Hjernen er glad for kompleksitet – ikke kaos!
by Nadja
Når jeg arbejder med et interview, er der næsten altid nogle brudstykker af samtalen, der sætter sig uigenkaldeligt fast og kommer til at indgå i mit faste repertoire af tankevækkere, citater og bon mot’s. Da jeg for nogle år siden interviewede neuropsykologen Thomas Habekost om, hvordan hjernen rydder op i de myriader af informationer, den konstant bliver fodret med, sagde han blandt andet: Hjernen er glad for kompleksitet – ikke kaos!
Han fortalte, hvordan hjernen fungerer som en slags uendelig sættekasse: Jo mere ‘dannet’ man er – jo flere parametre, referencerammer, oplevelser, uddannelser, sprog og erfaringer, man gennem livet har fyldt sin hjerne med – jo flere hylder har man at hægte nye oplevelser op på. Og bedre kan man derfor skabe orden i alle de mange nye intryk. Kapere dem – og opdage dem, fordi man har nye filtre der gør, at ens opmærksomhed skærpes indenfor mange forskellige områder.
På mange måder tror jeg, at det er noget af det, der gør min mini-mediefestival så æggende. Jo flere medier, historier, diskussioner, problemstillinger man udsætter sig selv for på samme tid, jo mere bliver nye emner også interessante. Sidespor bliver hovedspor. Historier, jeg aldrig ville have værdiget et blik, bliver pludselig interessante, fordi jeg gennem en anden artikel har knækket koden til at forstå problemet. Der opstår udventede krydsninger og koblinger mellem historier, der ellers slet ikke er relaterede til hinanden. Og hjernens sættekasse får på et par ugers intensiv mediefestival tilføjet hundredevis af små nye hylder, jeg resten af året kan hænge nye informationer op på.
Læs hele artiklen om Hjernens Sættekasse her: Hjernens sættekasse
P.S. Thomas Habekost er også manden, der efter flere års kimsen ad Tour de France og totalt manglende forståelse fra undertegnenes side overfor dem, der kunne bruge hele eftermiddage på at følge etaperne fra ende til anden, fik mig til at se en enkelt etape fordi han fortalte, at det var sådan pandelapperne slappede allerbedst af. Og nu er jeg faktisk blevet små-hooked. Og citerer ham ivrigt for det med pandelapperne, når jeg overfor mig selv og evt. undrende omgivelser beslutter at lukke hjernen ned i et par timer og følge en bjergetape.
Nadja Pass 
[…] Tour de France-etaper fra ende til anden, fordi neuropsykologen Thomas Habekost, som jeg engang interviewede til Reflexioner, fortalte mig, at det er den allerbedste afslapning af pandelapperne. (og begynder faktisk […]
Jeg har endnu ikke læst den artikel du henviser til af Thomas Habekost, men jeg kan udmærket følge tankegangen om hjernen som en sættekasse. Jeg har dog altid tænkt på den som et voksende spindelvæv. Jo større det er, jo flere anknytningspunkter bliver der for ny viden at hægte sig fast på.
Derfor er den pædagogiske tankegang, som siger, at det kan være ligemeget, om man ved, hvor Nakskov ligger, bare man ved, hvor man skal slå det op. Problemet er, at hvis man ikke aner en disse om Nakskov som en større dansk købstad, beliggende i et bestemt geografisk område med bestemte karakteristika, vil en oplysning om, at nu er (nok) en stor arbejdsplads i Nakskov lukket forekomme helt uvedkommende, og man vil nok ikke besvære sig med at søge yderligere viden.
Hvis man derimod (som jeg!) har gået i den stråtækte og er blevet stopfodret med paratviden, vil man sætte oplysningen ind i en større sammenhæng og hive leksikonet ud af hylden eller begynde at google eller wikie løs.
Det samme gælder relevansen af oplysninger om Irak, Colombia, Darfur, Islam, kulhydrater, atomkraft osv. osv. For den, som ingen forhåndsviden har, forekommer det hele lige forvirrende og skræmmende, ja og afskrækkende i forhold til at søge mere viden.
