Du må ikke slå ihjel (med mindre offeret er en dræbersnegl)
by Nadja
Indrømmet: Indtil dræbersneglene holdt deres indtog i mit eget sommerhus og omegn, kunne jeg ikke helt forstå, at de slimede bæster havde så stort held til at erobre spalteplads og samtaletid. Men nu, hvor de hver aften glider henover græsset og efterlader strimede spor henover fliserne, og hvor der er højrisiko for at splatte dem under sandalerne, når man bevæger sig udenfor om aftenen, begynder jeg at fornemme problemets omfang. Også selvom vi hverken har køkkenhave eller staudebede, de kan angribe.
Alligevel overrasker det mig, at det er så tilladt og fuldt accepteret (ja, nærmest påkrævet, hvis man ikke vil være den dårlige nabo, der smadrer alle de andre snegle-fangst-anstrengelser) at tage livet af de stakkels hermafroditter på den mest barbariske måde.
I forsommeren læste jeg om forskellige metoder i Politiken. Her var rådene blandt andet:
Sneglene samles i en spand og overhældes med spilkogende vand – sneglene dør straks.
Sneglene hakkes over med en spade eller klippes over med saks. Snittet bør ligge lige omkring åndehullet bag på nakken for at sikre en hurtig død.
Ølfælder er en anden bekæmpelsesmetode. Øllet hældes i en nedgravet beholder eller flad skål om aftenen. Sneglene tiltrækkes af duften, kravler op i skålen og drukner.
Døde snegle skal graves ned, da de tiltrækker andre snegle, hvis de ligger på jorden.
Kilde: www.skovognatur.dk
Forleden så jeg naboerne heroppe gå med plasticpose og madpincet ved skumringstide og samle posefulde af snegle, binde knude på og smide dem i skraldespanden til langsom kvælning. Og vores “græs-slå-mand” anbefalede mig at knalde mursten ned over dem, så de smattede ud på fliserne. Det er somom dræbersneglene giver os lov til at udleve vores indre barbar på helt legal vis – og jo ondere, man kan tage livet af dem, jo bedre.
Men selvom jeg ved, det er til grundejerforeningens, havens og de lune nætters bedste, har jeg alligevel svært ved at iværksætte min indre barbar. Der er så mange ting i hele dræbersneglsdebatten, jeg ikke helt forstår:
- Hvorfor skal det være sådan nogle grove metoder, man skal tage i brug? (stille kvælningsdød i plastpose forekommer faktisk at være det mest humane)
- Hvorfor gør man alt, hvad man kan for at redde en sommerfugl, der har forvildet sig indenfor – mens man gladelig fluesmækker fluer, hvepse og bremser? Synes, det er helt ok, når ungerne får myggene til at eksplodere af blod ved trykke omkring myggestikket? Og torturerer dræbersnegle? Hvor er det grænsen går?
- Hvordan ville vi have håndteret dræbersnegle-problematikken, hvis de ikke havde fået sådan et bestialsk navn fra starten, men i stedet var blevet kaldt for eksempel “Skærsommernats-snegle” eller “Brun-orange natte-gæster”? Havkattens popularitet steg jo med mange hundrede procent, da man begyndte at kalde den kotelet-fisk…og jeg ved godt, at den ikke guffede alle køkkenhaverne, men det er alligevel noget lidt andet at hakke en dræbersnegl over end at sønderlemme en “skærsommernats-snegl”.
Øv altså…jeg har ikke lyst til at skulle på sneglejagt. Jeg har ikke lyst til at skulle bryde med Moselovens bud om ikke at slå ihjel. Jeg har absolut intet behov for at skulle udleve min indre barbar. Men jeg har heller ikke lyst til at være hende, der bare lader stå til og er skyld i at alle de andres anstrengelser er helt forgæves. Et sandt hverdagsdilemma af den slags, hvor flere forskellige principper og livstilgange konflikter midt i hverdagens små trivialiteter.
Nadja Pass 
“Skærsommernats-snegl” *fnis*
Måske er det lidt uretfærdigt at kalde dem _dræber_snegle, når alt de gør er at kaste sig over de mumsede rester af deres allerede afdøde artsfæller.
