“Don’t ask what your country can do for you” a la 2007
by Nadja
Jeg ved godt, at det er utroligt nørdet at have “yndlingsstilfigurer”. Men jeg står gerne ved min nørdethed og røber hermed, at en af mine ultimative yndlingsstilfigurer er kiasmen. Kryds- eller spejlfiguren, hvor man gentager det, man lige har sagt i modsat rækkefølge. Det mest alment kendte eksempel er Kennedy’s “Don’t ask what your country can do for you – ask what you can do for your country”.
Det er svært at lave velfungerende kiasmer – der samtidig giver mening. Og jo længere de bliver, jo sværere bliver det at give så meget indhold og pointe, at de bliver andet og mere end en stil-øvelse.
Så nu, hvor vi er ved de nye spilleregler og muligheder for politisk retorik på nettet, vil jeg lige henlede jeres opmærksomhed på denne her lille 2-minutters perle.
- Den er et flot eksempel på hvor stærke ord kan virke selv i en visuel tid, hvis de er stærkt nok sat sammen.
- Den fungerer effektivt som motivationsretorik, fordi man får lyst til at dele den med andre (jeg stødte på den gennem mailinglisten “Nye retorikere” – tak Hanne Dagmar!) og blogge om den.
- Den tager prisen som den smukkest fungerende kiasme jeg er stødt på i min tid.
Så her kommer – uden yderligere omsvøb – The Thruth:
Nadja Pass 
Hvor er den fantastisk – virkelig godt fundet på.
@ Maria – ja ikke, virkelig en af dem, man godt vil gemme til de tilfælde, hvor man bliver spurgt om gode eksempler. Klart imitatio-potentiale :-)
Super cool :-)
Meget tankevækkende. Meget afhænger af ens synsvinkel på en situation.
@ Luckow og Sascha – ja, den er nemlig super cool. Og ja, Sascha, det er meget tankevækkende, hvor meget rækkefølge, synsvinkel og underløgningsmusik kan påvirke øjene der ser, ørerne der lytter og tankerne, der bliver tænkt.
Smukt, og tænk en gang – Amélie gav blot det hele en ekstra dimension :)
Well, mente naturligvis Amélie-SOUNDTRACKET…