Hjernen er glad for kompleksitet – ikke kaos!

by Nadja

Illustration til Hjernens Sættekasse af Kristian Eskild Jensen

Når jeg arbejder med et interview, er der næsten altid nogle brudstykker af samtalen, der sætter sig uigenkaldeligt fast og kommer til at indgå i mit faste repertoire af tankevækkere, citater og bon mot’s. Da jeg for nogle år siden interviewede neuropsykologen Thomas Habekost om, hvordan hjernen rydder op i de myriader af informationer, den konstant bliver fodret med, sagde han blandt andet: Hjernen er glad for kompleksitet – ikke kaos!

Han fortalte, hvordan hjernen fungerer som en slags uendelig sættekasse: Jo mere ‘dannet’ man er – jo flere parametre, referencerammer, oplevelser, uddannelser, sprog og erfaringer, man gennem livet har fyldt sin hjerne med – jo flere hylder har man at hægte nye oplevelser op på. Og bedre kan man derfor skabe orden i alle de mange nye intryk. Kapere dem – og opdage dem, fordi man har nye filtre der gør, at ens opmærksomhed skærpes indenfor mange forskellige områder.

På mange måder tror jeg, at det er noget af det, der gør min mini-mediefestival så æggende. Jo flere medier, historier, diskussioner, problemstillinger man udsætter sig selv for på samme tid, jo mere bliver nye emner også interessante. Sidespor bliver hovedspor. Historier, jeg aldrig ville have værdiget et blik, bliver pludselig interessante, fordi jeg gennem en anden artikel har knækket koden til at forstå problemet. Der opstår udventede krydsninger og koblinger mellem historier, der ellers slet ikke er relaterede til hinanden. Og hjernens sættekasse får på et par ugers intensiv mediefestival tilføjet hundredevis af små nye hylder, jeg resten af året kan hænge nye informationer op på.

Læs hele artiklen om Hjernens Sættekasse her: Hjernens sættekasse

P.S. Thomas Habekost er også manden, der efter flere års kimsen ad Tour de France og totalt manglende forståelse fra undertegnenes side overfor dem, der kunne bruge hele eftermiddage på at følge etaperne fra ende til anden, fik mig til at se en enkelt etape fordi han fortalte, at det var sådan pandelapperne slappede allerbedst af. Og nu er jeg faktisk blevet små-hooked. Og citerer ham ivrigt for det med pandelapperne, når jeg overfor mig selv og evt. undrende omgivelser beslutter at lukke hjernen ned i et par timer og følge en bjergetape.

Reklamer