Ole Henriksen, alfahannerne og de syv sure mænd

by Nadja

Forleden startede serien “Ole Henriksens Hollywood” på TV2. Konceptet er i al sin enkelhed, at Danmarks ukronede skønhedskonge med egen hudplejeserie og stjernespækket spa i Hollywood inviterer en stribe danske alfahanner på besøg og udsætter dem tre forskellige behandlinger – som de selvfølgelig synes er grænseoverskridende, alt for feminine eller smertefulde (så så man lige dem indse, hvad det vil sige at lide for skønheden).

Konceptet har al den glamour og peep-bag-kulisserne-hos-de-kendte-fascination den kan trække, der er noget fundamentalt sjovt i at se nogen udsat for noget, de ikke kender til eller synes er grænseoverskridende – og så er Ole Henriksen bare… vild. Vildt fascinerende – og vildt meget for meget på den mest udanske måde. Der er i hvert fald en mand, der ikke ligger under for spotlighteffekten – og sigende nok flygtede han så også fra Nibe det sekund, han kunne komme til det.

Alligevel syntes jeg, det afsnit jeg så (med Lars Hjortshøj som prøvekanin – nu uden pels efter hårfjerningen) var lidt småkedeligt. Da det kom til stykket, var det grundlæggende bare ret ligegyldigt, hvad han syntes om at få rystet dellerne og at se ham synes det var sjovt at sidde bag rattet i en veteranbil (forkælelsen efter smertefuld behandling nummer 1).

Næææææ – må JEG i stedet bede om Syv Sure Mænd, der har re-premiere i aften. Og som jeg derfor lige vil benytte lejligheden til at opfordre jer til at se. Jeg VED godt, det er på Charlie og at det nok ikke lyder så sexet – men det er altså virkelig nogle livsbekræftende programmer, hvor man får indblik i synspunkter, holdninger og en livsfase, man ellers ikke sådan lige får indblik i.

Så lad mig lige citere mig selv, (ahermmm) for at forklare hvorfor:

Konceptet er ganske enkelt, at syv sure, ældre herrer, der alt fra mobiltelefoner til yoga til brunch til feng shui i løbet af programmerne bliver udsat for alle ting, de hader mest – på en god, pædagogisk måde og fantastisk kamera-føring, der virkelig formår at fange deres skepsis. Ikke alene er det sjovt, fordi de selvfølgelig i begyndelsen ser kejtede ud i de forskellige situationer og udstiller deres skepsis på en meget ærlig måde – det er også enormt livsbekræftende, fordi de jo altid ender med at blive enormt positive og få nedbrudt en masse fordomme og ville ændre på deres liv… fordi de pludselig finder ud af, hvad der gemmer sig bag begreberne og får en ordentlig introduktion til dem – i stedet for at holde det 17 skridt fra livet. De får livsglæden tilbage, bliver rost, prøver ting, de aldrig har prøvet før, forkæler deres koner… bliver glade. Ikke så meget på grund af de poppede begreber (som undertegnede sguda også kan være skeptisk overfor) men simpelthen fordi de bliver foldet ud, ventileret.

Og så er det fantastisk at se netop denne aldersgruppe portrætteret på TV – hvor man ellers efterhånden kun ser barmfagre dåser og hjernedøde Ken/Ridge Forrester-lookalikes.

Reklamer