Nadja Pass

Jeg var ikke særlig gammel, da jeg frustreret sad med en stil, hvor indledningen pludselig ikke passede til resten af stilen. “Hvad skal jeg gøre?”, spurgte jeg mine forældre. Og de reagerede meget forskelligt.

• Den ene sagde “det er god latin at tilpasse indledningen, når du har skrevet færdig. Så ved du jo, hvad konklusionen endte med at være. Det ved man jo sjældent, når man går igang. Du kan også vælge at adressere forskellen i konklusionen. Det er jo også fint nok at have ændret holdning undervejs. Bare du sørger for at kommentere på den diskrespans og forklare, hvad der skete og argumenterer for, hvorfor du har valgt at gøre det anderledes end du først forestillede dig.”
• Den anden sagde “det er derfor, det er så vigtigt at arbejde med indledningen og dispositionen helt fra starten. Så har du altid en rettesnor at holde dig til under resten af arbejdet.”

Jeg husker det som en kæmpe-aha-oplevelse; At der var forskellige måder at tænke skriveproces på, og at der kunne være gode argumenter for det hele. Og siden har jeg jo fundet ud af, at det ikke bare er forskelligt fra person til person, hvilken skriveproces, der fungerer bedst. Det kan også variere fra opgave til opgave, tekst til tekst.

Nogle gange skriver jeg vildt struktureret lige ud ad landevejen efter en på forhånd defineret struktur (dog sjældent), nogle gange følger jeg den klassiske retoriske proces (med inventio = brainstorm, dispositio = disposition/struktur og elocutio = formulering) ret slavisk. Men for det meste er min skriveproces meget rekursiv (hvor jeg skifter vildt mellem de forskellige forarbejdningsfaser. Bruger formuleringerne til ny ideudvikling, erkender gennem dispositionen og klipper det hele sønder og sammen igen og igen.

Det skifter helt vildt meget. Og det skifter alt afhængig af, om jeg sidder med en blog, en længere artikel, et pay-off eller en lang rapport. Og det skifter sandelig også fra blogindlæg til blogindlæg, artikel til artikel, pay-off til pay-off. Og jeg føler mig meget heldig, at jeg så tidligt i min “skrive-karriere” (as if man havde en skrivekarriere som 12-årig) fik sat ord på det. For jeg tror, at mange potentielt supergode skribenter fik kvalt deres skriveglæde i en dansklærers rigide syn på, hvad den rigtige skriveproces skulle være.

Anyhow – hele dette indlæg er egentlig affødt af et fantastisk indlæg, jeg her til morgen læste ovre hos Katrine. Om de mange forskellige ph.d.-skriveprocesser. Og hvor jeg dog håber, at rigtig mange nystartede ph.d.-er læser det tidligt i deres arbejdsproces. Det vil spare dem for en del kvaler over, om man nu også er en “rigtig akademiker” eller “udnytter sin tid optimalt”. For der er jo ikke nogen “rigtig” og “forkert” proces. Det kan bare tage en hulens tid og rigtig, rigtig meget skriveerfaring, før man tør slippe de faste dogmer og udforske, hvilken skriveproces, der passer bedst til en selv – og til projektet.

Det er helt vildt forskelligt – og