Hvorfor er det så f…… svært at beskrive sig selv?

by Nadja

Kender du denne fornemmelse: Du modtager en invitation til at sidde med i et spændende panel. Holde et foredrag. Være del af et advisory board. Pitche med på en opgave. Og så snart du har sagt ja, spørger en følgemail: “Sender du ikke lige et par ord om dig selv?”

Og har du det så ligesom mig? Koldsved. Klap, der går ned. Slåen knude på sig selv. Akut skriveblokering. Indre aaaaaarghhh og ydre Kaj-ansigt.

Hvis ja – så velkommen i klubben, der udover mig tæller en masse af de dygtige kunstnere, forskere og skribenter, der i tidens løb har bidraget med tekst eller billeder til Reflexioner og er gået helt kolde, når vi har bedt dem om en lille beskrivelsestekst. Og en masse utrolig dygtige folk, jeg gennem tiden har arbejdet sammen med og som første gang jeg mødte dem undersolgte sig selv i en helt uhyggelig grad. Klubben af folk, der kun med allerstørste kvababbelse formår at fortælle kort og godt om sig selv. Klubben af folk, der kan genkende mindst en af disse fem beskrivelser:

  1. Dels er der sådan en jante-ting. Det føles virkelig grænseoverskridende at skulle rose mig selv og på stribe fremhæve alle de positive, fede, seje, gode ting, jeg jo har gjort i mit liv uden på en eller anden måde samtidig at lave lidt grin med mig selv eller tage brodden af det.
  2. Dels er der sådan en tone-ting. Jeg har hverken lyst til at puste mig op eller at skrive i en kedelig-nøgtern stil, der måske passer til genren, men ikke til mig. Men samtidig risikerer jeg også at komme til at lyde mere udknaldet end tilfældet faktisk er, hvis alle de andre laver jakkesæt-præsentationer. Og jeg vil jo også gerne tages seriøst.
  3. Dels er der sådan en spotlight-effekt-ting. Jeg føler, at der kommer overdrevent meget fokus på mig og mine meritter, hvis jeg bralrer for bramfrit ud – men reelt kunne jeg nok larme dobbelt så meget uden, at det af den grund ville vække særlig opmærksomhed.
  4. Dels er der sådan en “det er federe at underspille-ting”, hvor jeg bare hellere vil have at mine meritter, handlinger, anbefalinger fra andre og værker får lov at tale for sig selv, så de ikke udfladigede ved at blive overekspliciteret. Og hvor jeg bare grundlæggende synes, det er federe at folk selv – lidt efter lidt – kan få lov at opdage nuancerne. (Problemet er imidlertid, at man jo ER nødt til at fortælle nok om sig selv til at folk overhovedet gider gå på opdagelse efter nuancerne)
  5. Dels er der sådan en kompleksitets-ting. Mit cv krøller og bugter sig i alle mulige og umulige retninger. Og jeg er stolt af, at der ikke er så meget stringens. At mange spor har fået lov at leve sideløbende og krydse hinanden – og jeg nu sidder med et krydsfelt af viden om mange forskellige ting. Som kan sammenstykkes på kryds og tværs alt efter sammenhængen. Så jeg synes ikke det indfanger mig og mine kompetencer, hvis jeg korter mit cv ned til elevator-pitch-version (så kortfattet, at man vil kunne nå at forklare det hele på en elevator-tur).

Hvis nej – så tillykke. Det er misundelsesværdigt, at du er i stand til helt uproblematisk at tage velfortjent credit for det, du har skabt og gjort gennem årene. Jeg håber, du sætter pris på, hvor mange kvababbelser, du bliver sparet for og ved, hvor godt det virker at være lidt bramfri.

Hvad siger I andre? Kender I fornemmelsen? Eller hører I til de bramfrie få? Er det her mest en kvindeting? Hvad gør I derude?

Reklamer