Du må ikke slå ihjel (med mindre offeret er en dræbersnegl)

by Nadja

Indrømmet: Indtil dræbersneglene holdt deres indtog i mit eget sommerhus og omegn, kunne jeg ikke helt forstå, at de slimede bæster havde så stort held til at erobre spalteplads og samtaletid. Men nu, hvor de hver aften glider henover græsset og efterlader strimede spor henover fliserne, og hvor der er højrisiko for at splatte dem under sandalerne, når man bevæger sig udenfor om aftenen, begynder jeg at fornemme problemets omfang. Også selvom vi hverken har køkkenhave eller staudebede, de kan angribe.

Alligevel overrasker det mig, at det er så tilladt og fuldt accepteret (ja, nærmest påkrævet, hvis man ikke vil være den dårlige nabo, der smadrer alle de andre snegle-fangst-anstrengelser) at tage livet af de stakkels hermafroditter på den mest barbariske måde.

I forsommeren læste jeg om forskellige metoder i Politiken. Her var rådene blandt andet:

Sneglene samles i en spand og overhældes med spilkogende vand – sneglene dør straks.

Sneglene hakkes over med en spade eller klippes over med saks. Snittet bør ligge lige omkring åndehullet bag på nakken for at sikre en hurtig død.

Ølfælder er en anden bekæmpelsesmetode. Øllet hældes i en nedgravet beholder eller flad skål om aftenen. Sneglene tiltrækkes af duften, kravler op i skålen og drukner.

Døde snegle skal graves ned, da de tiltrækker andre snegle, hvis de ligger på jorden.

Kilde: www.skovognatur.dk

Forleden så jeg naboerne heroppe gå med plasticpose og madpincet ved skumringstide og samle posefulde af snegle, binde knude på og smide dem i skraldespanden til langsom kvælning. Og vores “græs-slå-mand” anbefalede mig at knalde mursten ned over dem, så de smattede ud på fliserne. Det er somom dræbersneglene giver os lov til at udleve vores indre barbar på helt legal vis – og jo ondere, man kan tage livet af dem, jo bedre.

Men selvom jeg ved, det er til grundejerforeningens, havens og de lune nætters bedste, har jeg alligevel svært ved at  iværksætte min indre barbar. Der er så mange ting i hele dræbersneglsdebatten, jeg ikke helt forstår:

  1. Hvorfor skal det være sådan nogle grove metoder, man skal tage i brug? (stille kvælningsdød i plastpose forekommer faktisk at være det mest humane)
  2. Hvorfor gør man alt, hvad man kan for at redde en sommerfugl, der har forvildet sig indenfor – mens man gladelig fluesmækker fluer, hvepse og bremser? Synes, det er helt ok, når ungerne får myggene til at eksplodere af blod ved trykke omkring myggestikket? Og torturerer dræbersnegle? Hvor er det grænsen går?
  3. Hvordan ville vi have håndteret dræbersnegle-problematikken, hvis de ikke havde fået sådan et bestialsk navn fra starten, men i stedet var blevet kaldt for eksempel “Skærsommernats-snegle” eller “Brun-orange natte-gæster”? Havkattens popularitet steg jo med mange hundrede procent, da man begyndte at kalde den kotelet-fisk…og jeg ved godt, at den ikke guffede alle køkkenhaverne, men det er alligevel noget lidt andet at hakke en dræbersnegl over end at sønderlemme en “skærsommernats-snegl”.

Øv altså…jeg har ikke lyst til at skulle på sneglejagt. Jeg har ikke lyst til at skulle bryde med Moselovens bud om ikke at slå ihjel. Jeg har absolut intet behov for at skulle udleve min indre barbar. Men jeg har heller ikke lyst til at være hende, der bare lader stå til og er skyld i at alle de andres anstrengelser er helt forgæves. Et sandt hverdagsdilemma af den slags, hvor flere forskellige principper og livstilgange konflikter midt i hverdagens små trivialiteter.

Reklamer