Hvorfor beskriver vi ikke bare hinanden, når nu vi har så svært ved at beskrive os selv?

by Nadja

For et par dage siden skrev jeg et indlæg om, hvor svært det kan være at skrive om sig selv og sine meritter, når man bliver bedt om at sende den der lille hurtige, lækre introduktion, der skal forklare, hvorfor ens kontrafej pryder et  foredragsprogram, en hjemmesideintroduktion eller en beskrivelse af teamet bag en opgave.

Og kommentarsporet tyder på, at jeg langtfra er den eneste, der lider af akut skriveblokering, når jeg skal rose/tagge/beskrive mig selv.

Til gengæld tror jeg heller ikke, jeg er den eneste, der frejdigt og med de største superlativer fortæller om alt det fantastiske menneskene omkring mig tænker og foretager sig. For jeg er jo så stolt af dem og kan uden problemer fortælle kort og godt, hvorfor jeg er så begejstret for at arbejde sammen med netop dem, være venner med dem eller være i familie med dem. Og vi ved jo også udemærket godt, hvorfor vi kontakter en bestemt person til at sidde i et panel, holde et foredrag eller deltage i et advisory board.

Det fik mig til at tænke på, om vi kunne komme en stor del af problemet til livs, hvis vi simpelthen beskrev hinanden. Så kunne konference-arrangøren/advisory-board-udvælgeren forklare “Jeg har bedt XXX om at tale, fordi jeg synes, hun er XXX, XXX og XXX og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre netop hendes syn på XXXXX”. Eller man kunne sende et nødråb til sin venner eller kolleger og få dem til at beskrive, hvorfor man er helt genial i en bestemt situation.

Mens man selv kan være dødtræt af at høre sig selv sige det samme/spille samme hit/skrive samme genre igen og igen og derfor gerne vil forny sig, lider andre ikke af samme kvababbelse. Mens man selv roder sig ud i stadigt flere omskrivninger og søforklaringer, glemmer man tit at sige det, folk helst vil høre. Andre siger ofte det indlysende, særlige, relevante om en – lige ud af posen.

Jeg kan se et par oplagte risici – og et par enkle løsningsforslag:

  • Forældede tags: Det er ikke altid man har lyst til at hænge fast i det, man oprindelig blev “kendt” for. Vi kender det, når forfattere skrifter skrivestil til stor skuffelse for de trofaste fans eller bandet ikke spiller de gamle hits til koncerten, men bare gerne vil have lov at spille deres nye musik. Men det sker jo også for os andre – at vi engang lavede, mente eller gjorde noget alle siden har forbundet med os, men som vi gerne vil udover. Hvis vi vil det, skal vi passe på med at lade andre beskrive os – for så risikerer de at fastholde os i det, vi vil væk fra.
  • Forsimplede tags:  Selvom det er en stor fordel, at andre kan hjælpe os med at forsimple, kan man så alligevel også risikere, at det bliver overforsimple. Eller forsimplet i den forkerte retning. Som ven ved man måske ikke alt, hvad der er vigtigt at vide og fremhæve i den faglige sfære – som kollega ved man næppe alt, hvad der er værd at vide om den personlige sfære. Og som konference-arrangør er man ikke altid nok hjemme i nuancerne til at vide, hvad der rykker. Så man skal selvfølgelig altid selv have beskrivelsen til godkendelse for at sikre sig, at der ikke er kommet til at stå noget forkert.
  • Forudindtagende tags: Nogen gange er det ikke så fedt, hvis man er blevet hypet alt for meget, før man gjorde sin entre. Et ellers nok så godt “bord-herre-dame-match” kan blive anstrengt, hvis begge parter på forhånd har hørt fra værterne, at man bare vil have SÅ meget til fælles. Et foredrag kan falde til jorden, hvis der på forhånd er blevet fremmanet nogle forventninger, der stemte tilhørerne til at høre et helt andet foredrag end det viste sig at være. Så det er nok ok med en anelse kvababbelse på egne vegne, hvis beskrivelsen er blevet alt, alt, alt for sælgende. Man skal selvfølgelig kunne leve med den – men om ikke andet er der nok et godt udgangspunkt for at komme videre med teksten, der måske bare skal trimmes lidt.

Så hvad siger I derude? Ville det hjælpe at spørge venner og kolleger om at hjælpe med at få beskrevet sig selv? Og kunne man i højere grad bede konferencearrangører, antologiredaktører og panel-sammensættere til at skrive deres egne begrundelser for de har valgt de deltagere, de har? Hvad tænker I om risici ved den model – og hvad kunne fordelene være?

Reklamer