Nadja Pass

Arvesølvets tunge plasticskeer

Store Hvededags Aften var jeg igen til et fancy arrangement, hvor der blev gjort en dyd ud af at servere maden i plasticbøtter.

Plasticmad

Som tidligere “trendspotter”, målgruppe-researcher og symbolanalytiker kan jeg ikke lade være med at smile lidt ad, hvor perfekt det passer som kontratrend til en anden anden markant serveringstrend for tiden: At alt skal serveres i fine stel. At vi dækker op som vores farmødre og mormødre før os.

Hvis man for et par år siden erklærede stellet, kaffekanden, flødekanden og sukkerskålen døde, lever de nu i bedste velgående på de unge brudepars ønskelister og til kaffeslabberaserne, når det lykkes os at trodse travlheden og invitere på visit. I hverdagen lider mangen en karaffel nu nok samme kranke skæbne som samtalekøkkenerne, der aldrig bliver kokkereret i. Men alligevel sporer jeg en vis befriende skødesløshed, hvor det er helt all right at servere en bagelsandwich på det muselmalede – det er ikke kun forbeholdt søndagsmiddagen i stadsstuen. De smukke genstande gør hverdagen til en lille fest.

Og så – som modpolen – har vi nu plasticbøtterne. Det frække samspil mellem gastronomien og det hyperpraktiske. Den underspillede festlighed. Festen der bliver lidt hverdags-forunderlig.

Det er meget typisk for tendenser og modeluner, at de optræder i par, der er hinandens modpoler, mens det ligegyldige, uprofilerede midtermarked bliver taberne. Et par tilfældige eksempler:

  • Lavprissupermarkeder >< Udsøgte delikatessebutikker
  • I bloosfæren kan alle komme til orde >< De hyper-redigerede medier vinder frem
  • Nescafe >< Gourmetkaffe
  • Min mobiltelefon er mit ur >< Mit armbåndsur er et smykke
  • Kaffestel >< Plasticbøtter

Lad mig runde dette indlæg af med et udpluk af mine fremtidsforudsigelser som 15-årig. For det er her, jeg har hentet indlæggets titel – selvom det rettelig burde være “Arvesølv OG plasticskeer”

Du har ikke tid, du er karrierepigen
på kort tid fik du jer højt op på rangstigen
Alt er gået som de andre håbede
de, der trak i snorene
du som en moderne Pinochio, der bare måbede
Det var de andres ideer, de andres drømme
du vægrer dig, må til sidst indrømme
at du har forrådt dine egne principper, drømme, utraditionelle ideer
når du løfter den færdigkøbte suppe
til de velplejede læber
i arvesølvets tunge plasticskeer
Du blev præcis som de andre

Læs hele digtet her

Reklamer

Er paperpoint-præsentationer fremtiden?

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er temmelig træt af konferencer, hvor powerpoints, bulletpoints eller – ALLERVÆRST – no points at all – dominerer.

Så hurra for, at mine to blogmentorer og faglige legekammerater Trine-Maria Kristensen og Thomas Madsen-Mygdal fra Social Square forleden fejrede deres nye bog om weblogs i organisationer med fadøl, gode folk og en “paperpoint-præsentation”. De havde simpelthen printet alle deres nogle og tyve powerpoints ud på kæmpestore stykker papir. I sort-hvid. Med supersimpel grafik.

Dem samlede de op fra gulvet et efter et. Fortalte om dem. Lod hvert papir danse lidt fra side til side. Tippede det for at understrege forskellen synspunkterne i hver side af papiret. Og talte lidt i munden på hinanden på den gode måde, der bunder i entusiasme, gejst og nærvær.

Paperpoint

Og hvad var resultatet? Sad man som publikum og savnede de stærke powerpointfarver, prædefinerede figurer, tabeller, grafer og diagrammer? Længtes man efter bullets, animationseffekter og glidende overgange? NEJ. Som man kan se på nedenstående billede, savnede man måske ind i mellem Trine-Marias hovede (var det mon endt på blokken?). Men ellers var det befriende med et brud på videokanon-konventionerne.

Jeg håber og tror, at de tider, hvor en powerpointpræsentation i sig selv kunne signalere professionelisme og fornemmelse for tidens teknologiske tendenser er en saga blot. Powerpoint er for mig at se et virkelig godt inventio-og-dispositio-redskab, fordi man 1-2-3 hurtigt kommer i gang med at strukturere, hvad man vil sige. Men hvis man ikke bryder rammerne godt og grundigt i selve præsentationssammenhængen, har de mange slides det med at indgyde talerne falsk tryghed, så de tror, de ikke behøver forberede sig. Og pointerne har det med at drukne i effekter og fremhævninger.

I grel modsætning til en powerpointpræsentation på skærm må man sige, at det krævede en del mod at stille sig op med Thomas’ og Trine-Marias stand-up paperpoint-præsentation forleden. Men netop formen – eller mangelen på samme – skabte en høj grad af nærvær. Og vidnede om en særegen håndholdt professionalisme.

—–
Og i øvrigt: Bogen ‘Weblogs’ er en varm anbefaling værd. Let tilgængelig og øjenåbnende for enhver, der går og undrer sig over “hvad det der blogging mon er for noget”. Og tæt på at være et ‘must’ for dem der overvejer om corporate blogging er relevant for deres virksomhed – især hvis de har brug for skyts til at sælge ideen videre ind i organisationen.

%d bloggers like this: