Hvornår fortjener man egentlig mest at få en medalje?

by Nadja

Medalje

Til min fødselsdag forleden fik jeg denne medalje. Den er hverken lavet af guld, sølv, bronze, glasur eller flødeskum. Men af batikstof. Og det er ikke medalje for nogen bestemt begivenhed, præmie eller 1. plads. “Det er simpelthen bare”, som de glade givere forklarede, “en medalje, man kan tage på, når man er rigtig glad og stolt over et eller andet og synes, man fortjener at blive fejret – eller hvis man trænger til at booste sit humør en dag, hvor verden går en lidt imod.”

En helt fantastisk gave – og tanke – synes jeg. Og den har straks sat tankerne i gang:

For hvornår er det egentlig man synes, man fortjener en medalje? Er det i virkeligheden ikke meget ofte i hverdagen, når man magter at holde fanen trods deadlines, trædemøller og tunge korrekturer. Fortjener man ikke en medalje for tolerance, overskud, tålmodighed. For nye initiativer, dagligt vovemod, overraskende inspiration… Er det ikke i dagligdage, vi har mest brug for medaljer?

Og hvornår er det så lige vi modtager medaljer – eller den moderne tids svar på medaljen i form af blomster og bobler? Ved jubilæer, præmierer, fødselsdage, lanceringer, launch-parties og højtider. Engangsforestillinger. Højdepunkter. Klimaks – der alt for ofte ender med en bismag af antiklimaks.

Så spørgsmålet er, om ikke vi skulle blive bedre til at uddele lidt flere medaljer i dagligdagen. Fysiske som batikmedaljen her eller psykiske i form af ros og opbakning på rette tidspunkt. Fortjener alle mennesker, teams, arbejdspladser og redaktioner ikke at have hver deres medalje?

Jeg har allerede besluttet, at min medalje skal uddeles til mig selv og min omgangskreds, når vi mindst venter det – og mest trænger til det. I situationer, der ikke i traditionel forstand kalder på ros, opbakning, tillykker eller taksigelser.

I hvilke sammenhænge ville du uddele din?

********

Bonusinfo: Medaljen er designet og syet af Katrine de Place Bjørn og Anja Funder, der også stod hun bag forsiden til Reflexioner om Rødder – og når man først har set den, er man vist ikke i tvivl om, at de har en helt særlig fornemmelse for syede, syrede universer.

Reklamer