Powerpointpoesi

by Nadja

Skammens vogn

Forleden var jeg til…tja, hvad skal man kalde det … ? …musikalt-digt-opsyngning-med-powerpointillustrations-ledsagelse…med trioen Skammens Vogn.

Og det var et vældig spændstigt og positivt (og tiltrængt) bud på, hvordan man ved at sprænge powerpoints rammer kan skabe helt nye genrer.

Når Skammens Vogn optræder er Nikolaj Zeuthens opsyngning af sine tænkevækkende digte med Joy Lieberkinds finurligt-foruroligende underlægningsmusik, nemlig suppleret med et powerpointshow, hvor naive stregtegninger undfanget af poeten selv kører henover skærmen. Og det samme gør selve digtenes ordlyd. Klikket frem på sekundet, så de passer med opsyngningen. Og med frem-og-tilbage-klik, når sætninger, omkvæd og rytmer gentages.

Det giver en helt fantastisk samspil mellem nymodens teknologi og traditionsrige genrer som poesi og tegning. Og en helt ny genre opstår i spændingsfeltet mellem det visuelle og det auditive. Man lytter-læser hvert et ord. Man læser nye betydninger ind i ordene på grund af tegningerne – og i tegningerne på grund af ordene. Man griner, man gyser, man skutter sig, man putter sig, man spærrer ørerne op og skruer op for øjnene.

Varme anbefalinger herfra. Køb LP’en, hvis du støder på den – og prøv at fange Skammens Vogn, hvis du skal på Roskilde.

¨¨¨¨

Tak til Pollas for lån af billedet. Noget tyder på, at jeg har en med-fan derude :-)

UPDATE: Anne Storgaard har lige gjort mig opmærksom på Skammens Vogn Myspaceprofil, hvor man også kan lytte lidt til det hele…: myspace/skammensvogn

UPDATE2: Og nu er Skammens Vogns egen hjemmeside søreme også kommet op med musik, tegninger og krøllede streger. www.skammensvogn.dk

Advertisement