“Mødevand”, respekt og hvad vi ellers har lært af vores ungdoms McJobs

by Nadja

I min pure ungdom havde jeg studiejob på et konferencecenter, hvor jeg skulle sørge for at have pausekaffen klar, når deltagerne myldrede ud af auditorier og grupperum – og friske auditorier og grupperum op, mens deltagerne nød pausekaffen.

Blandt “os på gulvet” (nogle gange helt bogstaveligt tørrende kaffepletter op i halen på studs oldfrue op og ned den meeeeget laaaange marmorgang) fornemmede man et tydeligt kundehierarki ud fra, hvad de forskellige kunder skulle have serveret i deres møderum. Var det bare reklamebolscher, skulle de have kaffe med småkager, var de frugtkurv-folk – eller skulle de have lagkage? Og ikke mindst: isvand eller “mødevand” (to danskvand og en blandet sodavand placeret med etiketten mod mødedeltagerne for hver anden plads. Husk oplukker og askebæger til kapslerne!).

I dag har jeg som foredragsholder, paneldebattør og mødedeltager set mange kursussteder fra den anden side. Som mødedeltageren, der tørster efter kaffen og kræsent undgår de syrlige reklamebolcher. Men jeg tænker altid på alt det, der er foregået bag kulisserne for, at min kaffe er varm til tiden og ved, hvor stor panik, det skaber, når møderne trækker ud, så frokostbuffeten bliver kold og pauserne bliver forskubbede (og dermed ofte forkortede…), så man skal løbe rundt med mødevanderne. Jeg smiler enormt venligt til alle dem, der regerer bag kulisserne og spørger MEGET pænt og tålmodigt, hvis der mangler noget. Og jeg kan slet ikke forstå de andre konferencedeltagere, der hidser sig op, hvis mælkekanden er tør i halvandet splitsekund. Det er ikke fordi jeg straks påtager mig ansvaret for alt det, der foregår i køkkenregionerne og selv suser ud efter mælken. Men jeg opfører mig høfligt og føler mig med på teamet, der sammen skal få det hele til at gå op i en højere enhed. Om det så er på talerstolen eller bag kulisserne.

Og her er det sjove så, at folks forskellige McJob-erfaringer slår igennem i vidt forskellige sammenhænge. For har man ikke arbejdet på konferencecenter har man nok ikke helt styr på det med mødevandshierarkierne og de langtrukne møder. Men så har man måske arbejdet på restaurant og er en af dem, der virkelig giver ordentlige drikkepenge (ikke skrevet på Dankort-kvitteringen, der i følge mine tidligere-tjener-venner giver en masse baks, men  lagt i kølige kontanter). Eller man har solgt aviser/forsikringer pr. telefon og cutter straks telefonsælgere af (på en høflig måde), hvis man ikke er interesseret, så man ikke spilder deres provisionstid. Eller man har gjort rent og undskylder venligt, hvis man kommer til at sætte muddersåler på nyvaskede gulve. Og det er altid et hit at gå i byen med tidligere bartendere, der altid har en særlig måde at få møvet sig igennem i en propfyldt bar.

Ikke alene synes jeg, det er sjovt og pudsigt at høre om folks erfaringer fra deres forskellige McJob-perioder. Jeg synes også det er tankevækkende, at det – hvis man ikke havde det med som det naturligste fra opdragelsen hjemmefra – tilsyneladende er der, mange virkelig har fået respekt for andre og andres arbejde og for dem nederst i hierarkiet. For hvis det ikke var en selv, der var nederst i hierarkiet et givent sted et givent tidspunkt, kender man med garanti nogen, der var det mens de sparede sammen til sabbatårets jordomrejse. Og som kunne fortælle, hvor vigtigt det var med ordentlige drikkepenge, ordentlig opførsel og almindelig pli.

Så næste gang man støder på en virkelig arrogant type, der (ubegrundet!) brokker sig over alt på konferencen/restauranten/cafeen skulle man måske overveje at sende vedkommende i McJob-træning…  

Reklamer