Cykelhjelmen som bling

by Nadja

Cykelhjelme

Det er snart etår siden, jeg købte min første cykelhjelm. Jeg var allerede dengang på udkig efter en “skaterhjelm”, men cykelhandleren havde dengang en masse praktiske forbehold – og jeg endte med en af de mere sporty sorte modeller.

Siden er cykelhjelmsmarkedet eksploderet; skaterhjelmene kommer med skumpuder, så de kan passe til alle hovedstørrelser og jeg har længe kigget langt efter de smarte hjelme. Og ventet spændt på, at Mills i Skindergade skulle få en ny sending hjelme hjem.

Og det havde de så endelig i dag. Og jeg faldt straks pladask for en blomstret model, der hedder “Nutcase” og i nakken står der “I love my brain”. Der var påfaldende god stemning i butikken. Alle stod og roste hinanden for, hvor lækre vi så ud – og indehaveren tog sig god tid til at sørge for, at vi fik sat hjelmene ordentligt ned over panden, for som hun sagde:

“Jeg kan slet ikke klare at se alle dem, der sætter dem bagpå hovedet som en søndagshat, så de overhovedet ikke beskytter. De SKAL sidde nedover panden – ellers kan det være lige meget”. Og jeg svarede så “Ja, og så er det jo for dumt – hvis man endelig skal køre med cykelhjelm, skal den sgu’ også beskytte”

Og det var vi alle sammen enige om. Til gengæld var der delte meninger, om det var firkløvermodellen, “candyswirl” eller de ensfarvede hjelme, der var de fedeste. Der var en nærmest tøset shopping-klær-den-her-mig-stemning som man bare aldrig, aldrig, aldrig ville have troet kunne overgå cykelhjelme.

Nuvel – jeg var ikke på cykel og gad ikke slæbe på kassen. Og så gjorde jeg noget, jeg ville have forsvoret for bare en uge siden: Jeg låste hjelmen fast om taskeremmen og traskede med den gennem byen – nærmest som var den taske-bling.

Og det føltes helt naturligt. Faktisk følte jeg mig ligefrem lidt smart, som jeg gik der med hjelmen. Og jeg tog mig at gå og glæde mig til jeg skulle have den på – til cykels. Og sådan har jeg altså aldrig haft det med den gamle – selvom jeg for længst har overkommet spotlighteffekten med hjelmen, har jeg ikke på noget tidspunkt følt mig smart med den gamle på. Det tror jeg, jeg kommer til med den her – og jeg var i hvert fald helt overstadig, da jeg kom tilbage til kontoret og viste den til Trine-Maria, der for nylig lagde hårdt ud i hjelmekarrieren med chocking-pink-model. Og vi gik helt i selvsving og prøvede hinandens hjelme og snakkede om, at man jo sagtens kunne have flere modeller, så man kunne skifte alt efter dagens outfit. Og min gamle hjelm var ikke spor misundelig, for den kunne jo godt mærke på det hele, at den nok stadig skulle få lov at komme med på tur, når det ligesom var det sporty look, der skulle luftes…

Drengene drillede os (velfortjent) med de feminine farver. Og måske også lige med vores forfængelighed. Men jeg tror faktisk ikke ku, det handler om forfængeligheden. En god ven fortalte forleden, at han havde hørt trendforskeren Henrik Vejlgaard sige, at cykelhjelmen først ville blive populær, når de blev forskellige nok til at vi kunne signalere vores identitet med dem – fordi de tidlige modeller fik os til at se alt for ens ud. Og det tror jeg er spot-on. Det handler om at generobre sin identitet i gadebilledet trods hjelmuniformeringen.
Er jeg så “brun med lyserøde og limegrønne jungleblomster? Mjahhhh. Nej. Måske nok ikke. Men der er noget sjovere og mere legende over min nye hjelm – som ikke får mig til at føle mig helt så snusfornuftig. Den går bedre med høje hæle. Og så kipper jeg med junglehjelmen for et firma, der kalder sine hjelme for “nutshell” og tagger dem “I love my brain”.

Advertisement