Nadja Pass

Pludselig ved jeg, hvordan det er at høre til blandt ‘de sidste dages hellige’. For selvom jeg på papiret er “lige segmentet”, har jeg af en eller anden grund bare aldrig rigtig har fået hørt særlig meget radio. Og i hvert fald slet ikke har fået lyttet til hverken de undersøgende radiojournalistiske dokumentarer, montagerne eller radio drama. Og efter to arrangementer i sidste uge til støtte for de lukningstruede genrer, er jeg nu klar til at prædike og plædere for, at det er skandaløst atlukke DR’s dokumentarzone.

Tabet af det, der bare var der 
Når jeg ikke har gjort brug af dokumentarerne og montagerne tidligere, har det egentlig aldrig været et aktivt fravalg. Det er bare aldrig blevet. Eller det har været lidt sådan noget, jeg altid kunne gøre. Ligesom de store romaner, der venter på min bogreol og som jeg altid når at overveje, når jeg skal i gang med en ny bog. Men som alligevel bliver uskudt på ubestemt tid af udefinerbare grunde. Og ligesom romanerne har stået som en slags tryg forvisning om, at det nok skulle blive engang, har også fornemmelsen af, at selvom jeg missede udsendelserne ‘live’ lå det hele jo bare lå der og ventede på, at jeg var klar til at lytte på dokumentarzonen.

Nu har skæbnen villet, at jeg i denne uge har været til hele to arrangementer, der har handlet om netop radio. Eller snarere om forskellige radiogenrers snarlige død. Og efter at have brugt bare to aftenener på at slå lyttebøfferne ud, er jeg næsten grædefærdig over alt det, jeg er gået glip af. Og vildt optændt af lytningens kunst. For hvor er det syret i en ellers så visuelt præget tidsalder at sidde i halvmørke rum og bare koncentrere sig om lyd.

Gravøl for to vigtige genrer
Det første arrangement, der spærrede mine ører op var i tirsdags i Politikens foredragssal, hvor Foreningen for undersøgende journalistik holdt et arrangement, der skulle drikke den lukningstruede Dokumentar-zone op af graven. Genren er nemlig i stor fare for at dø helt ud i Danmark, for hvis der ikke længere er mulighed for at afsætte materialet til DR – og blive frikøbt til at fordybe sig og efterproducere i den grad, det er nødvendigt, hvis vi skal nå op på den høje kvalitetsstandard, der bærer hele oplevelsen, vil der heller ikke længere være klangbund for at uddanne kommende journalister i faget. Og jo, jeg tror da nok, at der med Podcasts og alle de nye medier skal opstå nye spændende genrer – men jeg kan sagtens se, hvordan noget så gennemarbejdet, nuanceret, postproduceret som de eksisterende dokumentarer og montager vil være svære at få op at stå fremover.

Med pluk fra syv rigtig gode programmer afbrudt af småtaler om tilblivelsen fra journalisterne og producerne bag fik man et virkelig godt indblik i både dokumentarer og montager. Og fik bare lyst til at høre mere, mere, mere. UDOVER den basalt gode oplevelse og pludselige indsigt i alt fra politiets færden bag Skt. Hans Torvs-linjerne 18. maj 93, milliardskandalen i Randersfirmaet C.S. Sørensen, de kummerlige forhold på fødegangen i Kolding til en 18-årig piges beslutning om at konvertere til Islam, var det også fagligt set interessant. For hvor kan man i grunden tillade sig at arbejde med mange effekter, formuleringer og stilfigurer, der på tv eller i en powerpointpræsentation ville virke overdrevne eller ligefrem patetiske – men som bærer fint, når man kun lytter.

I går aftes var det hele lidt festligere i snittet, selvom der faktisk også var tale om et gravøl for hele to snart hedengangne kulturinstitutioner – Radio Drama og Turbinehallerne. Her genopførte man den gamle Radio Drama-klassiker Mordets Melodi som hørespil. Det blev optaget direkte til radioen (kan høres fra i morgen mandag), mens publikum kunne følge med i det sindrige system af rekvisitter, der hjalp de fire skuespillere til at gengive spille adskillige roller på samme tid og skabe de helt rigtige lydbilleder. Det var sjovt. Rigtig sjovt. Og vældig god træning i at få spærret ørerne op.

Lyttetræning
Der var både de klassiske lydeffekter som vindmaskiner der skabte uhygge og gongon’er der markedede overgangene mellem scenerne – og fordi man pludselig opdagede hvor sammensat et lydbillede skal være, for at være troværdigt. Der skal være alle de der smålyde… af snakkende cafegæster… sko der lister væk… citronmånespisning til politifolkenes morgenmøde…vandmeloner, der blev smadret i gulvet hver gang, nogen faldt død om. Det var selvfølgelig snyd, fordi oplevelsen i går aftes langtfra kun handlede om at lytte – som publikum i salen var en stor del af oplevelsen jo netop det komiske i at se skuespillerne tale med spande over hovedet. Meget af det så basalt sjovt i situationen, at vi vist som publikum kom til at grine på nogle lidt upassende steder… Men sikken en bevidstgørelse af lyd-universets virkemidler.

Det var en rigtig, rigtig god aften. Og igen kan jeg kun ærge mig over, at jeg ikke har benyttet Turbinehallerne mere, mens de var der. Lyttet til flere radiodokumentarer, der kunne gøre mig klogere på den tid, vi lever i. Nydt at spærre ørerne op til radio drama og montager.

Arkiver og fremtidsforhåbninger
Heldigvis er der (stadig?) hjælp at hente i dr.dk’s arkiver: Der ligger seks prisvindende radiomontager. Der er et helt område kaldet Guld fra arkivet, hvor man kan podcaste alt muligt godt, gammelt radioguld, når man som mig i den grad mangler et historisk brush-up. Ja, der ligger ligefrem en hel dokumentar med titlen “En genres død” – jeg har ikke fået lyttet til den endnu. Men tro mig – efter den sidste uges vækkelse, skal jeg nok få det gjort.

Med lad os håbe, de finder en løsning, så også fremtidige sager, der krævede undersøgende journalistik eller historier, der fortjente at blive skildret som en sanselig montage, hvor det usagte bliver langt mere sigende end det sagte kan blive dokumenteret, skildret og gennembearbejdet.