Nadja Pass

Forleden prøvede jeg for første gang at sidde bagpå en motorcykel. Og mens jeg sad der i fuld ninja-turtle-udrustning m. hjelm, knæbeskyttere, rygskjold og fuldt visir og nød suset langs Strandvejen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på min anden hjelm, cykelhjelmen.

For nu skal det siges, at det ikke ligefrem var fordi det tætsiddende nylon-tøj klædte mit velpolstrede korpus. Og hjelmen var heller ikke just klædelig. Men det bekymrede mig slet ikke at optræde i det offentlige rum i den mundering – mens cykelhjelmen gav anledning til en masse kvababbelse, spotlighteffekt og adskellige blogposts.

Hvorfor?

En ting (og en ganske væsentlig ting) er selvfølgelig, at ingen kunne genkende mig bag visiret. Men en anden ting er, at der hvor cykelhjelmen virkelig trykker mig om pandeskallen, i virkeligheden ikke handler så meget om udseendet. Det handler mere om fornemmelsen af være sådan lidt overforsigtig. Snusfornuftig. Meget voksen. Nypuritanisme i fuldt flor.

Og motorcykelmunderingen? Ja, den gav mig snarere fornemmelsen af noget vildt og varmblodigt og wrrrrrrrrr….wrrrrrr.wrrrrr….wruuummmmmm.