Nadja Pass

Hvornår er det ok at dræbe dræbere?

Engang i mellem udvikler kommentarsporene sig her på bloggen så interessant, at jeg bliver helt ærgerlig over, at de gode pointer, nuancer og forklaringer I derude disker op med, skjuler sig dybt nede i kommentarfelterne.

For eksempel har mit indlæg om mine kvababbelser ved at dræbe dræbesnegle i løbet af dagen taget nye, tankevækkende og ret uventede drejninger. Og derfor har jeg valgt lige at hive to af kommentarerne herop som indlæg.

Nis skriver:

Wow. I kampen mod sneglene er du stødt på krigens grundlæggende etiske dilemma: Hvornår er det i orden at dræbe dræberne? Jeg har ikke selv en have, men det er jo oplagt! Et politisk dilemma i jordbærbedet.

De moralske skrupler ved at handle er oplagte – konsekvenserne af ikke at gøre det, er måske ikke. “Frø af ugræs er føget over hegnet” men hvordan træffer du beslutningen: modstand eller sameksistens?

Hvis man vil gøre sig håb om at føre en retfærdig krig, skal man skelne mellem to juridiske termer: Jus ad bellum og Jus in bello.

Jus ad bellum: Er berettigelsen og krigserklæringen i orden? I det klassiske Rom skulle man fx kaste et spyd over grænsen til det folk man gik i krig med. Så første spørgsmål må være hvordan man gør det i krigen mod sneglene? En håndfuld kogesalt og et skvæt øl over hækken? Er omfanget af salat-gufleri en trussel mod eksistens og uafhængighed?

Jus in bello: Krigsførelsens love. Der findes ingen sneglekrigskonvention og her er vi på bar bund. Igennem den nyere historie er der masser af eksempler på at man har set sin fjende som slimet, underlegen og en forbrydelse mod den “naturlige” natur. Det har sjældent gjort noget godt for krigsførelsen og retsopgøret bag efter. Men kan vi overhovedet føre en etisk krig mod snegle?

Ifølge de klassiske opfattelser gælder dogmer som proportionalitet og kravet om at ens midler ikke må være onde eller grusomme i sig selv. Oversat til kolonihaven? De nipper i vores salat, vi nipper i deres. Er kvælning, udtørring og drukning grusomme kampmidler? Er halshugning?

Slimsporet er tilbage ved sit udgangspunkt. En umulig blindgyde og vores midler gør os ikke bedre end dem. Den buddhistiske pacifisme er eneste udvej? Den amerikanske jurist Michael Walzer siger nej (bl.a. i sin bog Arguing about War): Pacifisme og ikke-voldelig modstand beror på modstanderens moral og skrupler, og hvad nu hvis ikke den slags ting får lov at spille en rolle? Hvad nu hvis angriberen udrydder de angrebne for at befolke området med sine egne? Det springende punkt her bliver den evige moralske revision af egne kampmidler og en overbevisning om at den sag man kæmper for er legitim og baseret på respekten for menneskeliv (snegleliv?).

Det er kun den ballast der kan gøre det udholdeligt at se sneglen i de lange øjenstilke inden man klipper den over på slagmarken. “Som individ er du værdig og værdifuld, men din sag er ond og derfor” … “splish”.

Og Frk. Jensen skriver:

Og wow! igen. Fra Iberiske skovsnegle til processen mod Eichmann-agtige problemstillinger.

Angående opfindsomheden i grusomme metoder at aflive med, så tror jeg vi må se i øjnene, at Danmark stadig kulturelt set er et landbrugsland, og de fleste af os tænker som fattige husmænd.

Distinktionen ligger imellem nytte og unytte. “Kan det hér dyr bidrage til min families velfærd eller kan det ikke. …Ikke?” *SMAK*!

Folks forhold til deres haver, og til det ordensregime der helst skal herske i haven, er i mine øjne en afspejling af dengang det faktisk var et spørgsmål om liv eller død (eller i hvert fald forskellen på trivelige børn og blegsotige børn) at vinde over naturen og få haven eller landbruget til trives og yde.

Heldigvis kan vi bare gå i Brugsen nu, men vi har stadig vores små matrikler hvor vi sår, vander, klipper, beskærer, skuffer, hakker og luger som galdt det livet.

Da min mormor var ung var en velplejet have et tegn på, at hér boede en familie som havde styr på tingene. Selv om vi ikke længere ernærer os hele vinteren af det vi kan dyrke om sommeren, så er idealet om den velplejede, kontrollerede have rejst med. Ligeså er angsten for skadedyr: Fluer, hvepse, bremser, bladlus og andre dyr som vil sidde i vores mad, stikke, suge blod eller i det hele taget blande sig i vores velfærd.