På den anden side kan de tilbagelægge op til 9 meter i timen (en almindelig snegl er vist nede på 60 cm i timen), og de er overordentlige grådige og tilmed så top-slimede at de kan færdes steder hvor almindelige snegle ikke ville drømme om at sætte deres sarte fod.
Så ok, måske noget i retning af orange hurtiggnasker-snegl, Stor universalspisersnegl eller måske bare hurtigglidende urtebedsfjerner.
I det mindste kan man da ikke beskylde dem for ikke at udvise initiativ. Det kan kun være et spørgsmål om tid før de finder ud af at kravle ind ad køkkenvinduer om natten og selv lirke køleskabslågen op.
Ang. aflivning. Ja, det sucks!
godt brølt, jeg vil dog syntes at du skulle vælge at være en god buddhist og lade dem være =) – men jeg kan godt se problemet med et snegleovercrowded sommer(snegle?)hus… =)
@ Frk. Jensen…gode alternative navnebud. Vidste bare, at hvis nogen havde gjort sig nogle interessante tanker om det her, måtte det være dig :-)
@ Henriette: Jeg tror også bare at jeg lader dem være. Sagen er jo også, at jeg som “endnu ikke ligefrem efterlønner” ikke har mulighed for at være heroppe så konsistent som sneglejagten kræver, hvis den skal nytte noget. Så hvis mit sommerhus alligevel er ubemandet en uges tid i træk vil al fangst alligevel være ret omsons. Så vil jeg hellere spare lidt ekstra på mit personlige CO2-udslip i håbet om, at den globale opvarmning lige bremser lidt op, så vi kan få en god gang nattefrost til vinter – så naturen kan gå sin gang uden barbari.
Wow. I kampen mod sneglene er du stødt på krigens grundlæggende etiske dilemma: Hvornår er det i orden at dræbe dræberne? Jeg har ikke selv en have, men det er jo oplagt! Et politisk dilemma i jordbærbedet.
De moralske skrupler ved at handle er oplagte – konsekvenserne af ikke at gøre det, er måske ikke. “Frø af ugræs er føget over hegnet” men hvordan træffer du beslutningen: modstand eller sameksistens?
Hvis man vil gøre sig håb om at føre en retfærdig krig, skal man skelne mellem to juridiske termer: Jus ad bellum og Jus in bello.
Jus ad bellum: Er berettigelsen og krigserklæringen i orden? I det klassiske Rom skulle man fx kaste et spyd over grænsen til det folk man gik i krig med. Så første spørgsmål må være hvordan man gør det i krigen mod sneglene? En håndfuld kogesalt og et skvæt øl over hækken? Er omfanget af salat-gufleri en trussel mod eksistens og uafhængighed?
Jus in bello: Krigsførelsens love. Der findes ingen sneglekrigskonvention og her er vi på bar bund. Igennem den nyere historie er der masser af eksempler på at man har set sin fjende som slimet, underlegen og en forbrydelse mod den “naturlige” natur. Det har sjældent gjort noget godt for krigsførelsen og retsopgøret bag efter. Men kan vi overhovedet føre en etisk krig mod snegle?
Ifølge de klassiske opfattelser gælder dogmer som proportionalitet og kravet om at ens midler ikke må være onde eller grusomme i sig selv. Oversat til kolonihaven? De nipper i vores salat, vi nipper i deres. Er kvælning, udtørring og drukning grusomme kampmidler? Er halshugning?
Slimsporet er tilbage ved sit udgangspunkt. En umulig blindgyde og vores midler gør os ikke bedre end dem. Den buddhistiske pacifisme er eneste udvej? Den amerikanske jurist Michael Walzer siger nej (bl.a. i sin bog Arguing about War): Pacifisme og ikke-voldelig modstand beror på modstanderens moral og skrupler, og hvad nu hvis ikke den slags ting får lov at spille en rolle? Hvad nu hvis angriberen udrydder de angrebne for at befolke området med sine egne? Det springende punkt her bliver den evige moralske revision af egne kampmidler og en overbevisning om at den sag man kæmper for er legitim og baseret på respekten for menneskeliv (snegleliv?).
