Hvornår fortjener man egentlig mest at få en medalje?
by Nadja
Til min fødselsdag forleden fik jeg denne medalje. Den er hverken lavet af guld, sølv, bronze, glasur eller flødeskum. Men af batikstof. Og det er ikke medalje for nogen bestemt begivenhed, præmie eller 1. plads. “Det er simpelthen bare”, som de glade givere forklarede, “en medalje, man kan tage på, når man er rigtig glad og stolt over et eller andet og synes, man fortjener at blive fejret – eller hvis man trænger til at booste sit humør en dag, hvor verden går en lidt imod.”
En helt fantastisk gave – og tanke – synes jeg. Og den har straks sat tankerne i gang:
For hvornår er det egentlig man synes, man fortjener en medalje? Er det i virkeligheden ikke meget ofte i hverdagen, når man magter at holde fanen trods deadlines, trædemøller og tunge korrekturer. Fortjener man ikke en medalje for tolerance, overskud, tålmodighed. For nye initiativer, dagligt vovemod, overraskende inspiration… Er det ikke i dagligdage, vi har mest brug for medaljer?
Og hvornår er det så lige vi modtager medaljer – eller den moderne tids svar på medaljen i form af blomster og bobler? Ved jubilæer, præmierer, fødselsdage, lanceringer, launch-parties og højtider. Engangsforestillinger. Højdepunkter. Klimaks – der alt for ofte ender med en bismag af antiklimaks.
Så spørgsmålet er, om ikke vi skulle blive bedre til at uddele lidt flere medaljer i dagligdagen. Fysiske som batikmedaljen her eller psykiske i form af ros og opbakning på rette tidspunkt. Fortjener alle mennesker, teams, arbejdspladser og redaktioner ikke at have hver deres medalje?
Jeg har allerede besluttet, at min medalje skal uddeles til mig selv og min omgangskreds, når vi mindst venter det – og mest trænger til det. I situationer, der ikke i traditionel forstand kalder på ros, opbakning, tillykker eller taksigelser.
I hvilke sammenhænge ville du uddele din?
********
Bonusinfo: Medaljen er designet og syet af Katrine de Place Bjørn og Anja Funder, der også stod hun bag forsiden til Reflexioner om Rødder – og når man først har set den, er man vist ikke i tvivl om, at de har en helt særlig fornemmelse for syede, syrede universer.
Nadja Pass 
I min afdeling har vi ikke medaljer, men vi har indført en såkaldt Musketerpris som gives til en kollega som gør noget særligt for afdelingen, kollegaskabet og stemningen. Det er en stor ære og glæde at modtage prisen. Den som har den har så ansvaret for at give den videre efter ca. en måned. I den tid opdager vedkommende, at han eller hun lægger ekstra mærke til ALLE de små ting, som vi som mennesker hele tiden gør for hinanden uden at forvente hverken tak eller medaljer. Ens opmærksomhed bliver skærpet. Derfor er det ekstra vanskeligt – på den gode måde – at udvælge en handling som fortjener musketerprisen.
Fantastisk eksempel. Og en musketérpris lyder mindst lige så fyrrigt, eventyrligt og festligt som en medalje :-)
Rigtig interessant pointe det med at få skærpet opmærksomheden. Den skulle bare også gerne blive en del af optikken på de hverdage, hvor man ikke har en medalje eller musketérpris at uddele :-)
Medaljer kan også være usynlige, verbale, øjeblikkelige: De kan komme i form af spontane begejstringsudråb (eller mere civiliserede komplimenter :-) ). Hvor er det dejligt at møde folk, der ikke er karrige med komplimenterne, og som godt tør sige det, når de synes nogen andre har gjort noget, der rykker.
Min mor var lærer, og hun gentog gang på gang gennem min skoletid, at også lærere bliver glade for at få komplimenter (noget mange elever er bange for at give af frygt for at blive stemplet som stræber). Den tog jeg til mig, og nu ved jeg på min egen krop, hvor meget det betyder som underviser at have opmærksomme elever.
Men det gælder jo, som Sascha skriver, på alle arbejdspladser. Og som du, Nadja, skriver, så er det netop vigtigt at skærpe opmærksomheden i hverdagen.
@ Levende – ojoj, din lærer-pointe kalder på en af mine ultimative kæpheste: CHEFER trænger også til komplimenter.
Åh ja.
Lærere er nu altså også en slags chefer ;-)
Sagde hunden.