Hvornår er det ok at dræbe dræbere?

by Nadja

Engang i mellem udvikler kommentarsporene sig her på bloggen så interessant, at jeg bliver helt ærgerlig over, at de gode pointer, nuancer og forklaringer I derude disker op med, skjuler sig dybt nede i kommentarfelterne.

For eksempel har mit indlæg om mine kvababbelser ved at dræbe dræbesnegle i løbet af dagen taget nye, tankevækkende og ret uventede drejninger. Og derfor har jeg valgt lige at hive to af kommentarerne herop som indlæg.

Nis skriver:

Wow. I kampen mod sneglene er du stødt på krigens grundlæggende etiske dilemma: Hvornår er det i orden at dræbe dræberne? Jeg har ikke selv en have, men det er jo oplagt! Et politisk dilemma i jordbærbedet.

De moralske skrupler ved at handle er oplagte – konsekvenserne af ikke at gøre det, er måske ikke. “Frø af ugræs er føget over hegnet” men hvordan træffer du beslutningen: modstand eller sameksistens?

Hvis man vil gøre sig håb om at føre en retfærdig krig, skal man skelne mellem to juridiske termer: Jus ad bellum og Jus in bello.

Jus ad bellum: Er berettigelsen og krigserklæringen i orden? I det klassiske Rom skulle man fx kaste et spyd over grænsen til det folk man gik i krig med. Så første spørgsmål må være hvordan man gør det i krigen mod sneglene? En håndfuld kogesalt og et skvæt øl over hækken? Er omfanget af salat-gufleri en trussel mod eksistens og uafhængighed?

Jus in bello: Krigsførelsens love. Der findes ingen sneglekrigskonvention og her er vi på bar bund. Igennem den nyere historie er der masser af eksempler på at man har set sin fjende som slimet, underlegen og en forbrydelse mod den “naturlige” natur. Det har sjældent gjort noget godt for krigsførelsen og retsopgøret bag efter. Men kan vi overhovedet føre en etisk krig mod snegle?

Ifølge de klassiske opfattelser gælder dogmer som proportionalitet og kravet om at ens midler ikke må være onde eller grusomme i sig selv. Oversat til kolonihaven? De nipper i vores salat, vi nipper i deres. Er kvælning, udtørring og drukning grusomme kampmidler? Er halshugning?

Slimsporet er tilbage ved sit udgangspunkt. En umulig blindgyde og vores midler gør os ikke bedre end dem. Den buddhistiske pacifisme er eneste udvej? Den amerikanske jurist Michael Walzer siger nej (bl.a. i sin bog Arguing about War): Pacifisme og ikke-voldelig modstand beror på modstanderens moral og skrupler, og hvad nu hvis ikke den slags ting får lov at spille en rolle? Hvad nu hvis angriberen udrydder de angrebne for at befolke området med sine egne? Det springende punkt her bliver den evige moralske revision af egne kampmidler og en overbevisning om at den sag man kæmper for er legitim og baseret på respekten for menneskeliv (snegleliv?).

Det er kun den ballast der kan gøre det udholdeligt at se sneglen i de lange øjenstilke inden man klipper den over på slagmarken. “Som individ er du værdig og værdifuld, men din sag er ond og derfor” … “splish”.

Og Frk. Jensen skriver:

Og wow! igen. Fra Iberiske skovsnegle til processen mod Eichmann-agtige problemstillinger.

Angående opfindsomheden i grusomme metoder at aflive med, så tror jeg vi må se i øjnene, at Danmark stadig kulturelt set er et landbrugsland, og de fleste af os tænker som fattige husmænd.

Distinktionen ligger imellem nytte og unytte. “Kan det hér dyr bidrage til min families velfærd eller kan det ikke. …Ikke?” *SMAK*!

Folks forhold til deres haver, og til det ordensregime der helst skal herske i haven, er i mine øjne en afspejling af dengang det faktisk var et spørgsmål om liv eller død (eller i hvert fald forskellen på trivelige børn og blegsotige børn) at vinde over naturen og få haven eller landbruget til trives og yde.

Heldigvis kan vi bare gå i Brugsen nu, men vi har stadig vores små matrikler hvor vi sår, vander, klipper, beskærer, skuffer, hakker og luger som galdt det livet.

Da min mormor var ung var en velplejet have et tegn på, at hér boede en familie som havde styr på tingene. Selv om vi ikke længere ernærer os hele vinteren af det vi kan dyrke om sommeren, så er idealet om den velplejede, kontrollerede have rejst med. Ligeså er angsten for skadedyr: Fluer, hvepse, bremser, bladlus og andre dyr som vil sidde i vores mad, stikke, suge blod eller i det hele taget blande sig i vores velfærd.

Edderkoppen er et eksempel på et dyr, som lever i vores huse, men som man ikke automatisk langer ud efter, for “den gør jo ikke noget” som ens mor plejede at sige. Tværtom har vi en fornemmelse af, at den faktisk gør nytte ved at fange alt muligt andet kryb.

Hermed ikke sagt, at der ikke er andre nydelser i haven end at kontrollere den. Men hvis man tænker efter og begynder at se sig om efter det, så vil man opdage hvor stort et element kontrol og styring faktisk er. Tjek næste havecenter-reklame. Det er en kæmpeindustri at sælge udstyr til os have-controlfreaks.

Uhm – samtidig har jeg en lumsk fornemmelse af, at sneglene også kan komme til at tricke sådan noget globaliserings-angst. Gletcherne smelter og sneglene kommer galopperende sydfra. Og mens vi ikke kan gøre så meget ved vejret, der er blevet tosset, så skal sneglene saftsu….. få, skal de.

Nå, men Nadja. It all comes down to, at hvis du virkelig kan praktisere en fredelig sameksistens med sneglene så er du i sandhed et højt uviklet menneske, der for alvor er rykket væk fra landbrugssamfundets snærende bånd! Er ikke helt sikker på at jeg selv (aerhm) er der endnu. Når de infinder sig indenfor mit stakit må jeg nok desværre gribe til drastiske midler, omend jeg (som Katrine) helst bare ville lukke øjnene og få nogle andre til at eksekvere dødsdommen for mig. Yuck!

Så altså: Var jeg i tvivl i morges, er jeg det ikke længere. Det var rigtig godt at få andre perspektiver med ind i dilemmaet. Og Nis’ indlæg satte sig virkelig fast. For efter at have studeret minoritetsstudier ved jeg kun alt for godt, hvor galt det kan gå, når man begynder at kalde særlige arter for grimme navne; fremhæve, at de yngler som rotter; sammenligne dem med andre skadedyr; sige, at de spiser en ud af hus og hjem; opfordre alle andre til at hjælpe til med udryddelsen og undskylder sit barbari med fællesskabets bedste. (update: Hov. Det kom lige til at lyde lidt mere groft, end intentionen var. Jeg må hellere lige understrege, at jeg på ingen måde vil anklage dem, der har valgt at dræbe snegle, for at være onde. Jeg forstår sagtens argumenterne FOR at dræbe dem. Derfor dilemmaet! Men jeg har nu fået tiltrængt skyts til argumentere overfor mig selv, at det er ok, at jeg personligt lader stå til :-)

Så den eneste snegl, jeg skal dræbe skal være den, jeg forleden kom til at squizzsche i mørket under mine Crocks forleden nat. Og det var virkelig uforvarende og ikke spor med vilje. Havde mycket gerne været det foruden.

Reklamer