Nadja Pass

Forleden havde en lille bod snuppet bananskrællens plads på Skt. Hans Torv. “Giv et træ” stod der og de flinke unge mennesker forklarede (i skarp konkurrence med alle dem fra Nødhjælpsorganisationerne), at Københavns Kommune bad om borgernes støtte til at plante træer på Nørrebro. Formedelst 2000 kroner kunne jeg sikre, at der blev plantet et træ lige her ved det etniske medborgerhus på Nørre Allé.

Og altså…jeg vil enormt gerne medvirke til alle mulige initiativer og støtter også gerne i alle mulige sammenhænge. Og jeg har også “givet træer” til klodens tørre steder i flere forskellige andre sammenhænge.

Men ærlig talt. 2.000 kroner. For at plante et træ. På en ALLÉ. I et egentlig relativt grønt hjørne af  København.

Det var lige præcis der, grænsen gik. Kommunen appellerede her til en ny form borger-bruger-betaling italesat som socialt ansvar. Og jeg synes simpelthen ikke, at Kommunen på den måde bør forurene indsamlingsbilledet endnu mere end tilfældet allerede er.

For sagen er jo, at de fleste os gerne vil bidrage – og hjælpe – og medvirke – og gøre gode gerninger – og handle meningsfyldt. Men der er grænser for, HVOR mange tiltag vi kan bidrage til. Og der bliver man altså nødt til at prioritere, hvad der er vigtigst.

Og behovet er der på mange, mange fronter. Faktisk viste DR2’s tematirsdag i dag hvor mange niveauer vores sociale ansvar fordeler sig på:

• På dit-og-mit-mikroniveau skildrede Anders Lund Madsen meget smukt og poetisk vores relationer (eller mangel på samme) til hinanden. Han tog simpelthen på jagt efter de eventuelle pårørende til to af de afdøde fra avisernes “eventuelle pårørende”-annoncer. Og deltog i deres begravelser og stillede sig selv (og seerne) en masse gode spørgsmål om, hvad det betyder at have relationer til andre. At være hinandens pårørende.
• På kändis-microniveauet bød tematirsdagen på en diskussion om stjernernes etiske engagementer. Et hastigt ridt mellem Angelina Jolie, Bob Geldorf, Bono, Ellen Hillingsøe, Peter Mygind og deres ambassadør-arbejde for forskellige nødhjælpsorganisationer. Og ikke mindst de stort anlagte indsamlingskoncerter. Spørgsmålene om det kan være ægte eller bare er “for deres egen skyld”. Jeg har aldrig forstået den anklage – selv HVIS det også skulle være for egen vindings skyld, er det da federe at sikre egen vinding ved samtidig at hjælpe andre.
• På virksomhedsniveauet om IKEA, TOMs og deres corporate social responsibility. Socialt ansvar sælger tilsyneladende godt – og derfor bliver det hurtigt udlagt som odiøst, når virksomheder kaster sig ud i CSR. Men mit svar til skeptikerne er identisk med det ovenfor om stjernerne: Selv HVIS det også skulle være for egen vindings skyld, er det da federe at sikre egen vinding ved samtidig at hjælpe andre.
• Og så er der det “politiske forbrug”, hvor man ved indkøb af Max Havelar-produkter støtter bæredygtige ulands-projekter og giver geder i julegave i stedet for at bruge penge på ekstra forbrug.

Mens de tre sidste vinkler var interessante, men også ret forudsigelige, synes jeg, det var virkelig interessant at blande Anders Lund Madsens vinkel ind i diskussionen. For som det stod i tv-programmets teaser til tematirsdagen er det måske lidt spøjst, at vi i stadigt stigende grad giver geder til Afrika i julegave og støtter bæredygtige cacaobønner og fair-trade.

Det ene behøvede jo ikke at udelukke det andet. Man kan sagtens bekymre sig om det nære og kære – og samtidig gøre hvad man kan for at hjælpe dem, man ikke kender og som bor meget langt væk. Men man er trods alt nødt til at prioritere…  og jeg forbeholder mig retten til med god samvittighed at fokusere på at hjælpe og støtte menneskene – i  familien, i lokalområdet, i Afrika og omegn, i verden – selvom konsekvensen er, at jeg må fravælge støtten til træerne udenfor min egen hoveddør.