har fået respekt for andre og andres arbejde og for dem nederst i hierarkiet. For hvis det ikke var en selv, der var nederst i hierarkiet et givent sted et givent tidspunkt, kender man med garanti nogen, der var det mens de sparede sammen til sabbatårets jordomrejse. Og som kunne fortælle, hvor vigtigt det var med ordentlige drikkepenge, ordentlig opførsel og almindelig pli.
Så næste gang man støder på en virkelig arrogant type, der (ubegrundet!) brokker sig over alt på konferencen/restauranten/cafeen skulle man måske overveje at sende vedkommende i McJob-træning…
Nadja Pass 
Og McJobbet over alle McJobs, hvilket hele Danmark efterhånden har opdaget: At passe på de ældre og de handicappede. Når man én gang har bakset rundt med løftestativer og fyldte bleer i størrelse xxl så forstår man hvorfor det er et hårdt arbejdsliv. Og når man én gang har fået en på lampen af Bolette som er senildement og bange for mennesker hun ikke kender (hvilket gør det til en udfordring at være vikar) eller har hørt Marie fortælle om at ingen besøger hende mere og hun så gerne bare vil sludre lidt, men samtidig stået og trippet for at komme videre med morgentoilettet for Maries nabo, så får man respekt for de mennesker der fortsat er i stand til at give omsorg under de vilkår. Og man tænker på om det mon ikke var bedre med en familiekultur hvor vi tog os lidt mere af hinanden når livet bliver umuligt at klare alene. For nu lige at smække lidt patos på :-). Men ikke et ord om politiske bestikkelses-lønningsposer her, bare almindelig omtanke.
Jeg har elsket alle mine mange mcjobs lige præcis fordi jeg har mødt fantastiske mennesker og har oplevet hvordan det står til derude. Jeg har lavet sandwiches, tømt lokummer og bakset støttestrømper på plads. Og jeg har gjort mig umage for at høre efter hvad mine jobs prøvede at lære mig. Jeg er nemlig en af de heldige der ikke behøver at blive i den slags jobs. Men jeg kan godt nogle gange undre mig over at der skal McJob-træning til. Det er ikke så svært at gennemskue vilkårene på bunden af lønningsstatistikkerne.
Spot on begge to!
For mange år siden arbejdede jeg i et bofællesskab med tre ældre/voksne udviklingshæmmede. To af dem havde boet på institutioner det meste af deres liv (også den gang det hed Ebberødgård og man sov på 30-sengs stuer, og familien generelt hellere ville glemme at der var et handicappet barn i familien).
Selv om livet formede sig under opsyn i lejligheden, med personale hver dag og faste skemaer for hvad der skulle ske på faste dage, og selv om det ikke altid var lige let for de tre personligheder at enes, så var de lykkelige for at bo i egen lejlighed.
Til trods for, at dagligdagen var mere eller mindre styret, så var skiftet i perspektiv afgørende. Vi (pædagoger og vikarer) kom hjem i deres hjem for at hjælpe med at købe ind, vaske tøj og lave aftensmad. Det er altså meget, meget bedre end institutionen, hvor man bor dér hvor personalet arbejder!
Jeg tænker stadig tit på det. Det var en god lektie i hvor vigtigt det er at respektere ALLE andre menneskers værdighed.
@ Katrine og Frk. Jensen – tak for to rigtig gode og tankevækkende kommentarer. Sidder her og fatter slet ikke, hvordan jeg kunne glemme at nævne handicaphjælperne, hjemmehjælperne og andre former for social pleje i indlægget. Pludselig virker kaffekopper og mødevand meget, meget overfladisk…
Med fare for at forfølge pathos-sporet i Katrines kommentar: Det kan være rigtig, rigtig sundt som voksen at prøve at komme om på den anden side og få den dér “embodied knowledge”, hvor man mærker helt inde under huden, hvad det vil sige at være magtesløs eller marginaliseret.
Ligesom lægen den der doktorfilm, hvor en grum læge bliver menneskeliggjort af selv at prøve at være patient.
Jeg er derfor glad og taknemmelig for, at jeg som kommende lærer har prøvet at
– have uforberedte og inkompetente lærere (men jeg har så sandelig – og heldigvis i 90% af tilfældene- også haft fantastiske og livsforandrende lærere).
