“Er de ven med dem selv?” (og andre spørgsmål, der bider sig fast…)
by Nadja
Sidste lørdag læste jeg denne anmeldelse af Max Frisch-bogen ‘Spørgeskemaer’ i Politiken. Og det var en af de anmeldelser, der straks fik mig til at trække i regntøj og røjser og trave tværs gennem den regntomme by ind til Atheneum. For jeg måtte bare eje den bog. Og det skulle være NU.
Jeg har nemlig haft et blødt punkt for Max Frisch siden jeg læste Homo Faber i tysk i gymnasiet – men selvom hans ‘Tagebuch’, hvor disse spørgeskemaer oprindeligt er trykt, har stået på min hylde sin studenterfesterne (for 15 år siden i disse dage), har jeg aldrig fået den læst. Og jeg kendte derfor heller intet til eksistensen af de ni spørgeskemaer med grundtemaerne: Menneskehedens overlevelse, ægteskab, kvinder, håb, humor, penge, venskab, faderskab, hjemland, ejendom og død.
Men NU. Nu hvor jeg kender til dem og har læst dem og reflekteret over dem, er de helt og aldeles uafrystelige. En perlerække af grundlæggende, provokerende, exfolierende, sylespidse spørgsmål om tilværelsens ulidelige letheder og tungvendigheder. Spørgsmål af den slags, det gør ondt at stille sig selv. Men som ikke desto mindre åbner ens øjne og tankebaner for helt nye sider af ens egen personlighed – og tilværelsens små krøller. Eminent til stille, bidende selvreflexion – og sikkert et fabelagtigt grundlag for en raffineret selskabsleg.
Jeg plukker her et par af spørgsmålene til jer – men anbefaler ellers stærkt at læse spørgeskemaerne i deres helhed. For det er især i helheden, sammenstillingen og mellemrummene mellem de mange spørgsmål at de helt store spørgsmål opstår:
Er De sikker på, det virkelig interesserer Dem, om menneskeheden overlever, efter De og alle Deres bekendte er døde? (Hvorfor? – Stikord tilstrækkeligt)
Overbeviser Deres selvkritik Dem?
Hvilket håb har De opgivet?
Har De humoristisk sans, når De er alene?
Er De bange for de fattige? (hvorfor ikke?)
Er det nogensinde sket for Dem, at De ikke har haft nogen venner, eller ville De så ganske enkelt slække på Deres krav?
Er De ven med Dem selv?
Nadja Pass 
hmmm – lyder fantastisk og jeg leder jo lige efter nogle bøger til ferien – så den er vist oplagt.
Jeg tager lige et par af de gode, som jeg selv er færdig med ind på kontoret – det kunne jo være man kunne friste andre med en læseoplevelse :-)
“Hvilket håb har De opgivet?”. Hold da op, den gjorde mig først helt tung om hjertet. Både når jeg tænkte på det nære og det globale perspektiv.
Men jo mere jeg prøvede at komme zoome ind på, hvad jeg ikke længere turde håbe på, jo mindre vemodig følte jeg mig. Om jeg er en naiv jubeloptimist, skal jeg lade andre afgøre, men hvis det eneste der bliver tilbage på listen efter grundig reflektion er “Opgivet: håbet om at blive internationalt anerkendt primaballerina”, så er der … ja, netop ..håb endnu.
Den bog må jeg også snart erhverve mig!
Særligt er jeg faldet for denne her:
Er det lykkedes Dem at lære Deres børn at kende, dvs. ikke at se dem som sønner eller døtre?
@ Sascha
Rigtig god betragtning og beskrivelse af bevægelsen fra forstemthed til opstemthed. Det er netop det, spørgsmålene formår. At få en til at reagere umiddelbart…og så tænke dybere over det på en måde, der ofte får humøret til at svinge til nye erkendelser.
Med netop dette spørgsmål tror jeg faktisk, at det i meget høj grad kan få en til at tænke over, hvad man ønsket sig og håbet på og styret efter. Nogle af håbene og drømmene fra ens barndom finder man måske ud af ikke længere er vigtige for en og så kan man lukke dem og behøver ikke længere følge sig ufuldendt. Andre håb bliver man måske bevidst om er vigtige, og at man skal se at få gjort noget ved at leve dem ud. Og enkelte håb og drømme, man måske egentlig havde afskrevet, opdager man måske ikke behøver at være opgivet alligevel. Og det er en berusende fornemmelse.
@ Levende
Ja. Afsted til boghandleren med dig. Der er også mange andre gode spørgsmål om forældreskabet, hvis det er den retning, der tænder dig mest.
Og med hensyn til det spørgsmål, du der fremhæver, kan man jo også vende det om og spørge sig selv:
Er det lykkedes Dem at lære deres forældre at kende, dvs ikke som mor og far?