Det er kun den ballast der kan gøre det udholdeligt at se sneglen i de lange øjenstilke inden man klipper den over på slagmarken. “Som individ er du værdig og værdifuld, men din sag er ond og derfor” … “splish”.
@ Nis: Wauw tilbage! Fantastisk videreudbygning af dilemmaet til et langt større perspektiv – og godt eksempel på, hvordan selve udskældningen/navngivningen/fremhævningen-af-fjendens værste-træk kan være med til at legitimere at man sætter sin egne moral-begreber i baggrunden.
Og for at det ikke skal være løgn passer nabo-problemet jo også vældig godt ind. En form for moralsk gruppepres. Man vil ikke være den dårlige nabo, der ødelægger det for de andre: Ergo begynder man også at legitimere sin anløbne moral med, at det er bedst for (det meget lokale) almenvælde.
Er vi ikke her også ude i et beslægtet og ret fundamentalt emne her, nemlig det lidt skræmmende fænomen at der er en verden til forskel mellem at beordre ihjelslåning og selv at gøre det? Mellem at sende soldater i felten og selv at være en. Eller mellem at sende en mand i den elektriske stol og selv at trykke på den berømte knap. Eller et andet eksempel: Nu er vi jo ikke i krig med kyllingerne, men der er nok en del af os der ville leve som vegetarer, hvis vi selv skulle kappe hovedet af de små bæster.
Og her er tiden til selverkendelse. Jeg personligt har ingen kvaler ved et massemord på dræbersneglene. Jeg har det bare lige som Nadja: Jeg KAN simpelthen ikke selv sætte spaden i dem. Både fordi det er en voldelig handling som jeg helst ville outsource. Men også fordi det bare er så ulækkert. Ad.
Og wow! igen. Fra Iberiske skovsnegle til processen mod Eichmann-agtige problemstillinger.
Angående opfindsomheden i grusomme metoder at aflive med, så tror jeg vi må se i øjnene, at Danmark stadig kulturelt set er et landbrugsland, og de fleste af os tænker som fattige husmænd.
Distinktionen ligger imellem nytte og unytte. “Kan det hér dyr bidrage til min families velfærd eller kan det ikke. …Ikke?” *SMAK*!
Folks forhold til deres haver, og til det ordensregime der helst skal herske i haven, er i mine øjne en afspejling af dengang det faktisk var et spørgsmål om liv eller død (eller i hvert fald forskellen på trivelige børn og blegsotige børn) at vinde over naturen og få haven eller landbruget til trives og yde.
Heldigvis kan vi bare gå i Brugsen nu, men vi har stadig vores små matrikler hvor vi sår, vander, klipper, beskærer, skuffer, hakker og luger som galdt det livet.
Da min mormor var ung var en velplejet have et tegn på, at hér boede en familie som havde styr på tingene. Selv om vi ikke længere ernærer os hele vinteren af det vi kan dyrke om sommeren, så er idealet om den velplejede, kontrollerede have rejst med. Ligeså er angsten for skadedyr: Fluer, hvepse, bremser, bladlus og andre dyr som vil sidde i vores mad, stikke, suge blod eller i det hele taget blande sig i vores velfærd.
Edderkoppen er et eksempel på et dyr, som lever i vores huse, men som man ikke automatisk langer ud efter, for “den gør jo ikke noget” som ens mor plejede at sige. Tværtom har vi en fornemmelse af, at den faktisk gør nytte ved at fange alt muligt andet kryb.
Hermed ikke sagt, at der ikke er andre nydelser i haven end at kontrollere den. Men hvis man tænker efter og begynder at se sig om efter det, så vil man opdage hvor stort et element kontrol og styring faktisk er. Tjek næste havecenter-reklame. Det er en kæmpeindustri at sælge udstyr til os have-controlfreaks.
