Lacoste hvad det vil
by Nadja
I dag kom jeg forbi Lacoste-butikken i Ny Østergade. Og de havde to store vinduer fulde af deres klassiske poloshirts i mange forårsfriske farver.
Netop sådan en polo-shirt var det eneste saliggørende for mig, dengang jeg gik i 5.-6. klasse og mærkebølgen var på sit højeste. Og det tog lang tid, før jeg selv kom med på bølgen – men så var det også med hele to ting. En hvid Lacoste polo-shirt og en lyserød Marc O’ Polo-sweatshirt. Den kombination gav anledning til mange overvejelser. For hvis jeg havde begge dele på, kunne man jo ikke se poloshirten. Jeg spekulerede virkelig længe over, hvordan jeg skulle knække den nød, da skolefotografen kom og de årlige portræt-bytte-billeder skulle tages. Og endte med at binde sweatshirtens ærmer causal 80’er-agtigt om halsen (kan ikke anbefales: Man kunne selvfølgelig ikke kunne se, at det var en Marc O’ Polo-sweatshirt og ærmerne skyggede for krokodillen.)
Så lad mig bare indrømme, at jeg var dybt indsyltet i mærkeræset. Alligevel kunne jeg – gammelklog teenager som jeg var – ikke dy mig for at skulle ironisere over mærkebølgen i en ‘revy’ jeg lavede sammen med en veninde og vores mindre søskende. Med længe indøvet Herreys-koreografi og hjemmemalede t-shirts med kolosale logo-efterligninger gik vi skiftevis frem og sang:
Lacoste, hvad det vil
Vi sætter alting på spil
Lacoste, hvad det vil
Penge skal der tilOmkvæd: Ikke no’et med at leve småt, mærketøj det er skidegodt, skidegodt, skidegodt.
Marc O’
Hvad kommer så?
Ja, det er Polo
Og det er noget alle ved, og ved du ikke ren besked, tjahhhh
Så bli’r du mobbet af MO’P MO’P MO’P (detalje, jeg var meget stolt af – for MO’P var forkortelsen og i visse tilfælde ligefrem logo for Marc O’ Polo)Omkvæd: Ikke no’et med at leve småt, mærketøj det er skidegodt, skidegodt, skidegodt.
Kappa
Så må du ta’ en tusindlap af
Så folk kan se, at det er Kappa
Tra la la la la la (detalje, jeg var knap så stolt af, men vi kunne ikke rigtig finde på andet)Omkvæd: Ikke no’et med at leve småt, mærketøj det er skidegodt, skidegodt, skidegodt.
Tænk så mange dubiøse minder et par poloshirts kan bringe frem i erindringen… er der ikke nogle af jer derude, der også har nogle kiksede minder fra 80’er-mærkebølgen?
Nadja Pass 
Øhm, meget apropos det der med blogosfæren, når den flyder sammen med det virkelige liv, så er der altså detaljer om din fortid, som du har holdt særdeles godt skjult!!
Ha ha ha, det var virkelig en god historie, Nadja, særligt detaljen med hvor kikset det er at binde sweatshirten casually rundt om skuldrene på 80’er-måden, med logoskjulning en masse som det sørgelige resultat.
Men ak nej – jeg er desværre ynkeligt forudsigelig: Jeg gik ikke i mærketøj og jeg var stolt af det! :D Så jeg har ingen kiksede minder fra mærkebølgen. Til gengæld er der andre tøjminder fra 80’erne, der kan vækkes til live: Jeg var nemlig så heldig at få lov at arve min mors tøj, som var gråt, gråt, gråt.
Virkelig heldig.
Sprudlende.
Da jeg endelig fik min egen tøjøkonomi, gik jeg ikke overraskende amok i farver, men trangen til at blende ind i mærketøjsgrøden har jeg dog endnu ikke mærket. For mit forhold til mode er sådan lidt radikalt, faktisk så radikalt at mode (-tøj, -design, you-name-it) for mig at se er en form for massepsykose. Så hvad er egentlig forskellen på at gå i gråt og at se alle mennesker i den samme farve?
Well. En million lemminger kan ikke tage fejl.
Eller hur?
Uhm… min første (og sidste) Marc O Polo var lyseblå. Lacoste har jeg aldrig haft, men sportede et par (sikkert rigtig, rigtig lækre) lyserøde sejlersko med små kvaster, og en lyserød Nike-rygsæk.
Men det var også dét. Hverken vores økonomi eller min mors hu stod til at fylde hele garderoben med de attråværdige sager, men jeg kan godt huske hvor meget det fyldte dengang. Jeg undrer mig nogle gange over, hvordan tingene ser ud for nutidens 13-14 årige. Hvad er det for nogle ting, der er helt rigtige for dem? Hvordan bliver man den smarteste i klassen i dag?
Well – ingen af venindernes tøsebørn er blevet så store endnu, og jeg er blevet så gammel at jeg har mistet evnen til at afkode teenageres signaler på afstand, så må vente nogle år endnu med at finde ud af det…
Min mor var skam heller ikke meget for det. Det stred i DEN grad mod hendes principper, at mærketøj skulle betyde noget. Tvært imod syntes hun, det udstrålede meget mere klasse at klæde sig dyrt, uden at skilte med det – hvis det endelig skulle være. Og det var det indre, der talte og alt det der, jeg er helt enig i nu, men som prellede af på mig, da jeg var en usikker teenager, hvis indre ikke talte særligt meget blandt de jævnaldrende.
Og der må jeg altså igen tage hatten af for min mor. Hun kunne se, at det betød enormt for mig og ville give mig et skub ud af skallen, selvom hun ikke var enig i metoderne. Og hun valgte så at give mig de ting, jeg sukkede sådan efter – vel vidende, at så snart jeg fik dem, ville jeg forstå, at det var ligegyldigt. Og hun fik selvfølgelig ret.
Jeg havde en periode på et års tid, hvor min garderobe havde mærker udover det hele. Og så var jeg kureret. For jeg opdagede hurtigt, at det var meget sjovere at finde ‘unikke’ stykker tøj, som ingen andre havde – og som gerne var lidt vintage (dengang det hed second hand). Jo også unikhed på en ret stangproduceret måde. Men dog ikke udstikket af megabrands :-)
Det var klogt af din mor, Nadja. Meget, meget klogt!
Samme sommer som Nadjas skolefoto blev taget (vil jeg da håbe, men gad vide hvor længe hysteriet i virkeligheden varede?) var min storebror, min kusine og jeg kommet med indenfor i et sommerhus i Blokhus hos en dreng, der gik i min kusines klasse- eller måske parallelklasse i Ålborg. Jeg ved ikke, hvad han hed, hvad vi lavede eller snakkede om, men – drengen har en Lacoste poloshirt på. Og det har min bror faktisk også, en af de lysegule, men min bror har lige præcis en anden trøje udover, som han nægter at tage af, lige meget hvor meget min kusine sparker ham over benet for at få ham til at flashe krokodillen og vise ham her Ålborgfætteren, at sådan én har vi faktisk også, selvom vi desværre er tre om én lige den eftermiddag.
For resten valgte jeg selv senerehen til min blå mandag i Odense en lyslilla Marc’O Polo sweatshirt, der havde logoet skrevet tværs over ryggen i stedet for tværs over brystet som en klart uoverbevisende markering af, at jeg ikke gik så meget op i den slags.
Mh, synes det er på sin plads at citere Shubidua :)
“Det er en lille og krukket dille
en modegrøn mani
som sidder lige der hvor hjertet banker
den kan fås i large og lille
er dyr at krybe i
men har du den på er himlen aldrig grå”
@ Anne -Præcis! Har gået og nynnet den sang siden jeg læste posten første gang.
@ Nadja – Hvilken melodi gik din sang egentlig på. Jeg mener, in case vi får lyst til at synge den :-D
@ Christine
Fantastisk historie om den skjulte ‘krokodille til deling’ :-)
Og ja, mærket på ryggen for at være anderledes på den trygge måde… STORT
@ Anne og Frk. Jensen
Yep – Shu Bi Dua-sangen var fantastisk… og desværre må jeg melde, at “mærkesangen” ikke gik på nogen autoriseret melodi. Vi havde selv “komponeret” – og melodien føjede sig temmelig meget efter ordlyden. Ret smart at digte sange sådan – ingen problemer med “ligtorne på konsulindens versefødder” (som Røde siger om Konsulinde Holms fantastiske sølvbryllupssang til Hr. og Fru Varnæs, som vil blive sunget i afslutningsafsnittet af Matador på lørdag)