Nadja Pass

Selvom Janteloven stadig meget ofte bliver brugt som enkle forklaring på danskernes manglende iværksætteri, bragen igennem, kulørt på klædedragten, selvtillid og mod, har jeg længe haft på fornemmelsen, at det slet ikke længere var janteloven, der var på spil. I hvert fald ikke, når det gælder de yngre generationer.

De fleste af os, der er født efter aborten blev fri, er ønskebørn i en sådan grad, at vi netop er opdraget til at “tro, vi er noget”. Man skal ikke være ret meget yngre end mig for, at man fra barnsben har fået tudet ørerne fulde af, at man tilhører de små årgange og frit vil kunne vælge tilværelse, job, kærester, hjemland etc etc på alle hylder (så meget desto desto større risikoen for frustrationer og depressioner, når det hele så alligevel ikke flasker sig – selvom man har fået muligheden for et lykkeligt liv i generations-vuggegave – men lad lige dét ligge et øjeblik…). Og trofæ-ungerne fra ti år og nedefter er fra fødslen blevet udstyret med et navn så unikt, at det i sig selv endte med at blive mode-navn og badet i så meget opmærksomhed, at de vist aldrig nogen sinde kommer i tvivl om, at de er noget.

Det er sgu ikke janteloven, der tynger os. Men NOGET bremser alligevel mange yngre danskere fra bare at brage igennem, udfolde deres fulde potentiale, kvitte jobbet, gå i knaldfarver, råbe “her kommer jeg” og fyre den af på dansegulvet med mindre man er i en lille tryghedsenklave, hvor alle de andre man omgiver sig med (på diskoteket, i det kreative kontorfællesskab, på holdet) skejer ud på samme måde (selv de mest “alternative” af os er som bekendt temmelig segment-forudsigelige…)

Men jeg har haft svært ved at sætte ord på, hvad det så er, lige indtil…tratrateraaaa…en god veninde supplerede min Mini-mediefestival 2007 med O – The Oprah magazine.

Hovedtemaet i dette nummer er O er, hvordan man slipper sine egne begrænsninger/hæmninger og går efter sine drømme – uanset om de drømme gælder kærligheden, jobbet, udseendet, hobbies, afslappet væremåde, sigen fra…you name it.

Som forklaringen på denne ‘self-consciousness’ har psykologerne Thomas Gilovich, Victoria Husted Medvec og Kenneth Savinsky fundet frem til den såkaldte “Spotlight-effect”. Udtrykket dækker over, at de fleste af os tror, at ALLE omkring os bemærker, hvis vi ser forkerte ud, siger noget dumt, ikke kender svaret på et simpelt spørgsmål, snubler, går kikset klædt. Vi står der, midt på scenen i fuldt spotlight – og alles øjne fokuserer på vores fejl, kiks og mangler.
Men psykologernes undersøgelser viser, at det reelt allerhøjst er halvdelen af dem, vi troede, der bemærkede det, der overhovedet bemærker det. Og endnu færre, der hæfter sig ved det.

Så alle går vi rundt i vores egen lille verden (ååååh Buster!) og tror, at alle de andre lægger meget mere mærke til vores små kiks, end tilfældet er. Derfor bliver vi overforsigtige i mange sammenhænge – og i andre sammenhænge undervurderer vi, hvor højt vi faktisk burde råbe, hvis folk skal bemærke det vigtige vi siger. Vi er måske selv dødtrætte af at gentage os selv i en uendelighed – mens andre reagerer somom de aldrig før har hørt det, vi siger. Det kender man typisk fra møder, hvor man halvkvalt fremkvækker en (god!) ide til et møde eller igen-igen gentager en gammel pointe bare for en sikkerheds skyld – og ingen reagerer, selvom ideen/pointen var vigtig nok til vende hele diskussionen på hovedet. Og så lidt senere er der en, der siger det samme lidt højere – og alle reagerer. Vi troede i udgangspunktet, at alles øjne og ører hvilede på os og det vi sagde – men reelt var der ingen, der bemærkede det.

Så kan man spørge sig selv, om ikke spotlight-effekten er Janteloven in disguise: Man vil ikke råbe højt nok, fordi man ikke vil føre føre sig frem og tro, man er noget. Men jeg tror, det forholder sig lige omvendt.

Det skyldes snarere, at ens ego er så stort, at man tror, alles øjne konstant hviler på en. Både når man fejler, og når man siger noget fornuftigt. Og derfor er man slet ikke klar over, hvor meget man kan fejle, uden at nogen reelt opdager det – og hvor meget kan larme om sine positive bedrifter, uden at folk begynder at synes, det er for meget. 

Og psykologernes enkle råd til, hvordan man håndterer spotlight-effecten er da også meget enkle at gå til, når man først er blevet opmærksom på dens eksistens:

1. Husk dig selv på, at spotlighteffekten får dig til at tro, at folk lægger dobbelt så meget mærke til, hvad du gør, som de faktisk gør. Så du kan roligt bare fordoble alt det gode du gør, og som folk gerne må lægge mærke til. Tale dobbelt så højt, gestikulere dobbelt så kraftigt, gentage dig selv dobbelt så mange gange. Så er du i det mindste oppe på den atttention du i forvejen troede du fik – og så er der stadig langt igen, til det bliver “for meget”.
2. Lad være at tænke på grænserne, begrænsningerne og det spotlight, der (måske) er på dig – og handl som du har lyst til og finder rigtigt med det samme. Så gør du det med større gennemslagskraft end hvis du lader frygten for andres opfattelse begrænse dig. Og dermed pejler efter nogle – sandsynligvis forkerte – opfattelser af, hvad du kan, må og bør.
3. Sig “Og hvad så?” til de kiksede ting, du kommer til at gøre. For det første vil der ikke være nær så mange, der bemærker dem, som spotlight-effekten får dig til at tro. For det andet er det jo ret ligegyldigt, hvad de resterende tænker.

Ahhhh. O: Pop-psykologisk sommerhus-lekture, når den er bedst .-)