Tidskapsel : 10-året for Prinsesse Dianas død

by Nadja

Kender du fornemmelsen af, at en mærkedag, et jubilæum eller 5-10-20-året for en verdensbegivenhed får en til at tænke over, hvordan verden så ud dengang det skete. Og hvor man selv var i sit liv, da det skete.

Jeg har tidligere blogget om 5-års-dagen for 11. september, der faldt mens jeg housesittede husbåd i Seattle sidste efterår. Og i disse dage er det så 10 år siden Prinsesse Diana døde. Hendes død faldt sammen med lidt af en mærkedag i min familie – nemlig den dag, mine forældre og jeg kørte afsted mod Moskva, hvor de skulle bo de næste 4 år. Siden flyttede de seks år til Beijing. Så de 10 år, de har været væk falder nøje sammen med de 10 år Prinsesse Diana har været død.

I mit tidligere indlæg beskrev jeg mine forældres og min tur gennem Sverige, Finland, Rusland og Diana-døden sådan her:

Den morgen Prinsesse Diana forulykkede stod jeg i badet klokken 4 om morgenen, fordi jeg skulle hjælpe mine forældre med at flytte til Moskva – og vi skulle tidligt op for at nå færgen i Stockholm. Min mor råbte ud gennem badeværelsesdøren om jeg havde hørt det med Prinsesse Diana – på det tidspunkt var hun ikke død endnu, men ‘kun’ på operationsbordet. Og hele vejen op gennem Sverige, Finland og Rusland fulgte vi nyheden, der udviklede sig på spisesedler og forsider, hver gang vi kørte ind for at tanke op. Kulminerende i Moksva, hvor mindemagasinerne var nået frem til hylderne på de 3-4 dage vi havde brugt på at overnatte i Skt. Peterborg og Novgorod.

Nu sidder jeg her og tænker tilbage på den køretur. På alt det vi talte om, alt det vi forestillede os, alt det vi vidste – og især alt det, vi ikke vidste. Alt det, der er den naturligste hverdag i dag – men som slet ikke lå i kortene for 10 år siden.

Især vidste vi jo ikke, at min mor ville dø meget pludseligt sidste november – så vi kørte jo der og forestillede os, hvordan der var mange, mange år at gøre godt med endnu.

Vi vidste ikke, at vi ville komme til at elske tiden i Moskva, at jeg sammen med 12 af mine bedste venner ville skyde det nye årtusind ind på Den Røde Plads eller at mine forældre ville flytte videre til Beijing, hvor vi elskede at følge Kinas kometudvikling på nærmeste hold og hvor min mor døde trods kinesernes hypereffektive kræftbehandlinger.

Vi vidste ikke, at jeg nogen sinde kunne finde på at blive selvstændig – på det tidspunkt var jeg lige blevet opfordret til at starte min egen afdeling af et stort reklamebureau og snakkede meget med mine forældre om, hvad det egentlig lige betød at have fået en direktør-stilling i en alder af 23 år, selvom jeg kun havde en enkelt medarbejder, så det var egentlig mere pladsen i “ledergruppen” og forventningen om, at jeg kunne udvikle “alternative metoder til at undersøge ‘ungdomskulturer og kulturelle tendenser’ der var presset.

Der var så meget, vi ikke vidste – og som var svært at forestille sig dengang. I den forstand er 10 år både utroligt lang tid – og samtidig utroligt kort tid. 10 år kan rumme en hel verden, ændre et liv, slutte et liv, rumme mange nye retninger. Og det er på den ene side vildt at erkende, hvor lidt man kan vide og forudsige, hvad der vil ske. Og på den anden side er det meget livsbekræftende, at intet er mejslet i sten.

Så tidskapslen minder mig om den jeg var for 10 år siden. Det jeg drømte om, frygtede – og ikke drømte om, at det var nødvendigt at frygte. Minder mig om, at selv de ting, der forekommer at være det naturligste i verden ikke var nogen naturlov for 10 år siden – og krævede handling, valg, gråd og tænders gnidsel, før de blev realiseret. Minder mig om, at de trods alt BLEV realiseret. Minder mig om alle de fravalg – bevidste og ubevidste – der også har været hen ad vejen. Og minder mig om, hvor vigtigt det er at leve hver dag, som var det den sidste.

Reklamer