Spådom: Om ti år afholder medierne skønhedskonkurrencer for de smukkeste lig
by Nadja
Det hollandske nyre-donorshow viste sig at være snyd og effektiv motivationsretorik. Men det er ikke mere end 10 år siden, at DR’s U-landsredaktion forargede alle ved at lave ‘fake-casting’ til
Midt i 90’erne inviterede de en gruppe unge til ‘fake casting’ på et ikke-eksisterende realityprogram, hvor de ville blive filmet døgnet rundt i flere uger med kameraer overalt i lejligheden (undtagen toilettet) og skulle underkastes psykologhjælp for åben skærm. Og alle var dengang i chock over, at der kun var en ud af seks, der sagde nej. Det var før Robinson, Paradise Hotel, Big Brother, Jagten på Drømmekvinden, Extreme makeover, The Swan og alle de andre reality-programmer, der går langt, langt længere. For 10 år siden nægtede vi at tro, at nogen ville være så dumme at deltage i sådan et program – og at nogen medier ville finde på at gå så langt. I dag ænser vi det ikke.
Så selvom jeg ikke er meget for det, spår jeg, at vi om 10 år heller ikke rigtig reagerer, når mediejagten på organer og skønhedskonkurrencerne for de smukkeste lig løber henover skærmene. Jeg tror mere spørgsmålet er, om det bliver tv-, computer-, flad-, plasma-, mobilskærme eller en ny type intelligente skærme, vi slet ikke kender endnu. Indholdet og jagten på de sidste tabuer tror jeg desværre ikke er til diskussion.