Edderkoppen er et eksempel på et dyr, som lever i vores huse, men som man ikke automatisk langer ud efter, for “den gør jo ikke noget” som ens mor plejede at sige. Tværtom har vi en fornemmelse af, at den faktisk gør nytte ved at fange alt muligt andet kryb.

Hermed ikke sagt, at der ikke er andre nydelser i haven end at kontrollere den. Men hvis man tænker efter og begynder at se sig om efter det, så vil man opdage hvor stort et element kontrol og styring faktisk er. Tjek næste havecenter-reklame. Det er en kæmpeindustri at sælge udstyr til os have-controlfreaks.

Uhm – samtidig har jeg en lumsk fornemmelse af, at sneglene også kan komme til at tricke sådan noget globaliserings-angst. Gletcherne smelter og sneglene kommer galopperende sydfra. Og mens vi ikke kan gøre så meget ved vejret, der er blevet tosset, så skal sneglene saftsu….. få, skal de.

Nå, men Nadja. It all comes down to, at hvis du virkelig kan praktisere en fredelig sameksistens med sneglene så er du i sandhed et højt uviklet menneske, der for alvor er rykket væk fra landbrugssamfundets snærende bånd! Er ikke helt sikker på at jeg selv (aerhm) er der endnu. Når de infinder sig indenfor mit stakit må jeg nok desværre gribe til drastiske midler, omend jeg (som Katrine) helst bare ville lukke øjnene og få nogle andre til at eksekvere dødsdommen for mig. Yuck!

Så altså: Var jeg i tvivl i morges, er jeg det ikke længere. Det var rigtig godt at få andre perspektiver med ind i dilemmaet. Og Nis’ indlæg satte sig virkelig fast. For efter at have studeret minoritetsstudier ved jeg kun alt for godt, hvor galt det kan gå, når man begynder at kalde særlige arter for grimme navne; fremhæve, at de yngler som rotter; sammenligne dem med andre skadedyr; sige, at de spiser en ud af hus og hjem; opfordre alle andre til at hjælpe til med udryddelsen og undskylder sit barbari med fællesskabets bedste. (update: Hov. Det kom lige til at lyde lidt mere groft, end intentionen var. Jeg må hellere lige understrege, at jeg på ingen måde vil anklage dem, der har valgt at dræbe snegle, for at være onde. Jeg forstår sagtens argumenterne FOR at dræbe dem. Derfor dilemmaet! Men jeg har nu fået tiltrængt skyts til argumentere overfor mig selv, at det er ok, at jeg personligt lader stå til :-)

Så den eneste snegl, jeg skal dræbe skal være den, jeg forleden kom til at squizzsche i mørket under mine Crocks forleden nat. Og det var virkelig uforvarende og ikke spor med vilje. Havde mycket gerne været det foruden.

Janteloven a la 2007: The spotlight-effect?

Selvom Janteloven stadig meget ofte bliver brugt som enkle forklaring på danskernes manglende iværksætteri, bragen igennem, kulørt på klædedragten, selvtillid og mod, har jeg længe haft på fornemmelsen, at det slet ikke længere var janteloven, der var på spil. I hvert fald ikke, når det gælder de yngre generationer.

De fleste af os, der er født efter aborten blev fri, er ønskebørn i en sådan grad, at vi netop er opdraget til at “tro, vi er noget”. Man skal ikke være ret meget yngre end mig for, at man fra barnsben har fået tudet ørerne fulde af, at man tilhører de små årgange og frit vil kunne vælge tilværelse, job, kærester, hjemland etc etc på alle hylder (så meget desto desto større risikoen for frustrationer og depressioner, når det hele så alligevel ikke flasker sig – selvom man har fået muligheden for et lykkeligt liv i generations-vuggegave – men lad lige dét ligge et øjeblik…). Og trofæ-ungerne fra ti år og nedefter er fra fødslen blevet udstyret med et navn så unikt, at det i sig selv endte med at blive mode-navn og badet i så meget opmærksomhed, at de vist aldrig nogen sinde kommer i tvivl om, at de er noget.

