Hvad tænker du på, når du under dig selv et øjebliks stilhed?
by Nadja
I går aftes fik jeg endelig tid til at kigge nærmere på Politikens nye tiltag – Magasinet, der er en genoplivning af tidligere tiders renskårne tabloidformat med magasinlækkert layout og mere krøllede historier.
Forsiden, hvor Pia Kjærsgaard er gengivet i sorthvid med uudgrundeligt lukkede øjne, havde ligget og lokket siden søndag morgen, hvor en spontan sms fra en veninde og hendes datter rev mig ud af avislæsningen og op til Louisianas Avedon-udstilling + Høstmarked på Krogerup. Skønt bytte (især når nu man er sit segment :-) men det betød, at det jeg lige havde haft et par dage til at spørge mig selv, hvad de lukkede øjne mon betød.
Og de dækkede såmænd over en billedserie ved navn “Stille nu”: Flotte helsidesfotos af samtlige partiledere – med undtagelse af Anders Fogh, der havde for travlt (sic!) De er alle sammen blevet bedt om at lukke øjnene og slappe af et øjeblik – og bagefter er de blevet spurgt, hvad de tænkte på.
Jeg har før rost Politikens nye foto-mod. Og denne fotoserie af Peter Hove Olesen er ingen undtagelse. For politikerne med de lukkede øjne rummer en særegen blødhed. Man er så vant til at se dem i kamp med fuldt-intensiveret mimik, gestik og øjne på stilke. Og sat i kombination med de superkorte forklaringer på, hvad de tænkte på, bliver de rigtig, rigtig interessante. For de giver et fint og skævt lille indblik i den travle politiker-hverdag, hvor langt de fleste af partilederne svarer: at de tænkte på de næste møder, journalister eller samtaler, der var på vej. Selv om de fik tildelt et tavst pusterum, var det travlheden der talte – og talte.
Der er dog et par af dem, der er taget på lang tankevandring til power-meditations-agtige drømmelandskaber. Og så er der Helle Thorning, der ikke vil fortælle, hvad hun tænkte på. Men det var noget rart. Og det er jo så også fair nok :-) Men påfaldende nok føler de fleste af dem behov for at undskylde at de tænkte på noget andet et øjeblik ved at sige “jeg fik jo at vide, jeg skulle slappe af”.
Det fik mig til at tænke på, hvor ofte vi bruger vores pauser på at tænke videre på det næste og det næste og det næste vi skal. “Life is what happens to you while you’re busy making other plans” sang John Lennon engang. Og så er det altså tankevækkende, at vores indre monologer kører videre i højeste gear, selv når vi har et øjebliks pause. Og det siger så endnu mere om, at et øjebliks pause eller en power-weekend-tur ikke er nok til at få givet helt slip, hvis hverdagen normalt kører i højeste gear.
Man kan power-hygge, power-meditere, power-nappe og gå til power-yoga. Men engang imellem skal nok unde sig selv en længere ferie, hvor der ikke er behov for at bruge power som præfix – selvom man er et powermenneske.
Nadja Pass 
For mig er stilhed og langsomhed en vigtig del af min hverdag – ellers bliver jeg lynhurtigt stresset og ved siden af mig selv. Jeg synes bedst om at starte mine dage à la dine (jf. at snooze), og hvis jeg hen mod aften kan få indarbejdet en rytme, hvor jeg sidder for mig selv en halv times tid med et par stearinlys, min notesbog og stilhed, stilhed, stilhed, så falder jeg til ro, og jeg falder til plads i mig selv igen.
Hvad jeg tænker på er meget forskelligt. Ofte lader jeg bare tankerne flyde. Eftersom jeg er kristen og ofte også bruger min stilletid på at læse lidt i min bibel, er det naturligt for mig at bruge øjeblikket på at bede.
Jeg har før blogget om stilhed på min blog, hovedsageligt i forhold til min tro, men jeg tror, at mine tanker om stilhed og ord måske er om mennesket generelt, og ikke kun om mig og mit forhold til Gud. Vi kan ødelægge meget med ord (siger jeg, der er afhængig af ord!!). At bruge ord er at præstere, skabe, og indimellem tror jeg, at vi alle har behov for bare at være. Ord kan virke forsimplende. Vi kender alle følelsen af at mangle ord. Derfor tror jeg, at vi har godt af at acceptere stilheden som noget vi har brug for.
–
Sammen med billederne er teksterne yderst tankevækkende. Fx Frank Aaen, der tager opfordringen til at slappe helt af alvorligt og tænker på et smukt sted i stedet for en debat.
Der er et par stykker, der ser ud som om de overhovedet ikke slapper af (Thorning fniser, Khader ser uptight ud), og nogle der udstråler så meget ro, at jeg næsten får lyst til at hænge billedet op (Søvndal).
Og så læser vi jo hver især så meget ind i disse billeder, i disse ikoner som vi tror vi kender så godt. Udover at give stof til eftertanke i forhold til vores eget forhold til tiden, så er det også fint at se billeder, der er vendt lidt på hovedet, om ikke helt konkret, så i overført betydning. For portrætfotoets kerne er jo blikket, ikke sandt? Det giver altid en særlig udfordring, når man som seende tager billeder af blinde, synes jeg.
Det er en lignende udfordring Hove Olesen står over for her.
@ Anne – jeg rummer også selv den mærkelige kombination fa ordjunkie og stille-leger. Men måske er det også fordi ordene klinger så meget desto smukkere, når der også er stille engang i mellem. Tale er sølv, men tavshed…
@ Syngende – god pointe med, at portrætfotoets kerne er blikket. Og at det er derfor, disse billeder virker så overraskende og inviterende. Man siger jo ellers altid, at der skal øjenkontakt til for at skabe blikfang – men her er så et sjældent eksempel på det modsatte.