Uhm – samtidig har jeg en lumsk fornemmelse af, at sneglene også kan komme til at tricke sådan noget globaliserings-angst. Gletcherne smelter og sneglene kommer galopperende sydfra. Og mens vi ikke kan gøre så meget ved vejret, der er blevet tosset, så skal sneglene saftsu….. få, skal de.
Nå, men Nadja. It all comes down to, at hvis du virkelig kan praktisere en fredelig sameksistens med sneglene så er du i sandhed et højt uviklet menneske, der for alvor er rykket væk fra landbrugssamfundets snærende bånd! Er ikke helt sikker på at jeg selv (aerhm) er der endnu. Når de infinder sig indenfor mit stakit må jeg nok desværre gribe til drastiske midler, omend jeg (som Katrine) helst bare ville lukke øjnene og få nogle andre til at eksekvere dødsdommen for mig. Yuck!
@ Frk. Jensen
Tak, af hjertet tak. Hvis selv en blomsterelsker som du “frikender” mig, hvis jeg vælger at leve i fredelig sameksistens som hermafroditterne, er det simpelthen bare det, jeg gør. (note til Eichmann & Co. – selv under gruppepres kan moralsk opbakning fra rette kant bringe potentiel bøddel tilbage på rette moralske spor :-)
Og også tak for virkelig fine husmands-betragtninger. Spot on!
[…] eksempel har mit indlæg om mine kvababbelser ved at dræbe dræbesnegle i løbet af dagen taget nye, tankevækkende og ret uventede drejninger. Og derfor har jeg valgt […]
Sidste uges Weekendavisen var med i sommerhus, og sjovt nok handlede to af artiklerne om beslægtede emner:
1) En klumme, hvor Anna Libak fortæller, hvordan hun chickenede ud og bestak sine børn til at samle kræene ind, så hun selv slap for det (lige som da hun lod sin datter hælde levende krebs i det kogende vand, og selv lå i sengen med en pude over ørerne)
og
2) Et interview med Christian Kock om betydningen af navngivning af fænomener og strategier, som fx Socialdemokratiets kiksede forsøg på at skjule, at arbejdsmarkedsbidraget reelt er en skat, selvom det kaldes noget så altruistisk som “bidrag”.
Så Frk. Jensens bidrag [sic ;-) ] til omdøbning af det såkaldte dræbersnegl er kærkomne.
PS. I Spanien, hvor jeg har sommerhus, er ærkefjenden en “amerikansk bille”.
For mere læsning om parallel navngivning og omtale af insekter/andre dyr på den ene side og nationaliteter/socialklasser mv. på den anden side, vil jeg anbefale Tsing, Anna Lowenhaupts artikel fra 1995, “Empowering Nature, or: Some Gleanings in Bee Culture” (I Yanagisako, S. & C. Delaney (eds.): Naturalizing Power. Essays in Feminist Cultural Analysis. London & New York: Routledge).
Tankevækkende læsning.
Jeg er bare lige nødt til at dele det her: Forleden så jeg så i et eller andet tilfældigt tv-program jeg zappede forbi og derfor ikke kan referere mere specifikt til, hvordan det ser ud, når man så klipper en snegl over.
Og jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig… Men nok noget i stil med lidt sej, massiv vingummi. I hvert fald ikke, at der ville vælde indvolde og snegletarme op af hullet. Det kunne jeg selvfølgelig godt have sagt mig selv ved nærmere eftertanke. Men jeg havde altså virkelig, virkelig ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville være SÅ drabeligt at dræbe dræberne.
BVADR!
Eller som A. And siger det: Uak!
Det lyder godt nok klamt.
Iøvrigt hedder en dræbersnegl en “mordersnegl” på norsk. Det lyder nærmest hitchcocksk, ikke sandt?
@ Levende – og i Politiken står der i dag, at deres seneste nye latinske navn (ret syret koncept det med nye latinske navne, i øvrigt…) er Arion Vulgaris.
Come on, altså :-)
[…] 8, 2008 af Nadja Sidste år på denne tid erklærede jeg mig som udpræget dræbersneglspacifist, hvilket afledte en masse interessante analyser i kommentarfelterne. Og jeg ved ikke, om det er min […]