Det er sgu ikke janteloven, der tynger os. Men NOGET bremser alligevel mange yngre danskere fra bare at brage igennem, udfolde deres fulde potentiale, kvitte jobbet, gå i knaldfarver, råbe “her kommer jeg” og fyre den af på dansegulvet med mindre man er i en lille tryghedsenklave, hvor alle de andre man omgiver sig med (på diskoteket, i det kreative kontorfællesskab, på holdet) skejer ud på samme måde (selv de mest “alternative” af os er som bekendt temmelig segment-forudsigelige…)

Men jeg har haft svært ved at sætte ord på, hvad det så er, lige indtil…tratrateraaaa…en god veninde supplerede min Mini-mediefestival 2007 med O – The Oprah magazine.

Hovedtemaet i dette nummer er O er, hvordan man slipper sine egne begrænsninger/hæmninger og går efter sine drømme – uanset om de drømme gælder kærligheden, jobbet, udseendet, hobbies, afslappet væremåde, sigen fra…you name it.

Som forklaringen på denne ‘self-consciousness’ har psykologerne Thomas Gilovich, Victoria Husted Medvec og Kenneth Savinsky fundet frem til den såkaldte “Spotlight-effect”. Udtrykket dækker over, at de fleste af os tror, at ALLE omkring os bemærker, hvis vi ser forkerte ud, siger noget dumt, ikke kender svaret på et simpelt spørgsmål, snubler, går kikset klædt. Vi står der, midt på scenen i fuldt spotlight – og alles øjne fokuserer på vores fejl, kiks og mangler.
Men psykologernes undersøgelser viser, at det reelt allerhøjst er halvdelen af dem, vi troede, der bemærkede det, der overhovedet bemærker det. Og endnu færre, der hæfter sig ved det.

Så alle går vi rundt i vores egen lille verden (ååååh Buster!) og tror, at alle de andre lægger meget mere mærke til vores små kiks, end tilfældet er. Derfor bliver vi overforsigtige i mange sammenhænge – og i andre sammenhænge undervurderer vi, hvor højt vi faktisk burde råbe, hvis folk skal bemærke det vigtige vi siger. Vi er måske selv dødtrætte af at gentage os selv i en uendelighed – mens andre reagerer somom de aldrig før har hørt det, vi siger. Det kender man typisk fra møder, hvor man halvkvalt fremkvækker en (god!) ide til et møde eller igen-igen gentager en gammel pointe bare for en sikkerheds skyld – og ingen reagerer, selvom ideen/pointen var vigtig nok til vende hele diskussionen på hovedet. Og så lidt senere er der en, der siger det samme lidt højere – og alle reagerer. Vi troede i udgangspunktet, at alles øjne og ører hvilede på os og det vi sagde – men reelt var der ingen, der bemærkede det.

Så kan man spørge sig selv, om ikke spotlight-effekten er Janteloven in disguise: Man vil ikke råbe højt nok, fordi man ikke vil føre føre sig frem og tro, man er noget. Men jeg tror, det forholder sig lige omvendt.

Det skyldes snarere, at ens ego er så stort, at man tror, alles øjne konstant hviler på en. Både når man fejler, og når man siger noget fornuftigt. Og derfor er man slet ikke klar over, hvor meget man kan fejle, uden at nogen reelt opdager det – og hvor meget kan larme om sine positive bedrifter, uden at folk begynder at synes, det er for meget. 

Og psykologernes enkle råd til, hvordan man håndterer spotlight-effecten er da også meget enkle at gå til, når man først er blevet opmærksom på dens eksistens:

  1. Husk dig selv på, at spotlighteffekten får dig til at tro, at folk lægger dobbelt så meget mærke til, hvad du gør, som de faktisk gør. Så du kan roligt bare fordoble alt det gode du gør, og som folk gerne må lægge mærke til. Tale dobbelt så højt, gestikulere dobbelt så kraftigt, gentage dig selv dobbelt så mange gange. Så er du i det mindste oppe på den atttention du i forvejen troede du fik – og så er der stadig langt igen, til det bliver “for meget”.
  2. Lad være at tænke på grænserne, begrænsningerne og det spotlight, der (måske) er på dig – og handl som du har lyst til og finder rigtigt med det samme. Så gør du det med større gennemslagskraft end hvis du lader frygten for andres opfattelse begrænse dig. Og dermed pejler efter nogle – sandsynligvis forkerte – opfattelser af, hvad du kan, må og bør.
  3. Sig “Og hvad så?” til de kiksede ting, du kommer til at gøre. For det første vil der ikke være nær så mange, der bemærker dem, som spotlight-effekten får dig til at tro. For det andet er det jo ret ligegyldigt, hvad de resterende tænker.

Ahhhh. O: Pop-psykologisk sommerhus-lekture, når den er bedst .-)

%d bloggers like this: