Nadja Pass

Hvilken voksfigur ville du helst reinkarneres som, hvis du nu skulle smeltes om imorgen?

Nu hvor vi er ved tidskapsler

Jeg havde lige Lorry kørende. Det sker ellers ret sjældent, men jeg syg i dag og har brugt dagen på at følge jeres gode råd fra sidst snotten sænkede hjerneaktiviteten og har de sidste timer fået et ordentlig skud intravenøst tv, mens jeg bare venter på, at Dirty Dancing starter om en times tid. Og se så – der var alligevel noget ret tankevækkende at hente på lokal-tv: Nemlig en reportage fra Louis Tussauds vokskabinet, der lukker i dag, fordi Tivoli stadig håber på at få lov til at realisere Norman Fosters hotel-planer.

Har du nogen sinde været derinde? På vokskabinettet?

Det har jeg. En enkelt gang. Og det er ikke engang så længe siden. Et år eller to måske. For jeg har egentlig altid gerne villet derind. Da jeg var teenager præsterede jeg nemlig (og det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg var et temmelig nørdet barn) at læse Dorrit Willumsens roman om Madame Tussaud “Marie” ikke mindre en 14 gange. Jeg syntes bare den var SÅ god – og fik ikke alene en god fornemmelse for Willumsens impressionistiske skrivestil og historien bag den franske revolution (meeeeget nørdet barn) ind på rygraden på den måde… jeg syntes også, at tanken om selve voksfigurerne var ufatteligt fascinerende. Som teenager besøgte jeg så modermuseet i London, men det hele foregik meget hurtigt og jeg fik slet ikke tid til at dvæle ved figurerne af den sovende Prinsesse de Lamballe og dødsmaskerne af Louis den 16. og Marie Antoinette (meget, meget nørdet barn) …

Så da jeg for et par år siden havde en tidslomme inden et møde, sneg jeg mig afsted til Tivoli-slottet for at tage revanche – og tage mig lidt bedre tid til at kigge figurerne efter i sømmene. Og STOR var skuffelsen. For figurerne var dårligt udført, det hele var lidt “træt” i det – og langt de fleste af figurerne lignende slet ikke.

Men EN ting, der til gengæld var meget interessant, var fornemmelsen af at træde ind i en tidslomme. Prins Joachim og Alex stod nyforlovede og glade. Gamle koryfæer purunge igen. Alle de store 80’er statsledere konverserede hinanden i fred og fordragelighed. I glitter-glimmer-disco-rummet var det Beatles, Elvis og Olsenbanden, der glimrede ved deres nærvær (Ikke et ondt ord om nogle af dem i øvrigt). Og i “rædselskabinettet” var uhyggen sådan lidt “spøgelsestog-fra -50’erne”-agtig.

Og jeg vidste jo godt, at jeg nok var for gammel til at være målgruppen. Men på den anden side ville børn ikke kunne genkende mange af dukkerne, der kun var kendte længe før deres tid (well – det var så også ret svært for os, der levede i 80’erne og kan få aldersrabat hos Synoptik). Og måske var en stor del af problemet, at der i virkeligheden ikke var nogen reel målgruppe, men at sammensætningen af dukkerne prøvede at ramme sådan en “gennemsnits-vestlig-kultur-kreds-interesses-sfære”.

Så som voksmuseum var det altså ikke så vellykket. Men som tidskapsel var det til gengæld en stor oplevelse. Og det var en stor meta-oplevelse (også en forholdsvis nørdet voksen…) at gå og tænke over, hvilke personer, der fortjente at blive blive støbt i bivoks – hvilke kriterier var de valgt ud fra? Hvem fik lov at stå sammen? Hvad ville der faktisk være sket, hvis de mange forfattere, der var stuvet sammen i samme rum, rent faktisk havde levet på samme tid og haft en samtale? Hvilke personer er interessante i en international sammenhæng – og hvilke ikke? Og hvad skal der til for at man genkender en voksdukke som den person, det er meningen, de skal ligne (konklusionen her var i dette tilfælde, at det primært var tøj + rekvisitter + navneskiltet og de andre voksfigurer, de stod i nærheden af – snarere end ansigtstræk).

