Nadja Pass

Nu, hvor jeg først er blevet opmærksom på spotlight-effekten, opdager jeg pludselig hvordan den kan hjælpe til at forklare en masse af de fænomener, jeg ofte blogger om her på Nadjas Reflexioner. Forleden var det cykelhjelms-kvababbelsen, der kom i projektørlyset. Men faktisk er der et endnu mere nærliggende eksempel fra det virkelige liv – nemlig kvababbelsen ved at lægge de første kommentarer i blogosfæren – endsige selv at begynde at blogge.

• Første gang man så småt opdager (i hvert fald de mere reflekterede, tankefulde, videntunge dele af) blogosfæren og de åbne kommentarfelter tænker man næhhh hvor interessant. Sikke nogle kloge (eller modige) mennesker, der her debatter i fri og lystig leg. Det der har jeg egentlig også en kommentar til selv – men jeg kunne da  aldrig drømme om at blande mig i debatten. Det ligner et lukket forum hvor alle kender  hinanden og tonen og fremgangsmetoden. Hvis jeg blander mig opdager de ALLESAMMEN, at jeg ikke hører til.
• På et vist tidspunkt når man frem til det punkt, hvor man vil lægge sin første kommentar. Og man gennemlæser den på kryds og tværs, og går lidt frem og tilbage, og er slet ikke spor sikker på, om man nogensinde vil få trykket på submit comment. Man indleder måske ligefrem sin kommentar med “ja, nu tillader jeg mig at blande mig…” eller Og når man så trytrytrytrykkkkkker sidder man der og venter spændt på, at den dukker op og er bange for at linksene ikke fungerer og hvis der går mere end halvandet sekund trykker man febrilsk igen og igen og er ved at DØ, når man kan se, at kommentarer pludselig ligger der seks gange i træk. Man afventer spændt, spændt, spændt reaktionerne. Og føler sig SÅ modig.
• Efter en vis rum tid går det så op for en, at der ikke nødvendigvis kommer reaktioner på alle de kommentarer man lægger. At de “gamle” bloggere er meget hjælpsomme til at angive, hvad man kunne have anderledes – uden at det er på en bedrevidende eller korreksende måde. At alle de andre slet ikke nødvendigvis kender hinanden fra andet end kommentarfelterne – og at det er væsentlig del af pointen, at der kan komme nogen til, der måske mener noget HELT andet end bloggeren. Og man opdager, at selvom man måske var kommet til at trykke “submit” seks gange og skrive noget vrøvl – eller de andre i kommentarfelterne er uenige med en…jamen så gør det måske heller ikke så meget endda.
• Spotlight-effekten aftager. Man er kun en ud af mange millioner bloggere og blogpolitiet sidder ikke derude og holder øje med hvert lille komma man sender ud i blogosfæren. Man føler sig friere, jammer lystigt derudad og kan godt leve med sine små kiks og fejl.

Og så er det, man måske er ved at være klar til at starte sin egen blog – og så starter spotlight-effekten sikkert helt forfra igen…