Arvesølvets tunge plasticskeer

by Nadja

Store Hvededags Aften var jeg igen til et fancy arrangement, hvor der blev gjort en dyd ud af at servere maden i plasticbøtter.

Plasticmad

Som tidligere “trendspotter”, målgruppe-researcher og symbolanalytiker kan jeg ikke lade være med at smile lidt ad, hvor perfekt det passer som kontratrend til en anden anden markant serveringstrend for tiden: At alt skal serveres i fine stel. At vi dækker op som vores farmødre og mormødre før os.

Hvis man for et par år siden erklærede stellet, kaffekanden, flødekanden og sukkerskålen døde, lever de nu i bedste velgående på de unge brudepars ønskelister og til kaffeslabberaserne, når det lykkes os at trodse travlheden og invitere på visit. I hverdagen lider mangen en karaffel nu nok samme kranke skæbne som samtalekøkkenerne, der aldrig bliver kokkereret i. Men alligevel sporer jeg en vis befriende skødesløshed, hvor det er helt all right at servere en bagelsandwich på det muselmalede – det er ikke kun forbeholdt søndagsmiddagen i stadsstuen. De smukke genstande gør hverdagen til en lille fest.

Og så – som modpolen – har vi nu plasticbøtterne. Det frække samspil mellem gastronomien og det hyperpraktiske. Den underspillede festlighed. Festen der bliver lidt hverdags-forunderlig.

Det er meget typisk for tendenser og modeluner, at de optræder i par, der er hinandens modpoler, mens det ligegyldige, uprofilerede midtermarked bliver taberne. Et par tilfældige eksempler:

  • Lavprissupermarkeder >< Udsøgte delikatessebutikker
  • I bloosfæren kan alle komme til orde >< De hyper-redigerede medier vinder frem
  • Nescafe >< Gourmetkaffe
  • Min mobiltelefon er mit ur >< Mit armbåndsur er et smykke
  • Kaffestel >< Plasticbøtter

Lad mig runde dette indlæg af med et udpluk af mine fremtidsforudsigelser som 15-årig. For det er her, jeg har hentet indlæggets titel – selvom det rettelig burde være “Arvesølv OG plasticskeer”

Du har ikke tid, du er karrierepigen
på kort tid fik du jer højt op på rangstigen
Alt er gået som de andre håbede
de, der trak i snorene
du som en moderne Pinochio, der bare måbede
Det var de andres ideer, de andres drømme
du vægrer dig, må til sidst indrømme
at du har forrådt dine egne principper, drømme, utraditionelle ideer
når du løfter den færdigkøbte suppe
til de velplejede læber
i arvesølvets tunge plasticskeer
Du blev præcis som de andre

Læs hele digtet her

Reklamer