Voksmuseet lukker i dag. Og lad os være ærlige: Det er ikke noget stort tab for Københavns museer. Men alligevel – lidt mærkeligt at denne syrede tidskapsel nu bliver spredt for alle vinde. Nogle dukker skal til et nyåbnet vokskabinet i Indien. Andre en tur over Atlanten. Og de fleste skal smeltes om…og det er da en lidt syret tanke, at voksdukker sådan reinkaneres…så man kan gå fra at være John Lennon til Prinsesse Diana til Karen Blixen og måske endda “unavngiven forbryder i elektrisk stol i rædselskabinettet”.

Reklamer

We feel pretty – REAL…ly pretty

Jeg elsker når store virksomheder vælger at bruge deres markedsføringsbudgetter på at sætte samfundsdebatter i gang i stedet for bare at spilde pap, penge og papir på at købe sig til et kendt ansigts diskutable testimonial eller pakke budskaberne ind i falden-på-halen-humor.

Da jeg i sin tid skrev speciale og udviklede begrebet “motivationsretorik”, var nogle af mine yndlingseksempler mobil-firmaet Mobilix’ kampagne om “Samtale fremmer forståelsen”, RealKredit Danmarks “Lidt mere overskud i hverdagen” og Ekstra Bladets “Find dig i Ekstra Bladet eller find dig i hvad som helst”. Og jeg klapper altid i hænderne, når reklamebureauet Propaganda-McCann med store helsidesannoncer reklamerer for sig selv med hyper-velskrevne løsningsforslag på samfundets og erhvervslivets dårligdomme.

Og nu har Trine-Maria lige mindet mig om et andet rigtig godt – og meget aktuelt – eksempel: Nemlig kosmetik-firmaet Dove’s kampagne for “Real Beauty”. Der især med denne lille film er blevet godt på vej af sociale medier som blogs (nu også her :-) og Youtube.

Udover de små film om billed- og skønhedsmanipulationer og brugen af “naturlige” modeller på alle billeder, følger kampagnen op med et helt “sub-site” fuld af debatmuligheder, der alle sammen handler om vores forvrængede skønhedsidealer.

Og så er jo, at jeg godt ved, at mange vil sige, at det er en gang “bullshit”, fordi det i sidste ende bare handler om at sælge flere cremer og flydende håndsæber. Og for f….. altså: Jeg ved jo udemærket godt, at det OGSÅ handler om at sælge, flytte markedsandele og “brande”. Men hvorfor skal det være odiøst? Jeg synes det er en eklatant fejlopfattelse at give de folkevalgte politikere, græsordsorganisationerne og avisernes 1. sektioner, patent på at være dem, der vil verden noget godt og er seriøse og objektive. Jeg  tager hatten for de virksomheder og produktchefer, der har mod til at satse markedsføringsbudgetterne på at give udtryk for en holdning. Bruge bill-board-pladserne på at sætte vores tanker i gang på vej til arbejde og vække vores nysgerrighed.

Og JA, selvfølgelig skal de så også følge op i praksis ved at sætte handlinger bag deres holdninger og ikke i praksis fortsætte med at gøre, som de altid har gjort. Men hvis de gør det, synes jeg bare det er udtryk for, at også virksomhederne tager deres samfundsansvar alvorligt. At de tager alvorligt, at de efterhånden er de eneste, der har råd til at købe sig til de velplacerede bill-boards og tv-spots, der selvom de hastigt mister deres kraft i disse år, stadig kan være med til at kick-starte opmærksomheden omkring en kampagne. At de er klar over, at de ofte er mere synligt til stede i borgernes hverdag qua supermarkeder og synlige placeringer i gadebilledet end politikken som man selv aktivt skal opsøge. Og at de ikke bare blindt overgiver sig til markedskræfterne, men faktisk forholder sig aktivt – og kritisk – til det marked, de er en del af.

Mere motivationsretorisk markedsføring i hverdagen, tak!

%d bloggers like this: