Nadja Pass

Det er noget sjovt noget med mig og vareprøver.

Ikke så meget de der små salatdressingmix-poser og creme-breve, man får med ugebladene og slet ikke den tørre toast-trekant med en skefuld Skagen-salat i supermarkederne; men mere de små lækre test-flasker på øjenmakeupfjerner og øjencreme man får med i lufthavnen, hvis man køber to mascaraer i stedet for den ene, man havde brug for; og ikke mindst de lækre små sager, prøver på olivenolier og langtidsmodnede balsamicoeddiker, der liiiige bliver stoppet ned i posen, når man flotter sig og køber parfumer, madvarer og alskens luksuriøse sager i udvalgte specialbutikker.

Det er simpelthen noget mærkeligt noget med mig og de vareprøver. For jeg bliver altid glad, lige når jeg får dem og forestiller mig bestemt at prøve dem (hvis de altså bare er remotely interessante eller lækre). Så de opfylder det ene af deres markedsføringsformål til fulde: jeg føler mig godt behandlet og føler, at jeg får noget ekstra gratis, selvom jeg udemærket godt ved, at de mest af alt er et markedsføringsstunt.

Men den anden – og vigtigere del – af deres markedsføringspotentiale falder fuldstænding til jorden med mig: Jeg får nemlig aldrig rigtig prøvet dem og derfor finder jeg heller aldrig ud af, at den kan jeg da bare ikke leve uden, så jeg må ned og købe den i en størrelse på lidt mere end 10 milliliter og blive så hooked, at jeg vender tilbage igen og igen indtil en ny vareprøve fanger mig ind… (og hvor producenternes store udfordring så er, at sende nye vareprøver på banen i det rigtige tempo – ikke så ofte, at de “kannibaliserer” på deres egne produkter, men absolut ofte nok, til at jeg ikke når at falde for en anden vareprøve fra et andet firma.)

Men det har simpelthen aldrig virket på den måde på mig. Jeg får nemlig aldrig rigtig prøvet skidtet, når det kommer til stykket. Jeg ved ikke hvorfor…For hey – let me face it –

• hvis jeg gik og gemte dem til en særlig lejlighed, ved jeg godt, at jeg aldrig ville turde satse på et helt nyt produkt til den særlige lejlighed, men ville have gennemtestet, valgt mit yndlingsprodukt og sørget for rigelige mængder af det inden.
• hvis logikken var at pakningerne jo var superpraktiske at have med på rejse, holder det heller ikke. For jeg tager dem aldrig med. De er alligevel så små, at de ikke rækker langt nok når det kommer til stykket. Og jeg har ikke lyst til at stå med en solcreme, der ikke duer, på øde badestrand.
• hvis pointen var en eller anden “gemme til natten/forråd/lager”-tankegang, er det virkelig dumt. For inden jeg genfinder det fra gemmerne, når det altid at blive så gammelt, at jeg hverken har lyst til at bruge det til indvortes eller udvortes brug.

Så indtil for ganske nylig har vareprøverne ligget og hobet sig op i mine køkkenskuffer, toiletskabet og i mine rodekasser. Men NU har jeg ændret strategi. For nu har jeg udnævnt vareprøverne til mini-krydderi på hverdagen. Hverdage, der så bliver særlige lejligheder. Hvis de umiddelbart appellerer til mig skal de prøves og bruges – med det samme. Og hvis de ikke er interessante, ryger de ud med det samme.

Jeg har selvfølgelig stadig mit faste grundrepertoire af cremer, parfumer og ingredienser, jeg stoler på og elsker. Men når man går  ofte nok med en parfume, kan man jo ikke længere selv dufte den. Og man glemmer den første overraskende forførelse af en ny olivenolies sprødhed eller blødhed, når man har brugt den i nogen tid. Så den store fordel ved min nye vareprøvestrategi er, at en helt almindelig hverdag pludselig kommer til at dufte overraskende af rose. En dressing få et strejf af Oliviers&Co.’s intense tomatpulver (bedste vareprøve nogensinde – ER fuldstændig hooked). Min hud føles blød på en ny måde. Og jeg genopdager samtidig mine yndlingsprodukter, når jeg vender tilbage til dem. 

Og så er det altså, at jeg til morgen afprøvede nogle produkter, jeg fik smidt med ned i posen igår. Kokos-bade-creme, kokos-krops-skrubbe-creme og kokos body-lotion. Og jeg prøvede ligesom dem allesammen i nævnte rækkefølge i brusebadet i morges. Og umiddelbart var oplevelsen rigtig god, og jeg elsker duften af kokos. Men jeg kan alligevel ikke helt sige mig fri fra at være hyperopmærksom på, at jeg skal tilbringe hele  den 1. august 2007 som en omvandrende kokosmakron.