Nadja Pass

I den seneste tid har jeg flere gange haft ærinder i Ørestaden. Seminarer og forelæsninger på det nye KUA – møder og workshops på ITU. En enkelt gang i Deadline i DR-byen. Og jeg må indrømme, at jeg faktisk har følt lidt af et sus, når jeg er cyklet langs de nye kanaler med hjelmen på hovedet og Tietgen-kollegiet forude.

Og det er ikke et sus af fejlplaceret metrostation, forblæst Amager og DR-skandale. For ganske vist ved jeg ikke lige, hvor hyggeligt og hænge-ud-agtigt, det nye KUA så lige er. Og det da heller ikke al arkitekturen derude, der med mit lægmandsøje ser ud til at være på højde med Tietgenkollegiet. Men det er ikke de negative ting eller forbehold der tæller, når jeg cykler der. Det er sus af begejstring.
Det er et sus af “Wauw, nu er det her”. Det, der lå så langt ude i fremtiden engang for ikke så længe siden…det er realitet nu. Nu har selv de humaniorastuderende ordentlige auditorier. Og jeg har været til flere seminarer med udenlandske forskere og spændende diskussioner, der har været åbne for deltagere fra både Københavns Universitet, IT-universitet og DR-folk – og hvor der tydeligvis var flere gengangere på kryds og tværs. Og det ser bare rigtig hyggeligt ud med broerne over og stolene langs kanalerne.

Tænk engang. Jeg har simpelthen siddet der og fået fornemmelsen af at være på en campus. I lidt af et tankekraft-center. Og jeg er glad for at have så mange ærinder derude, når nu jeg ikke ligefrem skal til at være studerende igen.