Marskoksen, marsklammet og 1864

by Nadja

Forleden mødte jeg en god veninde i Irma. “Kommer du ikke med hjem og spiser middag”, spurgte hun. Og satte (unødvendig) trumf på invitationen ved at tilføje: “Vi skal have marskokse”.

Og det måtte vi jo så lige smile lidt ad. Hun, fordi hun nærmest ikke havde kunnet vente med at styrte ned i Irma, så snart hun havde læst om marskokserne i Irmas geniale kundemagasin “Krydderiet”. Og jeg, fordi jeg ved – jeg VED bare – at hvis jeg havde haft tid til at læse Krydderiet den foregående søndag, (hvilket jeg ikke havde, fordi jeg havde lovet at anmelde Politikens nye Magasinet til K-forum og derfor i stedet minutiøst læste det igennem) så ville jeg også have stået der med marskokse i rullekurven. Og selvom jeg IKKE havde nået at læse Krydderiet endnu, havde jeg jo udemærket godt bemærket marskoksens indtog ved siden af Venø-steaks og økologisk ungkvæg og tænkt, at det da velnok så indbydende ud med den lille billedpamflet med glade køer på salt marsk-græs, der sad ovenpå plastfolien. Og hvad var marskokse mon egentlig lige for noget…?

De smagte skønt, bøfferne. Garneret med velkogte grøntsager fra Kiselgården og koldt smør (for, som der jo stod i Krydderiet var det nærmest en forbrydelse at dænge så godt kød til med sovs – smagen af det salte marskgræs skulle have lov at smage det perfekt marmorede kød til).

Men nu er vi jo nogen, der er sådan nogen meta-nogen, der ikke kan lade være at dekonstruere vellykket kommunikation og diskutere, hvorfor det virker så godt på os.

  1. Ikke alene må man tage hatten af for Krydderiet, der i hver udgave formår at få sat spot på nye lækkerier, man bare MÅ prøve eller at fremhæve hverdagsvarer på en helt ny måde (som en anden veninde meget rammende siger: “Så sidder man der og tænker ‘OJ – jeg skal da have grovvalsede havregryn'”).
  2. Det er også ret vildt, hvor effektivt det er lykkedes foreningen “Vadehav, Marsk og Mad” at sætte lighedstegn mellem Marks og kvalitet. (for det er såmænd ikke kun Krydderiet, der hylder marsken. Politikens Magasinet bringer i dag en skøn historie om en fåreavler fra Marsklandet, hvis lam lever på ydersiden af digerne (ENDNU mere salt luft og masser af salturter for lammene at guffe).

Så vi garnerede selvfølgelig straks marskoksebøfferne med en rask lille diskussion om, hvad hele den der marskbranding egentlig gik ud på. Og langt hen ad vejen, må vi tage hattene af for Vadehav, Marsk og Mads arbejde:

  • Det geniale træk ved marskbrandingen er nemlig, at langt det meste af marskkødet er opdrættet og slagtet i Tyskland, hvilket mange i “kvalitets-mad-segmentet” ellers undgår til fordel for det danske – og allerhelst økologiske – kød. Ved at brande “marsken” som bogstaveligt talt grænseoverskridende, formår Vadehav, Marsk og Mad at opløse landegrænserne og fremhæve kvaliteten i et naturområde, der går på tværs af nationerne. Et område, hvor der som Krydderiet beskriver det, “er grønt, så langt øjet rækker. Selv når solen har brændt alt andet græs gult, lyser marsken op som en langstrakt grøn puslespilsbrik, der strækker sig fra Esbjergs vestkyst ned gennem Nordfriesland til Holland”.
  • Marsk-brandingen et interessant eksempel på “terroir”-markedsføring, der med fransk vine som forbillede formår at “brande” fødevarer ud fra det ganske særlige jord, de er opdrættet på eller har vokset i. Vine kan skifte smagsnuancer helt ned til den skråning, de er vokset på. Marskokser smager salt på grund af den salte luft i marsken og Lammefjordsgulerødder er bare noget helt særligt, fordi de vokser på inddæmmet fjordbund (eller hvordan det nu lige er det er med Lammefjorden). Og med vellykkede PR-indsatser i både Krydderiet og Politiken sidder omtalen lige i målgruppe-øjet.
  • Men der lidt “salturt i bægeret”. For i Krydderiets artikel er der en sær nationalistisk undertone. Det bliver pludselig meget vigtigt at fremhæve, at slagteriet i Husum er DANISH Crown. Og at Husum – trods sin placering syd for grænsen – har både dansk skole og dansk bibliotek. Og henimod slutningen af artiklen slutter Irmas varechef af med at sige “Nogle vil måske undre sig over, at vi henter kød for grænsen. Men for os handler det om to ting: Kvalitet og leveringssikkerhed. Det har vi fundet i marsklandet, og så må vi leve med, at grænsen desværre rykkede nogle kilometer i den forkerte retning i 1864. Ellers havde kødet jo stadig været dansk.”

Behovet for at understrege, at kødet er så godt som dansk, forstår man godt, når man tænker på målgruppens typiske skepsis overfor tysk kød. Men ærlig talt… Noget af det fine ved marskbrandingen var jo netop det grænseoverskridende. Og som Krydderiet heldigvis også slutter sin artikel med at skrive:

“I marsken græsser køerne videre. De ved ikke, om de er tyske eller danske. Men de ved, at marskgræs smager godt. Og at der er rigeligt af det”.

Reklamer