– være rystende nervøs inden eksamen, så meget at det (også efter jeg er blevet voksen) er udslagsgivende.
– have ledere, der ingen idé har om ledelse (og igen: Gudsketakoglov har jeg også prøvet det modsatte)
– være skoletræt i en alder af 24 og droppe studierne et års tid for at blive hjemmehjælper, et job der – som Katrine nævner det – i dén grad prøver at lære én noget. Ikke bare prøver, men gør det.
Hvis McJob betyder “skodjob”, altså et job man ingen meritter får af, og desuden bliver udslidt af, så vil jeg ikke kalde nogen af mine “ikke-akademiker”-jobs for McJobs. For i min optik er respekt det vigtigste, især når det, som du siger Frk. Jensen, handler om respekt overfor alle mennesker, ikke kun dem der er over én i et givet system.
@ Syngende – McJobs henviser ikke så meget til den hjemme- og handicaphjælpende drejning dette indlæg har taget. Det er især serviceindustrien så som burger-vending og kaffeservering (også den oprindelige grund til, at hjemmehjælp etc. ikke var en del af det oprindelige indlæg, selvom det som Katrine har påpeget er det ultimativt respektindgydende).
Begrebet er især blevet populariseret gennem Douglas Couplands Generation X – se iøvrigt: http://en.wikipedia.org/wiki/McJob
@ Syngende 2 – iøvrigt rigtig gode pointer med hvor vigtigt det er at have nuancer og erfaringer med i bagagen. Som skolelærer JA, men sådan set i alle tilfælde og alle typer jobs :-)
Men kan ens McJoberfaringer ikke også have den modsatte effekt? Jeg mener: Efter mange år som butiksansat, er jeg verdens venligste kunde, hvis jeg skal have byttet noget, hvis der er noget galt med en vare, eller hvis dankortterminalen går ned. Men på den anden side har jeg meeeget kort lunte over for ugideligt, uopmærksomt og u-serviceminded butikspersonale. Jeg har selv stået i de stressede, overarbejdede situationer bag disken i Fisketorvets lørdagshelvede, og fordi /jeg/ alligevel formåede at opføre mig høfligt/ordentligt/venligt over for kunderne (i min egen erindring af situationen, naturligvis), vil jeg sateme også have samme gode behandling, når det er mig, der står med dankortet fremme. Måske har mine McJobs på nogle punkter gjort mig til en mere krævende kunde?
@ Kirsten Marie
Good point. Jeg tror, du har helt ret – en ting er respekten og ydmygheden, så man kipper med hatten for dem, der gør det godt og har større tålmodighed baristas/butiksassistenter/burgervendere etc in training. Men samtidig ved man jo også, hvordan det kan og bør gøres, og kan blive irriteret når andre sløser.
Efter mange år i reklamebranchen sidder jeg som konsulent i dag ofte “på kundesiden”, hvor jeg internt i marketing/kommunikationsafdelingen har kontakt til forskellige bureauer og eksterne leverandører. Og der kan jeg mærke, at jeg på den ene side har kæmpe forståelse overfor, når leverandørerne ikke lige rammer plet, fordi de har fået en for dårlig brief eller der er en masse ting i organisationen, de ikke har en chance for at navigere ud fra. Og jeg sukker på leverandørernes vegne, når jeg er nødt til at sætte hårdt mod hårdt med et ultimativt “JEG er kunden – der er ikke noget at diskutere”.
Men ligeså stor min forståelse er, ligeså ekstremt hård kan jeg være, hvis jeg synes, de sløser. Så bliver jeg meget “det BØR I kunne gøre bedre-” og “Jeg VED, at det ikke kan være så svært liiiiige at prøve at ændre det der”agtig. Og stiller alle de mest irriterende spørgsmål til præsentationerne, fordi jeg selv kender de forskellige tricks, man bruger til at sælge én kampagne ind fremfor en anden. Verdens værste og mest fluekneppende pernittengryne kunde…
Så jo – man bliver både den mest forstående kunde – og den mest irriterende kunde, når man selv ved, hvad der foregår bag kulisserne.