Nadja Pass

I fredags var jeg til Charlottenborgs, Kunst Akademiets og Kunstbibliotekets fælles åbent hus-arrangement KOMPLEKS. Et fint initiativ, der egentlig fortjente at være blevet markedsført så langt ud over de snævre kunstkredse, at langt flere var dukket op for at høre de forskellige seminarer om for eksempel digital kunst og lyskunst.

Bagefter bød Madeleines madteater (skabt af fantastiske Mette Martinussen, der lavede flæsk i stjerneanis til Reflexioner om Stjerner) på Madvarieté i Charlottenborgs store sal.

Formedelst hundrede kroner kunne man deltage i arrangementet “Peep: Madvarieté til den grådiges adsprædelse”, der lovede bare lår, kærnemælk, kobutang, bark, lakrids, muld og vilde urter.”

Det hele var meget ‘tillidsagtigt’ lagt an. Ingen tjekkede madbilletterne og ingen tjekkede om man lagde lige penge i baren – men lur mig om ikke alle overholdt reglerne, fordi tillid inviterer til tillid. Og når man så havde lagt sine 15 kroner for sin øko-pilsner snuppede man en pose fantastiske chips, der var udstyret med ørepropper, så man rigtig kunne høre knaselydene (spillede fint sammen med det indlæg om knirkelyde, jeg havde hørt tidligere på dagen som del af seminaret om lydkunst). Og satte sig til at vente i de sorte sækkestole, der var systematisk placeret i et kæmpemønster på et stort hvidt tæppe.

Præcis klokken 19 begyndte en varieté-danser at varme op til “bare lår”-elementet, hvor en kok skar store lunser af nogle store okse-ben. Klaskede dem ned i en spejldisk og hældte store mængder marinade ud over. Og ind kom så tre trolleys. Den ene trolley med små bøtter rødvin marineret med cumquats og anis. Den anden trolley med malerbøtter fyldt med kartofler, kærnemælkssauce, et malerstrejf sort lakrids. Og den tredje trolley med ramsløg, spiselige blomster og en fantastisk muld ala fintrevet rugbrødsrasp. En luns kød oveni – og sad man ellers der og spiste af hver sin bøtte.

Man samlede selv sin bøttes indhold, satte sig i sin sækkestol og guffede så direkte fra bøtten: kødet så mørt at man kunne spise det med plasticske – temmelig overlegent og overskudsagtigt. Det kræver sin madkunst at blive serveret i en plasticbøtte – og jeg er virkelig sådan en, der også spiser med øjnene og sætter stor pris på at tingene bliver præsenteret lækkert.

Men efter denne bøtte gastronomi må jeg alligevel sande, at man med en lettere omskrivning af den grimme ælling måske kan sige, at selv den ringeste mad ikke bliver god af at blive serveret på musselmalede tallerkener – og at den største gastronomi smager skønt, selvom den bliver serveret i en malerbøttte.