Nadja Pass

april 25, 2007

Lacoste hvad det vil

Lacoste

I dag kom jeg forbi Lacoste-butikken i Ny Østergade. Og de havde to store vinduer fulde af deres klassiske poloshirts i mange forårsfriske farver.

Netop sådan en polo-shirt var det eneste saliggørende for mig, dengang jeg gik i 5.-6. klasse og mærkebølgen var på sit højeste. Og det tog lang tid, før jeg selv kom med på bølgen – men så var det også med hele to ting. En hvid Lacoste polo-shirt og en lyserød Marc O’ Polo-sweatshirt. Den kombination gav anledning til mange overvejelser. For hvis jeg havde begge dele på, kunne man jo ikke se poloshirten. Jeg spekulerede virkelig længe over, hvordan jeg skulle knække den nød, da skolefotografen kom og de årlige portræt-bytte-billeder skulle tages. Og endte med at binde sweatshirtens ærmer causal 80’er-agtigt om halsen (kan ikke anbefales: Man kunne selvfølgelig ikke kunne se, at det var en Marc O’ Polo-sweatshirt og ærmerne skyggede for krokodillen.)

Så lad mig bare indrømme, at jeg var dybt indsyltet i mærkeræset. Alligevel kunne jeg – gammelklog teenager som jeg var – ikke dy mig for at skulle ironisere over mærkebølgen i en ‘revy’ jeg lavede sammen med en veninde og vores mindre søskende. Med længe indøvet Herreys-koreografi og hjemmemalede t-shirts med kolosale logo-efterligninger gik vi skiftevis frem og sang:

Lacoste, hvad det vil
Vi sætter alting på spil
Lacoste, hvad det vil
Penge skal der til

Omkvæd: Ikke no’et med at leve småt, mærketøj det er skidegodt, skidegodt, skidegodt.

Marc O’
Hvad kommer så?
Ja, det er Polo
Og det er noget alle ved, og ved du ikke ren besked, tjahhhh
Så bli’r du mobbet af MO’P MO’P MO’P (detalje, jeg var meget stolt af – for MO’P var forkortelsen og i visse tilfælde ligefrem logo for Marc O’ Polo)

Omkvæd: Ikke no’et med at leve småt, mærketøj det er skidegodt, skidegodt, skidegodt.

Kappa
Så må du ta’ en tusindlap af
Så folk kan se, at det er Kappa
Tra la la la la la (detalje, jeg var knap så stolt af, men vi kunne ikke rigtig finde på andet) 

Omkvæd: Ikke no’et med at leve småt, mærketøj det er skidegodt, skidegodt, skidegodt.

Tænk så mange dubiøse minder et par poloshirts kan bringe frem i erindringen… er der ikke nogle af jer derude, der også har nogle kiksede minder fra 80’er-mærkebølgen?

Advertisement
9 kommentarer
april 25, 2007

Vangede-billeder

HELLerup, Verdammt
I snart tre år er jeg cyklet den samme rute gennem Vangede med meget jævne mellemrum. På vejen står et skilt, der skulle have været en vejviser til Hellerup, men er overmalet, så der kun står HELL. Og siden jeg fabulerede over skiltet og HELLerup i et af mine allerførste blogindlæg, er der ovenikøbet blevet tilføjet et VERDAMMT-stempel nedenunder.

Jeg tænker over det skilt hver gang, jeg kører forbi. For det undrer mig, at det har fået lov at stå sådan i snart et år. Og spørgsmålet er, om der i virkeligheden er tale om et lille stykke motivationsretorisk Vangede-humor? Et lille hip fra dem på “den forkerte side af Lyngby-vejen” om, at de da i hvert fald ikke længes mod HELLerup. At der er federe i Onkel Dannys eget Vangede. Den tanke kan jeg egentlig ret godt lide.

Og forleden mens jeg cyklede der og tænkte over det igen-igen, kom jeg pludselig i tanke om, at jeg havde set et nyhedsindslag om en ny Dan Turèlls Plads, der blev indviet i Vangede i marts (i anledning af mandens 61-års dag – Så så man lige Halmtorvet være løbet med 60-årsdagen).

“Den plads må jeg da lige se”, tænkte jeg snarrådigt på vejen hjem i strålende solskin. Og tog et shortcut fra Vangedevej ind til Vangede Bymidte (der for dem, der ikke kender den består af et par småbutikker, tre supermarkeder, en bank og en lille plæne). Årvågent spejdede jeg efter pladsen (og ja – cykelhjelmen var på). Og kørte op og ned ad Vangede Bygade op til flere gange og må faktisk have set ret mystisk ud.

Jeg så et stort billede af Dan Turèll over indgangen til biblioteket.

Jeg så en cykelsmed, der hed noget med Dan eller Danny.

Men nogen plads kunne jeg simpelthen ikke se.

Så til sidst måtte jeg spørge…

“Der er ikke så meget at se,” sagde den flinke dame, “Men der kommer vist en skulptur en dag”…og hvor pegede hun så hen? Til selvsamme shortcut fra Vangedevej til Vangede Bymidte, som jeg allerførst havde taget i den tro, at det var et helt almindeligt stykke fortov. Eller i bedste fald bænken foran det lokale pizzeria.

Dan Turells Plads

2 kommentarer
april 25, 2007

På en dag som i dag kan man godt lige leve med at være sit segment

Mac og mynte

OK. Jeg indrømmer, at jeg har bandet lidt de sidste par uger over en tung (meget tung) korrektur.  Men i morges blev 3. korrekturen indføjet i kæmpedokumentet og hele skidtet blev sendt videre til en ekstern korrekturlæser (læs: ud af mine hænder). Og jeg kunne bare mærke, hvordan vejrtrækningen straks røg dybere ned i maven, skuldrene sænkede sig  og hjernen lod sig ventilere.

Og heldig, heldig, heldigvis stod arbejdsopgaverne resten af dagen på at forberede nogle workshops i næste uge. Og det krævede tænkearbejde af den slags, der bare bliver meget bedre af at dimse lidt rundt, samle indtryk, booste Mac’ens batteri og sin egen energi med en super-fresh myntesag og ligge på en bænk i Kongens Have og stirre op i bøgegrene, der knoppedes og strakte sig mod himmelen under mottoet “The sky is the limit”.The sky is the limit

Meget mere segmentkliché-agtigt bliver det næppe. Men det kan man altså godt lige leve med på en solskinsdag som i dag.

%d bloggers like this: