Nadja Pass

Det Hollandske nyre-donor-show var motivationsretorik lige efter bogen. En juni-aprilsnar. Op kom folk, kommentatorer og medier flest pludselig af stolene. Svære begreber som dialyse og donorregistre blev pludselig talk of town – og reality+quiz-showenes grænser eller mangel på samme fik en grundig tur gennem vridemaskinen.

Så viste det sig, at det hele var snyd.

Og så måtte de fleste krydse deres egne grænser en gang til og indrømme, at det faktisk havde været en vældig effektiv måde at få åbnet befolkningens øjne for den manglende donorregistrering.

Når det virkede så godt, skyldes det dels:

At det ekstremt konkrete genstandsfelt – nyredonation – pirkede effektivt til folks dårlige samvittighed. Med organdonation har vi for en sjælden gangs skyld et “politisk korrekt” emne, hvor man helt, helt konkret kan gøre en forskel. Man kan ikke som med CO2-udslippet sige, at ens egne handlinger ikke nytter så meget, når de dårlige kraftværker i udlandet bare bliver ved med at pulse derudad. Man kan ikke som med ulandsnødhjælp undskylde sig med, at det hele nok ender i diktatorernes lommer alligevel. En nyre er en nyre – og hvis man har hårdt brug for den, gør det en kolossal forskel, om folk har meldt sig som donorer. Alligevel er der alt for få, der melder sig som donorer – og den dårlige samvittighed fik showet pirket godt og grundigt til.

At sygdom og død er nogle af de eneste reelle tabuer, vi har tilbage. Reality- og quiz-showene kan ikke nå længere ud, når det gælder udstilling af sex, pinligheder, back-stabbing, vægttab, psykologiske kriser, dating, bakteriefyldte køleskabe, iværksætter-falitter og on-screen-bryllupper. Vi registrerer det nærmest ingen gang længere. Så hvis man virkelig skal have os op af stolene og vække forargelse, er der kun livstruende sygdomme og dødsfald tilbage at pirke i.

At det – trods sit hyperkontroversielle koncept og genstandsfelt – var så professionelt konstrueret, at det næsten MÅTTE være sandt. Man nægter ligesom at tro, at nogen sætter så mange sejl til for snyde andre.

At man valgte netop tv-showet som medie. Tv-showet, der har været i rivende reality-udvikling de senere år – men som samtidig er kendt for kolossale velgørenhedsarrangementer. Og så vidt jeg kan forstå var det kørt helt til kant med seerafstemninger ala Vild med Dans. Når man ser tv-show har man de politiske parader nede på en helt anden måde, end når man ser tv-avis. Man sidder der med kaffen og kagen og lader sig underholde. Man er vant til, at det er lidt langt ude og at pointerne skæres ud i pap. Man forventer ikke kompleksitet – og opdager den derfor heller ikke så let, når den så pludselig er der.

Så meget desto større bliver overraskelsen – og erkendelsen derfor. Og så meget desto lettere bliver den sag, motivationsretorikken skulle sætte fokus på – talk of town og samtaleemne ved frokostbordene.