De som ved meget, søger mere viden, både fordi de har en fornemmelse af alle de huller de har i spindelvævet, hvilket gør dem nysgerrige, og fordi de har en god fornemmelse af, hvad de skal søge efter. I modsætning til de uvidende.
Hvem bruger leksika og andre opslagsværker? De vidende eller uvidende, ja vel?
Hvad skal du bruge al det du ved til?
Spørgsmålet kan både skabe kaos og komplexitet afhængig af om du er i stand til at svare.
Spørgsmålet er inspireret af “Kongen af Europa” af Jan Kjærstad? Den har været en god feriebog her de sidste par uger. Fænget men ikke så meget at børnene og manden synes at jeg var for fraværende. Den har dog sat en hel masse igang som nok gør mig mere feriezombieagtig end ellers.
Hm jeg kan ikke lide metaforen om hjernen som en sættekasse, jeg synes det er et misvisende billede. Faktisk synes jeg snarere det symboliserer inside-the-box tænkning.
I en sættekasse hører hver ting kun til i én kategori… Men i virkeligheden hører enhver ting, koncept eller idé til i mange kategorier og ændrer til en vis grad betydning alt efter, hvilken kategori man forbinder dem med i en given situation. Hjernen symboliseres bedre som et computer netværk der fungerer via et tagging system… synes jeg.
@ Erik
Jeg er meget enig i, at viden fordrer mere viden. Med undtagelse af nogle sjældne lykketræf, hvor mabliver man som oftest ansporet til at dykke dybere i et emne, fordi man er blevet præsenteret ordentligt for det – af enten lærere, forældre, venner, bekendte, guider, rejsekammerater, forfattere eller – stadigt oftere, tror jeg – med-bloggere, der pludselig åbner ens øjne for nye områder, man så begynder at interessere sig for.
Jeg går meget ind for “almen dannelse” og har aldrig kimset af en anelse kanon og paratviden (med alle de andre problemer det så kan rejse om, hvad der er almen dannelse, hvad der bør prioriteres som paratviden og hvordan man sammensætter kanon). Men jeg er nu også glad for, at vores skolesystem i dag OGSÅ opfordrer ungerne til at tænke mere selv og stille sig kritisk overfor kilder og vedtagne sandheder.
@ Marlene
Ah…Jan Kjærstad! En af mine absolutte yndlingsforfattere, der virkelig formår at få en selv til at stille sig spørgsmål i retning af “Hvad er et menneske?”, “Hvordan hænger et liv sammen?” – og netop, ja, “Hvad stiller vi op med alt det, vi ved?”
Spørgsmålet kommer jeg vist aldrig til at kunne svare entydigt på…men jeg bruger det vel i hvert fald til at prøve at forstå nye sammenhænge, koble fag og pointer på nye måder og vende almindelighederne på hovedet. Men ærligt talt, så har jeg også bare et blødt punkt for mærkelige trivia-facts som jeg egentlig ikke rigtig skal stille noget op med, men bare synes, det er sjovt at vide :-)
@ Anne
Good point med sættekassen. Det var nu ikke tænkt som “boksificering” af viden, men mere som et billede på den systematik, der trods alt skal til for at bringe de forskellige fagområder og indsigter i spil.
Måske skal man tænke det lidt som sættekasserne oprindeligt blev brugt – af typograferne, hvor hvert rum rummede de forskellige bogstaver. I sig selv er de enkelte videns-brokker måske ikke så interessante, men i samspil rykker de. Ligesom bogstaverne bliver meget sjovere, når de former ord. Sætninger. Kapitler. Bøger.
Men altså…både Eriks edderkoppespind og dit computernetværk kan jeg også sagtens følge som gode billeder.
[…] der er Tour de France trigger det altid, at jeg kommer til at tænke på et interview jeg lavede for efterhånden mange år siden – med hjerneforskeren og neuropsykologen… For efter jeg i årevis havde kimset af Tour de France opfordrede han mig til at prøve at se hel […]